Dansk Magisterforening

Lad os få respekten tilbage for alle fag

Camilla Gregersen, forperson for DM
Del artikel:

LEDER
Uddannelse koster en bondegård. At spare på uddannelse koster et kongerige. Under det slogan har DM arbejdet for at få fjernet de dræbende uddannelsesbesparelser.

Det var derfor en god – og med længsel ventet – nyhed, da regeringen annoncerede, at toprocentsbesparelserne nu stoppes på hele uddannelsesområdet. Det er absolut tiltrængt! Besparelserne har medført store fyringsrunder og har udfordret kvaliteten i uddannelserne. Flere års ørkenvandring har efterladt uddannelserne udsultede. Så ros til den nye regering for at lytte og ikke mindst handle.

Mere usikkerhed har der været om opretholdelse af den nødvendige økonomi på de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser. Det forundrer mig! Siden 2010 har man erkendt, at særligt disse uddannelser var exceptionelt underfinansierede, og derfor har de år efter år fået et særligt taxameterløft på finansloven. Indtil løftet ikke blev taget med i de første skitser til Finansloven for 2020.

Hvordan kan det overhovedet ske?

Usikkerheden er udtryk for en manglende respekt for de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Kunne man forestille sig, at der hvert eneste år var uro om finansiering af det naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige område – og at man så pludselig sablede de to fags finansieringskilde ned? Nej vel.

Der er brug for dygtige humanister, som kan afkode kultur, sprog, historie og menneskelige relationer og bringe det i spil i en digital verden. Afkodning og kodning skal gå hånd i hånd, hvis vi vil opretholde vores kultur og værdier og selv styre teknologien i stedet for at blive styret af den.

Camilla Gregersen

Det er på tide, at det midlertidige taxameterløft gøres permanent. Løftet er helt vitalt for kvaliteten på de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Og det er på tide, at der kommer respekt for alle fag.

Der er særligt brug for en ny, positiv fortælling om humaniora, som i mange år har fået prygl i den offentlige debat. Og der er brug for at få stoltheden tilbage i de fag, der i flere år er gjort til underdog. Humanisterne er nødvendige og vigtige for vores land, og humanisterne er noget i deres egen ret.

Der er brug for dygtige humanister, som kan afkode kultur, sprog, historie og menneskelige relationer og bringe det i spil i en digital verden. Afkodning og kodning skal gå hånd i hånd, hvis vi vil opretholde vores kultur og værdier og selv styre teknologien i stedet for at blive styret af den.

Humaniora har præget hele den vestlige verden i flere århun­dreder og sat standarder for vores respekt for enkeltindividet, hvilket i samspil med samfundsvidenskaberne og udviklingen af en særlig skandinavisk samfundsmodel har skabt vores demokrati, retssikkerhed og retsstat. Det er de fags traditioner og tankegods, som vores samfundsmodel bygger på.

Desværre ser vi en ledighed blandt unge humanister, og det skal vi tage alvorligt. Formentlig skyldes det især, at en større del af kandidaterne i dag skal ind på dele af det private arbejdsmarked, som ikke er vant til at ansætte humanistiske kandidater. Såvel arbejdsgivere som universiteter, de unge selv og vi som fagforening har et ansvar for at skabe en god overgang til arbejdslivet.

Men trods denne store udfordring må vi ikke glemme, at der i 2007 var 36.000 kandidater med en humanistisk uddannelse i beskæftigelse – i 2018 var antallet 55.000. Det er en kæmpe succes, at arbejdsmarkedet har efterspurgt næsten 20.000 flere med en humanistisk uddannelse – mennesker, der hver dag bidrager til vores samfund på en lang række måder.

Så lad os få respekten tilbage for alle fagområder og sikre unge mennesker en kvalitetsuddannelse, uanset om de læser naturvidenskab, samfundsvidenskab, humaniora eller noget helt andet. For uddannelse betaler sig – men at spare på uddannelse koster kongeriget.

}