Dansk Magisterforening

Opholdene i Jordan var uundværlige for mit arbejde

© Foto: Thomas Steen Sørensen

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Hvilken efteruddannelse?

“De sidste fem år har jeg være projektleder i ngo’en C:NTACT, der arbejder for at fremme integration gennem teater- og medieproduktioner. I 2016 og 2017 var jeg på intensive ophold i Jordan for at lære arabisk. I første omgang tænkte jeg det ikke som efteruddannelse, men som en mulighed for at blive bedre til at kommunikere med mennesker på mit arbejde. Det var først, da min chef tilbød støtte, at jeg indså, at det egentlig også var efteruddannelse. Sprogkompetencerne har været meget værdifulde og givet mig en helt anden profil”.

Hvordan bruger du det i arbejdet?

“C:NTACT iscenesætter personlige fortællinger med folk, der ikke er professionelle skuespillere. Blandt andet har vi samarbejdet meget med syriske flygtninge, og det er jo helt afgørende at kunne kommunikere med dem. Så selvom det ikke var en formel uddannelse – jeg hyrede en lokal til at undervise mig tre timer dagligt – har det været en kæmpe styrke og fuldstændig uundværligt i mit arbejde. Det gælder også kulturelt, for så vidt at jeg har fået en større forståelse for arabisk kultur”.

Hvorfor er efteruddannelse vigtigt?

“Efteruddannelse er vigtigt for alle, uanset om man er nyuddannet eller har været på arbejdsmarkedet i længere tid. Det er bare ikke nødvendigvis noget, man er opmærksom på i dagligdagen, hvor man har travlt med alt muligt. Så vi skal blive bedre til at tale om behovet for at udvikle vores kvalifikationer, ikke mindst i en lille ngo som den, jeg har været i”.

Naghmeh Mahmoudi Kashani

Job: Fra juni 2019 projektleder ved Freemuse, før det projektleder ved C:NTACT Uddannelse: Cand.mag. i mellemøststudier Kompetencer: Kunst, kultur, dialog, sprog Det var først, da chefen tilbød at medfinansiere hendes sprogophold i Jordan, at Naghmeh Mahmoudi Kashani indså, at det faktisk var efteruddannelse. Vi skal blive bedre til at tale om behovet for at udvikle vores kvalifikationer, mener hun.
}