Dansk Magisterforening

Klimaeksperters plan: Sådan reducerer vi CO2-udledning med 70 procent inden 2030

© Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Ritzau Scanpix

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Magisterbladet har spurgt en række af landets førende klimaforskere, hvordan den nye regering kommer tættere på at nå klimamålsætningen om en reduktion på 70 procent. Her er eksperternes bud.

Klimalov og klimaplan

Der skal hurtigst muligt vedtages en klimalov, som skal sætte en klar ramme for den danske klimaindsats og forpligte Danmark til at sætte nationale klimamål, der lever op til Paris-aftalen på kort, mellemlangt og langt sigt.

På rekordtid underskrev mere end 50.000 danskere i slutningen af januar måned et borgerforslag om, at der skal vedtages en klimalov, og forslaget skal derfor til behandling i Folketinget. Klimaloven var i foråret til behandling i Folketinget, men strandede før anden behandling pga. folketingsvalget og er derfor udskudt til videre behandling her i efteråret. En klimalov bør indeholde: 1) Klimamål, der følger det, videnskaben siger er nødvendigt for at opnå Paris-aftalens mål, 2) Der skal sættes femårige delmål i hvert fald 15 år frem, 3) Klimahensyn skal integreres i andre politikker, 4) Klimarådet skal styrkes og sikres uafhængighed, 5) Danmark skal satse på udvikling af grønne løsninger, 6) Danmark skal være drivkraft i international klimapolitik. Regeringen har indledt drøftelser med de øvrige folketingspartier om en bindende klimalov.

Troels Dam, koordinator af 92-gruppen, som står bag borgerforslaget om en klimalov

Elbiler og transport

En dansk regering bør presse EU til et certificeringssystem, som sikrer, at batterier til elbiler gradvist bliver produceret med mindre og mindre fossilt brændsel og mere vedvarende energi.

Persontransporten dækker cirka syv mio. ton udledning i Danmark om året i det samlede regnskab. Der er fremlagt tanker om at indføre påbud mod at købe benzin- og dieselbiler fra 2030 og et politisk mål om at indføre en mio. elbiler i 2030. Men der bruges CO2 i produktionen af batterier til elbiler, og den er betydelig. En kilowatttime batteri koster typisk 150 kilo CO2 at producere. Derfor skal en elbil have kørt et vist antal kilometer, før den har tjent omkostningerne i CO2 til batteriet hjem. Med en elektrificering får vi i langt de fleste tilfælde også en effektivisering. I den tunge transport er det dog tvivlsomt, om el er et egnet drivmiddel, og derfor er det vigtigt med alternativer. Det kunne være forskellige syntetiske, grønne drivmidler enten i gasform – som biogas, metan og brint – eller biobrændstoffer i flydende form. Men det er svært at se for sig, at der kan findes grønne løsninger til den tunge transport, der er billigere end fossile brændstoffer, som har en enorm energitæthed. Derfor vil det formentlig blive dyrere at drive den tunge transport med grønne brændsler, hvis man beslutter, at det er vejen frem.

Poul Erik Morthorst, afdelingsleder ved DTU Management Engineering og en del af Klimarådet

Investorer og erhvervsliv er afgørende

Det er rigtig vigtigt, at den danske regering i langt højere grad tænker erhvervslivet ind i løsningen på, hvordan vi skal mindske CO2-udledningen og finansieringen af den.

Hvordan erhvervslivet kan tænkes bedre ind i reduktion af CO2-udledningen, er der allerede gode tanker og ideer til opfølgning i et udkast til “Sustainable Finance Directive” fra EU-Kommissionen. Ideen her er, at virksomheder støttes til at bestemme, hvilke klimarisici de har, og hvordan disse risici bliver helt gennemsigtige for investorer. Situationen i dag er nemlig, at investorer befinder sig i en sort kasse, når det gælder klimarisici, fordi der mangler standardiserede retningslinjer omkring, hvilke virksomheder der er gode og ikke gode at investere i set ud fra et klimarisikoperspektiv. Arbejdet med transparens på området er i fuld gang på EU-niveau, og World Economic Forum har de seneste tre år ligeledes udmeldt, at klimaforandringer er det mest presserende problem for verdensøkonomien. Erhvervslivet er med andre ord klar over udfordringernes omfang. Det bør en dansk regering følge op på i en dansk version. Der er en meget væsentlig udvikling på området på europæisk plan, som vi skal i gang med i Danmark – en udvikling, vi på sigt også gerne skal lede.

