Dansk Magisterforening

Fysiker fra Suffolk: “Jeg har skullet vænne mig til den kontante tone”

Edward Perkins arbejder i Brande for vindmøllegiganten Siemens: “I Danmark er arbejdsetikken høj, der er respekt for familie-arbejdsliv-­balancen, og medarbejdere forventes at gå hårdt til ledelsen”. © Foto: Jesper Voldgaard

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Briten Edward Perkins har det stramt med den uhøflige omgangsform på danske arbejdspladser. Til gengæld begejstrer det ham, når hans kolleger uforfærdet udfordrer chefens beslutninger. Og insisterer på, at en arbejdsuge er på 37 timer.

Siden 2012 har fysiker Edward Perkins pendlet til virksomheden Siemens i Brande i Midtjylland fra sit hjem i Hørning uden for Aarhus, som han deler med sin danske kone.

Selv om Siemens er en international arbejdsplads med især mange tyske og – efter en nylig fusion – spanske medarbejdere, er både kulturen og arbejdssproget dansk.

“Jeg har skullet vænne mig til den kontante tone mellem kolleger. Både når vi spiser frokost, og når vi kommunikerer per mail. I er generelt lidt uhøflige – og det virker, som om det er bredt accepteret, at det er sådan, tonen er”, påpeger Edward Perkins, der kommer fra Suffolk i Østengland.

Også på afdelingsmøder kan udvekslingerne falde mere kontant, end man nogensinde ville opleve det i England.

“Der var især et møde, hvor en medarbejder gik hårdt til ledelsen med en byge af kritiske spørgsmål. Bagefter kiggede jeg og en spansk kollega på hinanden og blev enige om, at det nok var det sidste, vi så til hende. Sådan gik det ikke. At både medarbejdere og ledelse forventer og accepterer en så skarp udveksling er meget usædvanligt. Og noget, jeg har stor respekt for”, siger Edward Perkins.

Den 39-årige fysiker holder også meget af at arbejde i en virksomhed, hvor familie-arbejdsliv-balancen tages alvorligt:

“Folk møder til tiden og er meget fokuserede, mens de arbejder. Der er en høj arbejdsetik. Til gengæld er fabrikken tømt for mennesker efter 17. Det ser jeg som et sundhedstegn”.

En ph.d. i weekendtasken
Han kom oprindeligt til Danmark i 2008 og gør ikke noget stort nummer ud af, at han i løbet af kort tid lærte at tale sproget flydende.
Han gør heller ikke meget stads ud af den ph.d. i fysik, han havde med i weekendtasken fra University of York. Dog medgiver han, at det ikke var svært for ham at finde et job i det private, da han først gik i gang med at kigge.

“At lære sproget er alfa og omega, hvis du vil arbejde i en videnstung virksomhed i Danmark. Allerede på universitetet lærte jeg, at hvis jeg talte dansk, når jeg henvendte mig på værkstedet eller i laboratoriet, så fik jeg lige lavet lidt mere”, siger Edward Perkins.

I fire år indgik han som postdoc i en forskergruppe på Aarhus Universitet, der undersøgte elektrisk modstand i forskellige materialer, og egentlig ville han gerne være fortsat som en fri forskersjæl. At eksperimentere inden for overfladefysikken passede ham godt. Men han måtte erkende, at det blev for hårdt at gå fra den ene midlertidige ansættelse til den næste.

Overgangen fra universitetet til arbejdet med analyse, digital overvågning og fjernstyring af vindmøller i hele verden var en omvæltning, medgiver han.

“Miljøet på fysikinstituttet på Aarhus Universitet er internationalt. Der var flere udlændinge i min forskningsgruppe, end der var danskere. Siemens er også en international arbejdsplads, men arbejdspladskulturen er utvetydigt dansk. Det var svært at falde ind i”, siger Edward Perkins.

Hvis han skal give et godt råd, ud over at lære sproget, til akademikere, der vil ind på det danske arbejdsmarked, lyder det:

“Gift jer med en lokal, der kan forklare, hvad der egentlig foregår!”

}