Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Foto af DSR-demonstration
OK18 blev en sejr for lønmodtagerne, og under coronakrisen har de offentligt ansatte haft medvind som hverdagens helte. Alligevel bliver det en udfordring at hente solide lønstigninger under OK21 pga. den nuværende usikkerhed om økonomien, siger forskere.
Foto: Miriam Dalsgaard / Ritzau Scanpix

Fagforeningerne er inde i varmen igen, men …

Coronakrisen har styrket fagforeningerne og understreget deres berettigelse efter flere års tilbagetog. Men det bliver svært at omsætte til klingende mønt under OK21, der går i gang i de kommende uger, forudser forskere.

Det var en ekstrem krisesituation, men allerede efter få dage havde arbejdsmarkedets parter og Christiansborg en redningsplan klar.
Trepartsaftalen sikrede lønkompensation til truede virksomheder, der kunne sende medarbejderne hjem uden at fyre dem.

Historikere kan fremover diskutere aftalens betydning, men økonomer har allerede fastslået, at den på effektiv vis har holdt hånden under tusindvis af danske job. Ifølge Erhvervsstyrelsen har 32.186 virksomheder fået lønkompensation for 284.107 job til 12,4 mia. kr.

På den baggrund er det ikke overraskende, at fagforeningsboss Lizette Risgaard i det, hun selv kaldte en “skåltale”, i et indlæg i Børsen i oktober hyldede den danske models evne til at forløse sit “samfundsforbedrende” potentiale under coronakrisen.

Det usædvanlige er, at hun ikke var alene om at være rørstrømsk. Stemningen blandt parterne på det danske arbejdsmarked var så god, at både Dansk Arbejdsgiverforenings direktør, Jacob Holbraad, og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) følte sig kaldet til at skrive under på skåltalen.

Til sammenligning var trepartsforhandlingerne i 2012 under Thorning-regeringen en dundrende fiasko, og året efter blev lærerne løbet over ende med lovindgrebet i deres arbejdstid. Tilliden har siden været i bund og det hele kulminerede med noget nær en storkonflikt under OK18.

Men med OK-resultatet og trepartsaftalerne i 2020 er fagbevægelsen inde i varmen igen.

Det siger Laust Høgedahl, lektor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

“Fagforeningerne har været på tilbagetog på områder, som var vigtige for medlemmerne. Men jeg tror, at coronakrisen har styrket fagforeningerne, for arbejdsmarkedsmodellen har jo vist sig i stand til at finde løsninger på svære udfordringer. For lønmodtagerne viser det, at kollektiv organisering i fagforeninger faktisk giver politisk indflydelse og magt, som kan veksles til noget positivt”, siger han.

Afsmittende effekt

At trepartsaftalerne har haft stor betydning, kan illustreres med udviklingen i beskæftigelsen under finanskrisen. Fra 2008 til 2009 faldt bruttonationalproduktet med 4,4 pct. Det svarer faktisk nogenlunde til regeringens prognose for 2020. Men hvor ledigheden fra september 2008 til udgangen af 2009 steg med 3,1 pct., er den fra februar til september i år “kun” steget med 1,1 pct., og den har faktisk været faldende de seneste fire måneder.

En anden forklaring på fagforeningernes styrkede position finder man ifølge Laust Høgedahl i den utryghed, som den globale økonomiske krise har medført. Forskningen viser nemlig, at opbakningen til fagforeningerne er størst under kriser.

“Når der er utryghed på arbejdsmarkedet, søger folk fællesskaberne. Det gælder i særlig grad a-kasserne, men det har en afsmittende effekt på fagforeningerne. Organisationsgraden afspejler sig i økonomiske konjunkturer”.

Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) voksede a-kassernes medlemstal med 34.367 personer fra 1. februar til 1 september 2020, og flere fagforeninger meldte i foråret om stigende medlemstal. DM har siden februar fået 1.400 nye fuldtidsbetalende medlemmer. Ifølge direktør Else Sommer er det uklart, i hvilket omfang medlemsvæksten kan tilskrives coronakrisen.

“Det er svært at vurdere, om det er på grund af corona, eller fordi vi har valgt mere aktivt at kommunikere med medlemmer, som potentielt risikerer at melde sig ud af DM. Vi kan i hvert fald se et ret pænt fald i udmeldelser”, siger hun.

At DM som fællesskab er blevet styrket under coronakrisen, er Else Sommer dog sikker på.

“Vi kan fx se det ved, at vi på ret kort tid har fået fem regionale tillidsrepræsentantnetværk op at stå. Det er nok ikke corona som sådan, men det har nok noget at gøre med, at vi arbejder mere digitalt. Det er lettere at kalde folk sammen og mødes. Det er lykkedes ualmindelig godt. Vi kan også se, at vi har haft større fremmøde til arrangementer, hvilket også kan skyldes, at medlemmerne er blevet mere digitale”.