Hans Sanderson, seniorforsker på Institut for Miljøvidenskab, iClimate, på Aarhus Universitet

Sol, vind og biomasse

Flere varmepumper, energirenoveringer af bygninger og fortsat udrulning af biogas vil bidrage til væsentligt mindre udledning.

Der skal flere varmepumper ind i varmeforsyningen – både i den individuelle og i fjernvarmen – da det har stort potentiale, ligesom energirenoveringer af bygninger og energieffektiviseringer i produktionserhvervene har. Fortsat stigning i brug af biogas kan ligeledes bidrage væsentligt til mindre udledning. Man kommer sikkert til at spille på både afgifts-, tilskuds- og påbudsinstrumenter, så selvfølgelig kommer vi alle sammen til at mærke dette på forskellige måder.

I november 2018 fremlagde Klimarådet i alt 21 forslag til forskellige tiltag, der kan mindske Danmarks udledning af drivhusgasser med i alt 26 mia. ton frem mod 2030, som et vigtigt skridt til at blive et såkaldt lavemissionssamfund i 2050.

Ifølge Klimarådet er 14 af de foreslåede omstillingselementer enten “billige” eller “meget billige” at gennemføre. Det gælder bl.a. energirenovering af bygninger (1,4 mio. ton), individuelle varmepumper (3,3 mio. ton) og energieffektivisering af produktionserhvervene (2,6 mio. ton).

Peter Birch Sørensen, professor på Økonomisk Institut på Københavns Universitet og tidligere formand for Klimarådet

Reformer af landbruget

Regeringen skal opstille krav til mindre metanudledning og dermed en lavere klimabelastning ved etablering af nye stalde og gylleanlæg.

Den danske landbrugssektor står for en stadig større andel af Danmarks samlede udslip af drivhusgasser til atmosfæren, fordi de andre sektorer – især energisektoren – har formået at sænke udslippet. Landbruget stod i 2017 for 22,4 procent af udledningen. Det danske landbrug leverer mad til fire gange så mange mennesker som i Danmark. 80 procent af produktionen er altså bestemt af forbruget et andet sted i verden. Reducerer vi produktionen, flytter den sikkert bare udenlands – og formentlig til Østeuropa – og så risikerer vi, at udledningen globalt set stiger, fordi produktionen der er mindre reguleret og mindre effektiv end herhjemme. Regeringen skal derfor først og fremmest sørge for at opstille krav – på lidt over det realistiske niveau – til mindre metanudledning og dermed en lavere klimabelastning ved etablering af nye stalde og gylleanlæg. Det er der blevet råbt om i ti år, uden at der er sket noget. Det har betydet, at der ikke er kommet investeringer i sektoren og derfor heller ingen drev i udvikling og forskning. Det bliver en ond cirkel, som skal brydes ved, at der faktisk stilles krav til landbruget om reduktioner af udledninger. Potentialet for at reducere udledningerne i landbruget – uden at skære i husdyrproduktionen – ligger på 20-30 procent. Den kan opnås ved bl.a. tilsætningsstoffer til kvægfoder og indførelse af ny teknologi på husdyrgødning som bl.a. biogas og forsuring. Desuden skal der effektiviseres – primært på husdyrområdet – fx ved at få en højere mælkeydelse per ko, så man over tid behøver færre køer til at producere samme mængde mælk. Man kan også ændre sammensætningen af foder til malkekvæg, så det udleder mindre metan.

Man kunne indføre krav til landmænd om, at når de skal investere i nye staldanlæg, så skal de også investere i et gylleforsuringsanlæg, medmindre de leverer gyllen videre til et biogasanlæg.

Forsurer man gyllen ved at tilsætte svovldioxid, mindsker man udledningerne af metan og lattergas fra gyllen. For at sænke udledningen i denne sektor handler det for en dansk regering bl.a. om at tage de kulstofrige landbrugsjorde ud af drift. Det er teknisk ret simpelt. Der skal blot findes penge til at kompensere de landmænd, som får et tab, når de ikke længere må dyrke den pågældende jord. De godt 100.000 hektar kulstofrige landbrugsjorde, som skal vådlægges, vil give en yderligere reduktion på måske 1-2 mio. ton om året – dog med mulige sideeffekter som frigivelse af fosfor, som kan løbe ud i vandløb og fjorde og give et vandmiljøproblem, og det skal løses.

Jørgen Eivind Olesen, professor og klimaforsker på Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, og Peter Birch Sørensen, professor på Økonomisk Institut på Københavns Universitet og tidligere formand for Klimarådet

}