DTU-kemiker om oliestop: Festligt, men ikke gennemtænkt

Et fem meter langt billede af platformen Tyra Vest fylder hele den ene væg på direktør for DTU Olie og Gas Morten Willaing Jeppesens kontor. Med en rekordsum på 21 mia. kr. til den kommende renovering af anlægget vidner Tyra om, at der fortsat er store penge på spil i Nordsøen.

Det samme gør de 1 mia. kr., som den danske stat og olieselskaber som franske Total har lagt i DTU Olie og Gas, hvis forskning sigter mod at øge olieudvindingen, effektivisere driften samt reducere “produktionens ­miljømæssige fodaftryk”. For selvom produktionen nu er nedadgående, er potentialet fortsat stort.

Som Morten Willaing Jeppesen peger på, da vi sætter os ved hans skrivebord på universitetet i Lyngby: Halfdanfeltet, hvis kalkundergrund centret fx forsker i, har indtil nu produceret 300 mio. tønder olie, men det er faktisk kun en begrænset del af den olie, reservoiret indeholder.

“Men teknisk og økonomisk er det temmelig besværligt at få olien ud. Man skal forestille sig et helt almindeligt stykke skrivekridt, men som så indeholder 30 pct. olie. At få skubbet bare lidt af det ud er noget af en bedrift”, siger Morten Willaing Jeppesen.

Olien kommer ud af de bittesmå porer ved hjælp af saltvandsinjektion, men altså kun i en begrænset mængde. Ved blandt andet at modificere saltindholdet i vandet forsøger DTU-forskerne på laboratorieskala at få mere olie ud.

En af dem er seniorforsker og kemiker Karen Louise Feilberg, der beskæftigede sig med atmosfærekemi og klimamodeller som postdoc. Eller det, hun kalder de fossile stoffers “moderne påvirkning” af verden.

Og hvad der for en udenforstående ser ud som et spring fra den ene yderlighed til den anden, var for Karen Louise Feilberg blot en ny faglig udfordring.

“Den uberørte råolie er det mest komplekse flydende materiale, der findes, og typisk rummer det 15.000 forskellige kemiske stoffer. Så for en kemiker er det noget af det mest spændende at dykke ned i”, siger hun.

Det er de såkaldt funktionelle stofgrupper, der har hendes største opmærksomhed.

“Vi undersøger dem, fordi det er dem, der er overfladeaktive, dvs. at de er blandbare og kan emulgere i vand i modsætning til de vandafvisende. Og som vi dermed kan skubbe til i kalken. Der er meget lidt af dem i olien, men de styrer oliens kemiske egenskaber og er altså sandsynligvis afgørende for, hvor meget vi kan hente op”, forklarer Karen Louise Feilberg.

Spørgsmålet er så, om det er fornuftigt, at de danske universiteter og DTU Olie og Gas arbejder for at forlænge produktionen.

Det officielle argument, som også Morten Willaing Jeppesen bruger, går på, at den danske produktion har verdens laveste CO2-aftryk. På skrivebordet foran ham ligger brochuren “Grøn omstilling”, hvori oliebrancheforeningen skriver, at den “bakker op” om Paris-aftalens målsætning.

“Men”, siger han og åbner stilfærdigt brochuren på side seks, “hvis du ser det her diagram, kan du se, at Danmarks forbrug af olie ikke har ændret sig siden 2017 og forventes at være det samme frem til 2030. Så længe der er en efterspørgsel, så giver det god mening at bruge dansk olie frem for fx norsk eller tysk. Det er min holdning”.

Retfærdigvis skal det siges, at Energistyrelsens basisfremskrivning, som er det, han henviser til, ikke medtager effekten af energiaftalen fra 2018, som alle partier i Folketinget tilsluttede sig. Men selv med de mindst 1.600 MW ny vindenergi i aftalen vil andelen af vedvarende energi blot vokse fra 38,9 til 47,6 pct., viser et notat fra Energistyrelsen.

Og CO2-reduktionen vil være næsten umærkelig med biltransporten som en af de vigtigste forklaringer.

Olieproducentforeningen skriver det klart i brochuren: Vi kan ikke opretholde vores forbrug af energi i fremtiden uden at anvende olie og gas.

Men selv hvis vi kan eller via regeringens målsætning om en 70 pct. reduktion i CO2-udslippet inden 2030 reducerer forbruget betragteligt, kan produktionen i Nordsøen i princippet fortsætte uanfægtet.

“Om man skal fortsætte med at producere, er et politisk spørgsmål. Men der lader foreløbig til at være bred opbakning til os i Folketinget”, siger han og henviser til, at partierne i den ellers grønne energiaftale er enige om, at fremtidige “investeringer i olie- og gasindvinding i Nordsøen giver provenu til staten”, der understøtter den grønne omstilling.

Hvor længe er dog blevet et ømtåleligt politisk spørgsmål, og klimaminister Dan Jørgensen (S) har ikke ønsket at svare på spørgsmål til denne artikel.

Når olien injiceres med vand, går der flere år, før blandingen kommer ud af kalken, og centret har tidligere meldt ud, at dets arbejde skal ses i et 20-årigt perspektiv.

Den voksende bekymring for klimaet har også spredt sig til de studerende, og flere studenterorganisationer kræver centret lukket.

Karen Louise Feilberg siger, at hun “godt forstår bekymringerne”, men peger samtidig på, at centrets afdækning af oliens egenskaber potentielt kan bruges i mange andre sammenhænge, ligesom hendes forskningsgruppe på sigt vil beskæftige sig med rensning af forurenet vand.

Men hun efterlyser samtidig realisme.

“Forestillingen om, at vi stopper i morgen med at bruge fossile brændsler, er meget festlig, men måske bare ikke helt tænkt igennem”.

Klimaminister Dan Jørgensen har ikke ønsket at svare på, om den fortsatte danske oliejagt er i konflikt med regeringens bestræbelser på at være klimaforegangsland. Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen kan forklare, hvorfor svaret ikke er enkelt.

“Det nytter ikke noget at stoppe olieproduktionen på kort sigt. Problemet er, at indtægterne fra benzin og diesel i dag udgør 60-70 mio. kr. årligt plus forskellige andre afgifter, hvilket måske er otte-ti pct. af bruttonationalproduktet. Så de, der bakker op om målsætningen om, at Danmark skal være CO2-neutralt i 2050, har snarere en bunden opgave, der går ud på at indrette vores afgiftssystem på en helt anden måde”, siger han.