Dansk Magisterforening

Usikkert arbejde skaber destruktiv tavshedskultur

Sociolog Rasmus Willig har forsket i kritik i 15 år. Nu har han fundet en klar sammenhæng mellem usikkerhed i ­arbejdet og en øget tavshedskultur. © Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Af Troels Kølln
Del artikel:

Prekariseringen fører til øget selvcensur blandt offentligt ansatte, viser nyt studie. Det er et stort demokratisk problem, der kalder på bedre beskyttelse af ansattes ytringsfrihed, mener lektor Rasmus Willig.

Fire forskere har undersøgt, hvordan akademikeres arbejdsliv bliver stadig mere usikkert, ustabilt og uforudsigeligt – det, der også er kendt som prekarisering. Resultatet er færre rettigheder, dårligere arbejdsforhold og tilbagevendende arbejdsløshed, skrev de i bogen “Prekarisering – og akademisk arbejde”.

Men prekariseringen rammer ikke bare dem, der lever under den. Den usikre tilværelse skader også selve demokratiet, siger sociolog Rasmus Willig nu.

“Når man oplever sig selv være i en mere usikker position på arbejdsmarkedet, er man mere tilbøjelig til at tilbageholde kritik, fordi det er mere risikabelt at udtrykke sig kritisk”, siger Rasmus Willig, der er lektor ved Roskilde Universitet.

Det siger han på baggrund af sit seneste studie, der er beskrevet i bogen “Flexisme”, som han har skrevet med kollegaen Anders Ejrnæs. Bogen tager udgangspunkt i et casestudie af ældreplejen, men de samme mekanismer kan findes i hele den offentlige sektor, siger han.

“Jeg har arbejdet med kritik og ytringsfrihed i 15 år, og det her er det mest væsentlige studie, jeg har været med til at gennemføre. Alt det, vi før har påpeget teoretisk, er nu påpeget i et empirisk studie. Og sammenhængen mellem usikre arbejdsforhold og selvcensur er mere tydelig, end vi havde antaget”, siger Rasmus Willig.

De to sociologer kalder sammenhængen for flexisme. Begrebet dækker over den udvikling, de ser på arbejdsmarkedet i dag. Stigende krav til fleksibilitet og konstant forandring medfører krav til lønmodtagerne om at være robuste og fleksible. Og når kravet om fleksibilitet bliver ledsaget af et usikkert arbejdsmarked, medfører det selvcensur blandt de ansatte – måske særligt i det offentlige, argumenterer de.

Ytringsfriheden er et grundlæggende princip for vores retsstat. Punktum. Det skal beskyttes. Punktum.

Rasmus Willig

De mange besparelser, omorganiseringer og fyringsrunder, der har kendetegnet offentlige arbejdspladser de seneste år, forstærker effekten, forklarer Rasmus Willig.

“Når der jævnligt bliver skåret ned, og folk bliver flyttet rundt eller fyret, så får man som ansat en fornemmelse af, at det er arbejdspladsens brokkehoveder, der står først for skud. I sådan en situation passer man meget på, hvad man udtaler sig om”.

Selvcensur er et demokratisk problem
Konsekvenserne af selvcensuren er særligt store i den offentlige sektor, fordi det rammer selve grundlaget for vores demokrati, mener Rasmus Willig.

“Det fører til, at vigtige oplysninger om vores samfund bliver holdt hemmelige for offentligheden. Vigtige forhold, der burde blive diskuteret indadtil med en ledelse eller udadtil med offentligheden, bliver undertrykt. Og hvis vi ikke kan have en åben debat om det, der sker i vores offentlige institutioner, så har vi ikke det fornødne grundlag til at træffe beslutninger”, siger han.

Konsekvenserne er klare. Det er den undertrykte kritik, der tillod udenlandske svindlere at lænse den danske stat for over 12 milliarder kroner i udbytteskat. For selv om ledelsen blev advaret af medarbejdere, så gik ingen ud med oplysningerne i offentligheden, da der ikke blev handlet på advarslerne. Selvcensuren er også en af årsagerne til, at vi igen og igen hører om dårlig ledelse i daginstitutionerne. De ansattes mulighed for at sige fra bliver systematisk undertrykt, siger Rasmus Willig.

“Når problemer i en organisation får lov til at fortsætte i det skjulte, så kan de eskalere. Det har blandt andet givet anledning til de mange nedbrud, vi har set i det offentlige – og som fortsætter med at ske”, siger han.

Hvad skal der til for at styrke ytringsfriheden for dem, der oplever en usikker tilværelse på arbejdsmarkedet?

“Der skal være en ansættelsesretlig sikkerhed for dem, der ytrer sig. Der skal være større kompensation for dem, der bliver uretmæssigt fyret, fordi de har udtalt sig kritisk. Samtidig skal de arbejdsgivere, der bryder sig mod ytringsfriheden, sanktioneres. På den måde er der både beskyttelse og straf”, siger Rasmus Willig.

Handler det ikke mere om en kultur på arbejdspladserne end om formel lovgivning?

“Tiden har vist, at det ikke er nok at tale om det. Der kommer ikke nogen kulturændring, hvis ikke vi lovgiver. Ytringsfriheden er et grundlæggende princip for vores retsstat. Punktum. Det skal beskyttes. Punktum”.

Vil en ny regering rette op på problemet?

Med Danmarks nye regering kan der være håb forude. Ifølge det forståelsespapir, der er skrevet sammen med Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, vil Socialdemokratiet “arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt ansatte, så ytringsfriheden kan bruges inden for gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller indirekte negative reaktioner fra ledelsen”.

Det er en formulering, der glæder Rasmus Willig. Men han tillader sig fortsat en sund portion skepsis.

“Der har igennem mange år været et veldokumenteret problem med ytringsfriheden blandt offentligt ansatte. Det er godt, at regeringen og dens støttepartier nu også har indset det”, siger han.

Og tror du, at de rent faktisk vil gennemføre noget, der gør en reel forskel?

“Det har længe undret mig, at der ikke er gjort noget før, fordi problemet er så klokkeklart. Så jeg er kun glad for regeringens forståelsespapir, men jeg vil se forandringerne, før jeg tror på det”, siger Rasmus Willig.

}