Dansk Magisterforening

Den unge generation er bedre, end vi var

Jakob Elkjær
Del artikel:

Vore dages ungdom elsker luksus. De har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når de skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. De modsiger deres forældre, skryder op i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene over kors og tyranniserer lærerne.

Det kendte citat tillægges den græske filosof Sokrates og er dermed 2.400 år gammelt. Alle generationer kritiserer tilsyneladende bevidstløst den yngre generation, når de selv kommer lidt op i årene. I sommer oplevede vi så en ny variation af ungdomsbashing.

Efter Roskilde Festival 2019 blev de unge hånet for at være miljøsvin i diverse aften- og morgenshows på landsdækkende tv – de blev også kaldt hyklere, fordi de som bekendt skolestrejker for klimaet for dernæst at tage på festival og smide om sig med skrald.

Selv de unges talerør og initiativtageren til skolestrejkerne, Greta Thunberg, svines nu til for at være en marionetdukke for venstrefløj og klimatosser.

Men stop lige. Greta Thunberg siger bare det helt åbenlyse. Min generation har ladet stå til ift. klimaet. Nu skal vi i gang. Og man kan ikke engang beskylde hende for at være hykler, når hun nu selv sejler til FN-topmøde i USA.

Jeg oplever personligt den unge generation som mere høflig, mere reflekteret, mere flittig, dygtigere, mindre ironisk, mere velopdragen, mere hensynsfuld og helt enkelt mere behagelig at være sammen med, end min generation var og er.

Jakob Elkjær

Ungdommen i dag er i det hele taget langt mere ansvarlig, end min generation var. Vi ved, at de drikker mindre, har senere seksuel debut og er mere lovlydige. Og nu viser en rundspørge fra Dansk Magisterforening til de studerende, at de i den grad selv lever, som de prædiker. Flertallet sorterer skrald, fravælger plastic, fravælger kød, køber mindre tøj og begrænser deres energiforbrug.

Jeg oplever personligt den unge generation som mere høflig, mere reflekteret, mere flittig, dygtigere, mindre ironisk, mere velopdragen, mere hensynsfuld og helt enkelt mere behagelig at være sammen med, end min generation var og er.

Ja, de er faktisk nærmest lidt for flinke. I stedet for at gøre oprør mod prekære arbejdsforhold, et skørt boligmarked og den ene mere stressende reform af uddannelsessystemet end den anden, så er der mange unge, som vender udfordringer til selvkritik.

Er de selv gode nok? Har de selv gjort nok? Og det i så høj grad, at alt for mange har brug for psykologhjælp. Cand.mag. i arbejdslivsstudier Tine Maria Beÿer har lavet en tegneserie om alle de dygtige unge kvinder, der føler sig som en fiasko, når de møder arbejdsmarkedet. Læs historien i dette nummer af Magisterbladet.

De unges mentale helse burde bekymre os langt mere, end at de sviner på Roskilde Festival. Ja, vi burde faktisk takke dem, for at de også afreagerer lidt en gang imellem, så der er bare en lille smule balance i regnskabet ift. min generation.

}