Dansk Magisterforening

6 gode råd: Sådan går du fra at være kollega til chef

© Illustration: Claus Bigum

Julie Elmhøj
Del artikel:

I går var du kollega. I dag er du blevet leder. Det åbner nye spændende døre, men også en mulighed for konflikt. Her er seks råd til, hvordan du tackler at blive leder for dine tidligere kollegaer.

Sæt rammen
Tillykke! Du er blevet leder i en organisation, hvor du allerede kender kulturen. Du er blevet ansat, fordi du højst sandsynlig har masser af gode ideer til at skabe resultater. Derfor skal du selvfølgelig også godt fra start. Det første, du skal gøre, når du går fra at være kollega til at være leder for dine tidligere kollegaer, er at sørge for at få sat en ramme for dit nye lederskab. Derfor kan det være en god ide, at ledelsesniveauet længere oppe præsenterer dig som ny leder i afdelingen.

Også selvom det måske kan føles lidt formelt, fordi du og dine nye medarbejdere allerede kender hinanden. Alligevel er det en god ide, fordi det er med til at skabe klarhed om, hvorfor du er blevet valgt som leder, og hvad du som leder vil have fokus på. Samtidig kan du også med fordel tænke over, hvordan du vil præsentere dig selv, dine mål og din tilgang til at være leder på det første afdelingsmøde, hvor du er chef. Er du mødeleder? Sætter du dig for bordenden eller midt i kredsen? Der er ingen regler for, hvad der er rigtigt og forkert. Det vigtigste er, at du vælger det, du er mest komfortabel med.

Del sol og vind lige
Som leder skal du være tydelig. Som leder for dine tidligere kollegaer skal du måske være ekstra tydelig, fordi både du og dine tidligere kollegaer skal vænne sig til, at du har skiftet rolle i organisationen. Derfor er det vigtigt, at du erkender, at du ikke længere er “en del af holdet”. Det gør du blandt andet ved, at du med dine ord og handlinger markerer, at du har taget lederrollen på dig. Det betyder også, at du skal være opmærksom på at fordele sol og vind lige mellem dine medarbejdere.

Hvis du eksempelvis har haft en rutine med at spise frokost med de samme tre kollegaer hver dag, kan det være en god ide at skifte den ud med en rutine, hvor du på skift spiser med alle i afdelingen. Dine tidligere kollegaer vil nemlig som medarbejdere kigge på dig på en anden måde og have andre forventninger til dig, nu hvor du er blevet leder for dem. Derfor er du også nødt til at være mere bevidst om, hvordan du agerer, end du har været tidligere. Husk samtidig på, at dine nye medarbejdere ikke tolker dine handlinger af mistro, men fordi det er naturligt at søge at afkode sin leder. 

Sæt ord på magtforholdet
Du har sandsynligvis nogle nu tidligere kollegaer, som du er tættere på end andre, og nogle af dem er måske blevet dine fortrolige. Er det tilfældet, skal du være opmærksom på, at jeres magtforhold og dermed også jeres relation har ændret sig, efter at du er blevet leder i afdelingen. Selvom det er svært at generalisere, fordi relationer og arbejdspladser er forskellige, vil det oftest være en rigtig god ide, at du tager en snak med dine tætte kollegaer, hvor du sætter ord på den drejning, som jeres relation har taget. Der vil nemlig fra nu af være viden og beslutninger, som du ikke kan dele.

Skab et nyt netværk
Derfor er det også vigtigt, at du sørger for at få skabt nogle nye relationer, som du kan spejle dig i og vende de problemstillinger med, du – som leder – står med. Som ny leder er dit netværk blandt andre ledere sandsynligvis ikke stort, og derfor vil det være til din fordel, hvis du hurtigt får skabt et netværk af ligesindede. Som mellemleder vil du stå i en position, hvor du skal være loyal både over for dine medarbejdere og over for den øverste ledelse. Det kan være en svær balancegang, og derfor vil det ofte være en hjælp at have nogen at sparre med – nogen, som enten har stået eller står i samme situation. Du kan skabe netværk uden for din organisation på mange måder, men en af dem er eksempelvis at tage en lederuddannelse eller et ledelseskursus.

Ud over at få nogle konkrete værktøjer og nye indsigter, du som leder vil kunne bruge i din dagligdag, vil du nemlig også få mulighed for at møde andre, der står i en tilsvarende rolle.

Zoom ud
Du vil som leder komme til at stå i situationer, hvor du skal træffe vanskelige beslutninger. Det kan være svært nok i sig selv, men det kan være ekstra svært, når du ved, at dine beslutninger vil berøre og måske skabe utilfredshed blandt dine tidligere kollegaer. Måske kender du dem så godt, at du på forhånd kan forudsige, hvordan de højlydt vil brokke sig over den omstrukturering, som du skal gennemføre – og derfor er det både forståeligt og menneskeligt, hvis det giver dig lidt sved i håndfladerne.

Et råd i en sådan situation er at zoome ud og kigge på beslutningen udefra. Tænk på, hvad den gode leder ville gøre? Hvad er gevinsterne, hvad er ulemperne? Hvad kræver det af argumenter, kommunikation og dialog med alle involverede? Når beslutningsgrundlaget er klart, kan du bedre bringe dine egne værdier i spil for at sikre, at beslutningen føres ud i livet på en måde, du kan stå inde for personligt.  

Vær autentisk
Sidst, men ikke mindst, skal du være autentisk. Det kan måske lyde som et halvslidt udtryk, men ikke desto mindre er det vigtigt. At være autentisk betyder, at dine medarbejdere kan genkende dig. Eller med andre ord: Selvom du er blevet leder, er der ingen grund til, at du anlægger en ny og mere boss­agtig personlighed. Som leder skal du være tydelig og tage lederskabet på dig, samtidig med at du holder fast i dig selv og dine værdier.

Du vil alligevel lynhurtigt blive gennemskuet, hvis du forsøger at være en anden. Til gengæld er det godt at lytte til og opsøge feedback. Det er værdifuldt at kende sine “blinde vinkler” og være opmærksom på, hvordan du som leder virker på andre. Du kan godt være en mere opmærksom udgave af dig selv uden at forsøge at lave dig selv om.

Kilde: Karsten Lodahl Madsen, konsulent, Dansk Magisterforening, og bogen “Fra kollega til leder – en bog om ledelse” af Lis Vibeke Kristensen og Anne-Marie Thalund.

}