Ny whistleblowerordning stemples som “ubrugelig”

Justitsminister Nick Hækkerup satte ambitionerne højt, da regeringen før sommerferien besluttede at indføre whistleblowerordninger i hele staten senest den 1. november i år.

“Det er helt afgørende for vores samfund, at borgerne har tillid til de offentlige myndigheder ... Nu indfører vi whistleblowerordninger på hele statens område, så whistleblowere tør stå frem, og kritisable forhold kan komme for dagens lys”, sagde justitsministeren i juni.

Men den vision er svær at genkende i den vejledning, som Justitsministeriet sendte ud til ministerier, departementer og myndigheder blot en uge før deadline. Faktisk er det svært at se, at der er en reel instruktion i, hvordan ordningen ser ud, lyder kritikken fra flere sider.

“Det ligner noget, der udelukkende er lavet for at sætte flueben ud for den opgave. Vejledningen kommer ikke ind på noget af det, der er væsentligt at håndtere ved whistle­blowerordninger”, siger Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, der blandt andet arbejder for at udbrede whistleblowerordninger.

“Sådan en ordning får kun legitimitet og bliver kun brugt, hvis der er tillid til den. Og det kan jeg ikke se, at Justitsministeriets model på nogen måde sikrer”, siger han.

En lignende vurdering kommer fra adjunkt Erik Mygind du Plessis, der forsker i whistleblowerordninger ved CBS.

“Ordningen er formuleret så bredt, at der i bund og grund ikke rigtig står noget. Det er ikke beskrevet, hvem der modtager henvendelserne, eller hvordan de skal håndteres, eller hvordan man sikrer dem, der anmelder”, siger han.

Det er imidlertid helt bevidst, at vejledningen er beskrevet i generelle vendinger. Den er nemlig tænkt som en overordnet ramme, der giver de enkelte styrelser og departementer “ansvar for og frihed til at udforme de nærmere retningslinjer, herunder procedurer og arbejdsgange”, skriver ministeriet til DM Akademikerbladet.

Ifølge Justitsministeriets vejledning skal statens whistleblowerordninger sikre, at “ansatte og samarbejdspartnere kan ytre sig om kritisable forhold i myndighederne uden at frygte for negative konsekvenser”, og “beskytte personer, som indgiver oplysninger”.

Det er imidlertid ikke beskrevet, hvordan anmelderne er beskyttet i praksis. Og der er undtagelser, pointerer ministeriet.

Hvis man bevidst fremsætter “urigtige eller vildledende oplysninger”, kan det få negative ansættelsesretlige konsekvenser eller medføre kontraktretlige konsekvenser” og eventuelt føre til politianmeldelse”, står der i vejledningen.

Vejledningen lægger også op til, at sagerne skal håndteres internt og altså ikke af for eksempel en ekstern advokat. Der er imidlertid ingen retningslinjer for, hvad der skal ske, når en whistleblower anmelder kritiske forhold. Det afhænger helt af “en konkret vurdering af bl.a. henvendelsens indhold og karakter”.

Det er problematisk, at det ikke bliver beskrevet klart, hvordan en whistleblower vil være beskyttet, eller hvordan sagerne bliver håndteret, mener adjunkt Erik Mygind du Plessis.

DM-formand Camilla Gregersen kalder det for “en sejr i sig selv”, at der nu kommer en whistleblowerordning i staten. Det har DM længe opfordret til, fordi det er vigtigt, at de ansatte kan udtrykke sig om kritisable forhold uden at skulle frygte for deres job, siger hun.

“Men netop fordi vi har arbejdet så meget for en whistleblowerordning, er det ærgerligt, at der er så graverende fejl i den ordning, der bliver rullet ud nu”, siger Camilla Gregersen.

“Den ordning, der er lavet nu, risikerer at blive en falsk åbenhed. En whistleblowerordning, som ingen vil bruge, fordi den er utryg og usikker, men som måske vil blive brugt til at argumentere for, at alt er i skønneste orden, fordi der ikke er nogen anmeldelser”.