Dansk Magisterforening

Her er uddannelsernes forventninger til den nye regering

William Leerbeck Meyer
Del artikel:

Efter en valgkamp med mange løfter om stop for besparelser og forbedringer på uddannelserne er forventningerne til en ny regering høje.

Forventningerne til en ny regerings uddannelsespolitik er høje hos Camilla Wang, rektor på Professionshøjskolen Absalon, og hos Jesper Langergaard, direktør i Danske Universiteter.

Det er de ikke uden grund. Under valgkampen skulle man langt ud på højrefløjen for at finde politikere, der ønskede at fortsætte besparelserne på uddannelserne. Derimod var det ikke svært at finde det modsatte: Mange politikere lovede at forbedre eller sikre vilkårene på uddannelsesstederne.

“Jeg har en klar forventning om, at det nu er slut med besparelser. Det har politikerne i hvert fald alle sagt, så det bliver svært at løbe fra. Til gengæld var de mere uldne på spørgsmålet om, hvorvidt de vil omprioritere inden for sektoren”, fortæller Camilla Wang.

Jesper Langergaard mener også, at det nu må være slut med besparelser, og han ser desuden en mulighed for, at det særlige løft af humaniora og samfundsvidenskab, taxameterløftet, ikke alene videreføres, men også bliver gjort permanent.

“Nu har man for længst påvist, at de er underfinansierede uden taxameterløftet, så jeg synes sådan set, at det er et relativt beskedent ønske, at vi ikke skal kæmpe for det hvert tredje år”, siger han.

Særlige ønsker

Mens uddannelsesbesparelserne har været et hedt emne under valgkampen, så er forskningen blevet lidt overset, mener Jesper Langergaard. Han håber, at en kommende regering alligevel vil have fokus på området. For eksempel i forbindelse med klimaet.

“Der blev talt meget om klima i valgkampen. Der synes jeg, at politikerne bør sætte handling bag ordene og investere i klimaforskningen. Det er der, hvor vi for alvor kan rykke noget ved eksempelvis at skabe nye måder at lagre energi på”, siger han.

Camilla Wang har hæftet sig ved diskussionen om at flytte studiepladser til provinsen. Socialdemokratiet har fx sagt, at de vil flytte over 1.000 studiepladser inden for velfærdsuddannelser som sygeplejerske- og pædagoguddannelsen til provinsen.

“Noget af det vigtigste ift. udflytninger er, at politikerne planlægger det grundigt i samarbejde med uddannelserne. For det er en stor udfordring. Dels i forhold til at finde de rigtige miljøer, hvor kommuner og virksomheder støtter op, og hvor der er studerende. Dels i forhold til at få pengene til at passe, for det er dyrt at lave uddannelse i provinsen”, siger Camilla Wang.

Her kan en kommende regering lære af erfaringerne fra VLAK-regeringens forsøg med uddannelsesstationer, mener hun:

“Det blev indført i huj og hast, og det har ikke ligefrem været en succes over hele linjen. Så det ville være rigtig dumt, hvis en kommende regering gør det samme for at levere noget politisk. Så er det i hvert fald sparsomt, hvad man får ud af sine investeringer”.

Ro på uddannelserne

Ifølge Camilla Wang er det vigtigt, at en kommende regering er påpasselig med den reformiver, der har været ift. velfærdsuddannelserne.
“Jeg håber, at de vil stoppe med de mange reformer på uddannelse. Det bliver en hindring, når underviserne konstant skal engagere sig i at danne nye strukturer og sætte de studerende ind i dem”, siger hun.

Hun håber, at der i stedet vil komme fokus på at skabe langtidsholdbare rammer for de uddannelser, der måtte have behov for forandring.

“Det kan man gøre ved bredere bekendtgørelser og derefter en tættere dialog med os om, hvordan vi inden for rammerne løbende kan justere vores uddannelser. Vi skal til gengæld hanke op i os selv og tage fat i de problemer, der måtte være ift. kvalitet, så vi får genoprettet tilliden til os”, fortæller Camilla Wang.

Jesper Langergaard ønsker ligeledes mere ro på uddannelsesområdet i den kommende regeringsperiode. Ikke kun ift. uddannelsernes økonomi, men også ift. selve Uddannelses- og Forskningsministeriet.

“Nu har vi på fire år haft fire forskellige ministre. Der håber jeg, at der vil komme mere stabilitet, så vi kan få en stærk dialog med ministeren og et godt tillidsforhold til vedkommende”, siger han.

 

}