Dansk Magisterforening

Bag facaden: Naturen bringer folk sammen

© Foto: Jesper Voldgaard

Louise Egholm Burcharth
Del artikel:

Naturen skaber ro og nærvær i en hektisk tid, hvor mange er plaget af stress og ensomhed. Sådan siger biolog Nikolaj Voldum Ahlburg, der er medstifter af det frivillige projekt Natur Retur, som arrangerer ture ud i naturen tæt på Aarhus.

“Jeg har altid haft naturen tæt inde på livet. Men da jeg startede med at læse biologi, savnede jeg alligevel at være mere ude i den på lange dage med næsen i bøgerne. Derudaf voksede idéen til Natur Retur, som vi fra start åbnede op for andre, da mange af vores venner også savnede naturen i deres hverdag.

Siden da er det gået stærkt. Fra i starten kun at have vores venner med på turene har vi i dag mange gange over hundrede deltagere. Det viser, hvor god en ramme naturen er for at bringe folk sammen. Det er, som om den skræller nogle lag af og får os til at slippe facaden, så vi slapper af og kan være os selv. I naturen føles stilhed fx ikke så akavet, som hvis du sidder på en café inde i byen.

Grønne omgivelser er en fantastisk kur mod stress og ensomhed, som alt for mange kæmper med. For naturen giver plads til ro, fordybelse og nærvær i en travl hverdag med meget forventningspres. Det oplever vi fx til vores “poetiske skovvandringer” eller urteture, hvor jeg viser, hvordan man finder og tilbereder spiselige planter.

Natur Retur er også et grønt fællesskab, der samler folk om den bæredygtige omstilling. Bl.a. ved at vise, at store naturoplevelser også findes i baghaven – og ikke kun på den anden side af jordkloden”.

 

}