Ros til tillidsrepræsentant Thomas Høyer-Nielsen

Man oplever som funktionær undertiden ledelsesmæssige dispositioner, der forekommer så tilpas surrealistiske, at man spørger sig selv, om man handler korrekt ved at svare ledelsen hårdt igen i situationer, der til forveksling ligner velplanlagt chikane, men som måske bare er et fantasifoster skabt af et muligt højt stressniveau.

Derfor var det utroligt rart og bekræftende i Magisterbladet 4/2019 at læse om tillidsrepræsentant Thomas Høyer-Nielsens kamp mod en frygtkultur i Akademikernes A-kasse.

Jeg har selv – i en noget mindre målestok – været igennem et forløb, hvor en leder i en anden afdeling chikanerede flere medarbejdere, herunder mig. Vedkommende, her benævnt P, havde sat sig i stand til at styre direktøren som en administrativ marionetdukke, og en dag blev det mig for meget, fordi mit arbejde på daglig basis blev desavoueret af P, undertiden med hjælp af den næsten sagesløse direktør.

Jeg havde samlet rigeligt med dokumentation for forhold, der lignede mobning og chikane, samt fundet adskillige mønstre i chikanens natur, så jeg kunne gå til anstændigt, databaseret modangreb. Dette rystede direktøren, og han tilkaldte nogle erhvervspsykologer, som P straks fik forblændet til at tro, at han var en forfulgt uskyldighed.

Alle relevante medarbejdere skulle til interview hos psykologerne – der var mødepligt, og dermed skrev man potentielt sin egen fyreseddel, hvis man nægtede at gå til interview. På et tidspunkt kaldte en af psykologerne mig til et ekstra møde og meddelte, at ud af alle interviewede medarbejdere var der kun én, der passede til beskrivelsen af den hidtil ukendte gerningsperson, som angiveligt nærede et grænseløst og urimeligt nag til P. Den person var mig.

Dommen føltes omtrent som at forestille sig en afgangsplanke blive monteret på rælingen af et skib erobret af pirater. Psykologen “tilbød” mig et “forsoningsmøde” med P, hvorunder psykologen selv skulle være mentor og ordstyrer. Jeg satte en modbetingelse for at deltage i et sådant møde, en opsætsighed, som psykologen måtte overveje længe, men dog accepterede.

Jeg brugte megen fritid på at forberede mig mentalt på “forsoningsmødet”, for det var klart, at mødet ville kunne resultere i, at jeg blev fritstillet. På mødet lykkedes det mig nærmest ved et tilfælde at få P til at tabe sin uskyldsmaske. Han kom til at fremsætte nogle udtalelser, der var så tilpas grænseoverskridende, at psykologen på kort tid gennemgik det, vi kalder en stejl og utidig indlæringskurve – fra da af skiftede mødet totalt karakter, og begrebet forsoning bortfaldt fra dagsordenen.

Et par måneder senere blev P gået. P’s chikane var også blevet min egen chef – og som nævnt sågar direktøren – til del, og derfor var det så underligt tomt, at der ikke faldt en eneste officiel, taknemmelig hentydning. Jeg kan forestille mig, at andre, der har været igennem et lignende forløb, også må stille sig foran toiletspejlet og sige: “Godt klaret”, når ingen andre vil. Derfor vil jeg sige til Thomas Høyer-Nielsen: Rigtig godt arbejde!