Dansk Magisterforening

Bombe under museer ulmer stadig

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. © Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Stadig ingen afklaring på sagen om millionlån, som Arbejdsmarkedets Feriefond i sin tid ydede til danske museer, og som nu forfalder til betaling. “Det vil betyde lukning”, siger berørt museumsdirektør. Politiker anklager den tidligere regering for nøl.

Detoneringen er udskudt, men lunten brænder stadig til det, som i værste fald kan være en ren bombe under økonomien på en lang række museer.

De skylder nemlig penge til Arbejdsmarkedets Feriefond (AFF). Lån, som forfalder i år og i de kommende år, men som museerne hidtil har troet ikke skulle betales tilbage. Problemet er bare, at sagen ikke er afklaret politisk, og derfor går de berørte museer stadig i uvished.

“Den oprindelige aftale var, at vi skulle betale lånet 15. oktober. Siden har vi fået en skrivelse om, at fristen er udskudt til 31. december”, fortæller Mette Bjerrum Jensen, direktør for Ringkøbing-Skjern Museum.

De 3 måneders udskydelse ændrer dog ikke på den barske realitet: Museet har ingen penge til at betale lånet.

“Hvis vi vitterligt skal betale lånet tilbage, så har vi ingen plan B. Vi må ud med hatten i hånden, og ellers gå konkurs eller skære museumsvirksomheden ned til et nulpunkt. Det er klart, at min kommune som udgangspunkt ikke er interesseret i at betale en stor sum penge til allerede gennemførte projekter”, siger hun.

Sagen står stille
Ringkøbing-Skjern Museum fik i 1994 et 25-årigt lån af AFF på 13,5 millioner kroner. Meldingen fra AFF var dengang, at pengene var en slags kulturstøtte, der ikke skulle betales tilbage – enten ville lånet blive eftergivet eller forlænget yderligere. Men en lovændring i 2014 gjorde, at pengene nu alligevel står til at blive indkrævet.

“Hvis de gennemfører det her, er det en bombe under turistindustrien, under museerne og alt muligt andet. Der bliver stille derude, for der er rigtig mange ting, der må lukke”, siger Lars Christian Nørbach, direktør på Nordjyllands Historiske Museum, der også står med et millionlån, der forfalder i år.

Det paradoksale i sagen er, at stort set alle politikere ønsker at finde en løsning for museerne. Sager omkring AFF hører under Beskæftigelsesministeriet, og tilbage i 2017 lovede daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen at finde en løsning. Han ville dog gerne undersøge, om det ville være et brud på EU’s regler om statsstøtte at eftergive lånene. Siden har sagen stået stille.

Kan ikke udvikle museet

Den uvished er både ubehagelig og decideret skadelig for museernes arbejde og udvikling, siger Lars Christian Nørbach.

“En ting er, at vi står til at skulle betale noget, vi på ingen måde har regnet med at skulle betale. Skulle det nu ske, vil det betyde, at vi går konkurs. Men den anden ting er, at det stopper alt udviklingsarbejde, når et museum på den måde er i fare for at lukke. Hvis jeg går til en fond med et projekt, vil fonden sige: Fint projekt, men vi vil ikke risikere at blive rodet ind i en konkurssag”.

Det var en række museer, kulturinstitutioner og ferierelaterede virksomheder, der i halvfemserne fik lov til at låne penge i AFF. Beskeden var angiveligt til alle, at forfaldsdatoen for lånet mest bare var proforma. Men ingen fik det på skrift.

Mette Bjerrum Jensen erkender, at det i dagens lys ser lidt mærkeligt ud.

“Jo, som ny i det her game kan man godt undre sig over, at ikke en eneste har fået det på skrift. Men uanset hvem jeg spørger – museumsdirektører, kommunaldirektører – alle siger, at der meget præcist blev sagt, at man skulle regne med, at lånet kunne forlænges eller eftergives. Så måske var det naivt, men så er der dæleme mange mennesker, der er naive”.

Eksminister afviser kritik
Tidligere beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen afviser, at han eller ministeriet skulle have nølet i forhold til at få afklaret mulighederne for en løsning på AFF-lånene.

“Vi har gjort det, der var muligt. For mig var det vigtigt, at vi fik foretaget en grundig gennemgang af, hvad mulighederne var. Det har taget lang tid, men det har vi også orienteret Folketinget om løbende”, siger han.

Hvorfor har det taget så lang tid?

“Fordi vi har haft en dialog med Kommissionen, og samtidig skulle vi jo komme overens med de politiske partier. Men det har været vigtigt for os at komme op med en grundig løsning og ikke bare nogle hovsaløsninger”.

DM Natur & Kultur har bedt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard om en kommentar til sagen, og vi har fået sendt følgende:

“Lige nu kan jeg ikke sige noget om, hvornår vi forventer at afslutte forhandlingerne med Kommissionen. Derfor kan jeg heller ikke give en garanti for, at vi har en løsning, inden året er omme”.

Læs mere i DM Natur & Kultur

}