Arbejdsmarkedsmodellen har jo vist sig i stand til at finde løsninger på svære udfordringer. For lønmodtagerne viser det, at kollektiv organisering i fagforeninger faktisk giver politisk indflydelse og magt, som kan veksles til noget positivt

Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker, Aalborg Universitet

Udsigt til rolige OK-forhandlinger

En anden faktor, som er afgørende for fagforeningernes styrke, er befolkningens opbakning til de offentligt ansatte, som det var tilfældet under 0K18. Under coronakrisen har de offentligt ansatte i fx sundheds- og uddannelsessektoren spillet en vigtig rolle i håndteringen af epidemien, og ifølge Nana Wesley Hansen, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, har de samtidig udvist omstillingsparathed og fleksibilitet, når det har været nødvendigt.

“På både det offentlige og det private område har man haft enormt travlt. Men hvis der nogle gange kan være en tendens til, at man opfatter det private arbejdsmarked som selve forudsætningen for det offentlige, synes jeg, coronakrisen i høj grad har vist, at forudsætningen går begge veje. Det har jo været tydeligt, at vi har brug for en velfungerende offentlig sektor”, siger hun.

Til gengæld tror hun ikke, at fagforeningernes styrkede position kan bruges til særlig meget under de forestående offentlige overenskomstforhandlinger, der begynder med udveksling af krav 15. december for det kommunale område. I hvert fald ikke når det drejer sig om løn. Dertil er udsigten for den danske økonomi alt for usikker, hvilket overenskomstforliget i 2008 tjener som påmindelse om.

Dengang hev de offentligt ansatte efter hårde forhandlinger 12,8 pct. hjem, men et halvt år efter ramte finanskrisen og satte en bremse for lønudviklingen i den private sektor. Og eftersom det offentlige område ifølge reguleringsordningen ikke må være lønførende, måtte de offentligt ansatte betale tilbage ved de følgende overenskomster, som havde smalle økonomiske rammer.
“Så det er faktisk også i lønmodtagernes interesse, at lønnen ikke løber løbsk. Derudover er konflikt­scenariet blevet gevaldigt afdæmpet af coronakrisen. Fysisk mobilisering bliver i hvert fald næppe aktuel”, siger Nana Wesley Hansen.

Hun peger samtidig på, at parterne under OK18 desuden som noget væsentligt blev enige om de beregningsmetoder, der skal lægges til grund for reguleringsordningen, hvilket også taler for et roligt OK21-forløb. Laust Høgedahl er enig.

“Jeg er ret sikker på, at både fagforeninger og arbejdsgivere er indstillet på, at forhandlingerne skal overstås så let som muligt, så man sikrer, at der er en hverdag, der kan glide fremad”.
Dermed er der ifølge forskerne lagt op til en overenskomst med fokus på bløde tiltag som seniorvilkår, kompetenceudvikling, arbejdsmiljø og frihed til at vælge mellem løn og fridage.

Arbejdsmarkedets blinde pletter

Og giver coronaepidemien ikke fagforeningerne bedre skyts i forhandlingerne om løn, har den til gengæld været med til at kaste lys på udfordringerne for atypisk beskæftigede, mener Anna Ilsøe, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet.

Hun peger på, at begreber som “nultimekontrakter” eller “de sorte T-shirts”, en gruppe sæsonarbejdere tilknyttet festival- og musikbranchen, var ukendte i den brede offentlighed før nedlukningen.

DM har prioriteret tidsbegrænset ansatte i foreningens overenskomstkrav og vil sikre dem bedre vilkår, når det gælder kompetenceudvikling, barsel og lønforhandlinger.

Men de atypisk beskæftigede omfatter også en række grupper, der ikke er omfattet af normale overenskomster. Eller som under nedlukningen i foråret ikke havde adgang til lønkompensationsordningen, og som derfor skulle opfanges af andre hjælpepakker. Men helt enkelt var det ikke.

“Man har virkelig forsøgt at hjælpe alle grupper – og man er kommet meget bredere ud med hjælp end under finanskrisen. Men der er grupper, som vi ikke ved nok om, og som det har været svært at hjælpe, ligesom der på nogle hjælpepakker har været strikse krav, fx til tidligere indtægtsgrundlag”, siger Anna Ilsøe.

Selvom der ifølge DM er 80.000 såkaldte kombinatører i Danmark med både A- og B-indkomst, var en hjælpepakke for disse først på plads mere end en måned efter nedlukningen. Ifølge Erhvervsstyrelsen kom blot 171 personer ind under ordningen, og DM har ad flere omgange advaret om, at kravene i hjælpepakken var for restriktive.

“Coronakrisen har afsløret blinde pletter i vores viden om arbejdsmarkedets sammensætning, det har varet et wakeupcall for os alle sammen. Når vi laver politikudvikling, er vi vant til at trække på data fra vores nationale registre i Danmark, men en del er dem er ikke gearet til at afspejle diversiteten på fremtidens arbejdsmarked”.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen