Dansk Magisterforening

Kom med et diskriminationsfrit nytår

© Jacob Nielsen

Camilla Gregersen, forperson for DM
Del artikel:

2020 har stået i coronaens tegn. For mange af os har pandemien haft store omkostninger socialt og arbejdsmæssigt. Forskere over hele verden arbejder på højtryk for at udvikle den vaccine, der vil gøre det muligt for os at genoptage vores normale liv, og heldigvis er der håb forude på den front.

2020 bliver sikkert primært husket for Covid-19. Men forhåbentlig kan andre emner sætte mere positive aftryk. Vi kan fx tænke tilbage på 2020 som året, hvor Metoo fik sit gennembrud i Danmark, og hvor vi fik taget hul på en vigtig samtale om, hvordan vi får modvirket krænkelser og diskrimination på arbejdspladserne.

I DM har vi det sidste år arbejdet på at få ændret lovgivningen, så der kommer mere forebyggelse af sexisme, og der kommer højere godtgørelse til både kvinder og mænd, der bliver krænket. Med den nye ligestillingsministers positive respons på vores krav er der håb om, at det kan komme i hus. Lige nu er det alt for svært at føre sager om diskrimination og krænkelser, og det gør, at mange mister modet og ikke ønsker, at sager tages op. Og det er faktisk helt urimeligt.

Ingen skal behandles mindreværdigt på grund af hudfarve, køn, seksualitet eller alder. Alligevel får jeg jævnligt henvendelser fra medlemmer, der oplever sig diskriminerede.

 

Ved at sortere seniorer fra, går landet glip af store ressourcer, som på mange arbejdspladser vil være en kæmpe gevinst og skabe værdi

Camilla Gregersen

Hvem skriver så oftest? Det gør medlemmer over 50-55 år, som blev opsagt for et par år siden. Som egentlig glædede sig til udfordringer i et nyt job, men som bliver frasorteret allerede inden ansættelsessamtalerne. Det opleves ydmygende og uforståeligt, når man er topkvalificeret, erfaren og stabil. Og det bliver ikke mindre ydmygende, når pensionsalderen løbende skal sættes op med formål om at øge arbejdsudbuddet.

Vi kan ikke have et arbejdsmarked, hvor nogle bliver sorteret fra eller holdt ude på baggrund af faktorer, der intet har med deres kvalifikationer at gøre. Vi har brug for alle, der kan bidrage til udviklingen af vores samfund. Ved at sortere seniorer fra går landet glip af store ressourcer, som på mange arbejdspladser vil være en kæmpe gevinst og skabe værdi. Jeg har derfor taget aldersdiskrimination op med både den ansvarlige minister og forskellige arbejdsgivere, og det forventer jeg kan føre til ændringer de kommende år.

Vi skal skabe et arbejdsmarked, der rummer forskelligheder bedre – og hvor alle føler sig velkomne og værdsatte.

Diskrimination har store omkostninger. For den enkelte, men også for samfundet. Derfor er mit nytårsønske, at vi ikke kun vil huske 2020 for corona, men også se tilbage og tænke, at her tog vi det første skridt mod det diskriminationsfrie arbejdsmarked. Vejen er lang. Men for de berørte kan det kun gå for langsomt.

Vi skal forebygge og forhindre diskrimination, uanset om det er i forhold til køn, alder, udseende eller andet. Vi skal sikre det gode arbejdsmiljø, kompetenceudvikling og foretage kulturændringer på de enkelte arbejdspladser, og vi kan lykkes med det, hvis vi vier det opmærksomhed og vilje.

Snart god juleferie og godt nytår til jer alle – jeg håber, at det bliver et lykkebringende et af slagsen.

}