Akademikerbladet under lavmålet

DM Akademikerbladet nr. 9 var i den grad et propagandaskrift for feminisme, at det var under lavmålet.

Stort set alle går ind for, at folk skal have lige gode muligheder uanset køn. Det synspunkt kan kaldes ækvalisme. Men feminisme er i praksis noget andet. Som navnet siger, drejer det sig specifikt om at gavne kvinder. Det nyder ikke tilslutning fra alle.

Det går galt allerede i bladets leder. Med inspiration fra Sverige udtrykkes håb om, at den nye generation tør erklære sig som feminister.

Hvad angår Sverige vil jeg anbefale at læse den nyudkomne bog “Genusdoktrinen” af Ivar Arpi og Anna-Karin Wyndhamn. Den fortæller, hvordan den totalitære feminisme gennemtrænger alt på de svenske universiteter og gør stor skade. Eksempelvis forhindrer den forskning i klimavenlig teknologi såsom brintmotorer, fordi der mangler interesserede kvindelige forskere, og fordi forskning, der udføres kun af mænd, ikke accepteres. Og den fortæller, at så snart en student påtaler noget, regnes kritikken altid for berettiget, så aktivistiske studenter har magt over lærerne. I Danmark skal vi være glade for, at vi indtil nu har undgået en så fundamentalistisk feminisme.

Videre inde i bladet er der artikel efter artikel efter artikel, der appellerer til kvinders ubevidste trang til at fremstille sig selv som ofre. Har moderne danske kvinder virkelig grund til at se sig som ofre – eller er de portrætterede kvinder bare umodne personer, der lægger skylden for egne svigt over på omverdenen?

Ret grotesk er artiklen på side 24, hvor to studerende vil have sex i et privat hjem, men opdager, at de har glemt at købe kondomer. Den kvindelige part får det så dårligt, at det påvirker hendes studie, og artiklen beklager, at universitetet vanskeligt kan hjælpe hende. Men hvad folk gør af fejl i deres privatliv, kan ikke være universitetets ansvar.

Side 23 læser vi, at der er “talrige alvorlige beretninger om oplevelser med sexisme og krænkelser” på universiteterne. Det siger Sara Louise Muhr, som er kendt for konsekvent at begå karaktermord på hele mandkønnet. Faktisk viste den seneste undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at kun 2,4 pct. af de adspurgte på universiteterne har oplevet seksuel chikane eller krænkelse inden for det seneste år. Det er altså kun et lille problem – og mindre end i næsten alle andre brancher.

Vi læser også side 26, at 5 pct. af de studerende har været udsat for krænkelser. I betragtning af hvor små bagateller der tæller med som krænkelser, er det et meget lavt tal. Det er urimeligt, at bestyrelserne skal bruge tid og kræfter på at bekæmpe et så lille problem, som alligevel aldrig kan udryddes. Alligevel argumenterer bladet for en lovændring, så også studerende får ret til at undgå ikkeverbal adfærd med ydmygende seksuelle undertoner. Så skal pigerne kunne klage over, at drengene stirrer på dem. En sådan lovændring vil gøre studiemiljøet til et helvede for alle andre end de krænkede.

Side 44 læser vi et eksempel på en kvinde, der blev vraget til en stilling, hvor man foretrak en mand. Det var en kvinde, der vragede hende. Men bladet forbigår, at det typiske forløb er det modsatte – kvindelige ansøgere til universitetsstillinger har større chance for ansættelse end mandlige. Enkelteksempler kan ikke sige noget om den generelle situation.

Heldigvis har bladet på sidste side trykt et indlæg af Hans Bonde og Torsten Skov, der råder over konkrete data for ansættelser på universiteterne. De viser, at kvinder, ikke mænd, favoriseres.
Der kunne siges meget mere – fx at der er omtrent lige så meget chikane mod mænd som mod kvinder. Men hele bladet er ekstremt ensidigt – alt handler om det sædvanlige narrativ, hvor mænd er skurke, og kvinder er uskyldige ofre. Lederen ønsker endog, at de mandlige papfigurer bliver smidt ad helvede til – jo før, des bedre. Jo tak. Bladet viser, hvad feminisme i virkeligheden går ud på: favorisering af kvinder og at så mistillid til mænd generelt.