Dansk Magisterforening

Nye tal om udflytning: 30 år, før der kommer balance

© Lene Esthave

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Hovedstaden har tabt 1.567 statslige årsværk siden 2015, hvor regeringen iværksatte udflytningen af job til provinsen. Med det tempo vil der gå op til 30 år, før der reelt er balance i landet, påpeger kommunalforsker.

Det går så langsomt med at udflytte statslige arbejdspladser fra hovedstaden, at der med det nuværende tempo vil gå op til 30 år, før de statslige arbejdspladser er jævnt fordelt i landet.

Det viser en beregning fra Roger Buch, som er en af landets førende kommunalforskere og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Beregningen er foretaget på baggrund af et svar fra innovationsminister Sophie Løhde (V) til Folketingets Finansudvalg den 28. februar 2019.

Svaret viser, at der i februar i år var udflyttet 4.800 arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen. Til gengæld blev der også oprettet en hel del, og nettoudflytningen fra hovedstaden endte med at være på 1.567 arbejdspladser fra 2. kvartal 2015 til 4. kvartal 2018.

“Den lille bevægelse imod balance skal roses, men mener regeringen alvorligt, at den vil have Danmark i bedre balance, så kommer det med det nuværende tempo til at tage 25-30 år, før man for alvor kan sige, at Danmark er i balance”, siger Roger Buch.

Beregningen viser, at der samlet skal flyttes 22.041 statslige job ud af Region Hovedstaden, hvis der skal skabes balance, der afspejler regionernes størrelse.

Det var regeringen og Dansk Folkeparti, som i 2015 tog initiativ til udflytningen af 8.000 statslige arbejdspladser til provinsen. Men selvom udflytningen i februar måned rundede 4.800 statslige job, så var nettoudflytningen væsentlig mindre.

I 2. kvartal 2015, før udflytningen af statslige arbejdspladser startede, havde Region Hovedstaden 79.381 statslige årsværk, mens regionen i 4. kvartal 2018 havde 77.814 årsværk.

“Omvendt nedlægges der statslige arbejdspladser i provinsen, samtidig med at der udflyttes, så provinsen har ikke vundet 4.800, men blot 2.600 arbejdspladser. Der er altså forsvundet et par tusind andre statslige arbejdspladser i provinsen, selv om man har modtaget 4.800 nye”, siger kommunalforskeren.

Flyttet uendelig lidt
Zoomer man ind på udflytningen af statslige arbejdspladser fra København og Frederiksberg Kommuner, er der sket endnu mindre. I 4. kvartal 2018 var der 53.172 statslige arbejdspladser i de to kommuner. Det er et fald på 399 statslige arbejdspladser på to år. 

“Det er bemærkelsesværdigt, at udviklingen har flyttet sig uendelig lidt”, siger Roger Buch og forklarer, at en del af udflytningerne desuden reelt set er sket til de større byer i provisen som fx Aarhus, Viborg og Horsens.

“Og så er udflytningen jo nærmest uden betydning. De byer har jo ikke et balanceproblem. Det har derimod Lolland-Falster, Sønderjylland og Bornholm”, siger Roger Buch.

Problemet står reelt uløst
Sophie Løhde forklarer, at regeringen med Bedre balance 1 + 2 indtil videre har flyttet mere end 5.500 statslige arbejdspladser og etableret ni nye, lokale uddannelsessteder, der skal gøre det nemmere for unge uden for de store byer at tage en uddannelse.

Når udflytningen er færdig, har regeringen flyttet og etableret omkring 8.000 arbejdspladser i 60 byer uden for Københavnsområdet.

“Det er den største samlede udflytning nogensinde herhjemme”, siger Sophie Løhde til Magisterbladet og understreger, at den næste regering efter et valg gerne skal fortsætte med at have fokus på udflytning. 

“I regeringen har vi i øvrigt også allerede besluttet, at hvis man opretter nye eller udvider eksisterende statslige institutioner, så skal de som udgangspunkt placeres uden for København, medmindre særlige grunde taler imod”, siger ministeren.

Roger Buch mener da også, det er værd at understrege, at regeringen er kommet et stykke af vejen med udflytningerne.

“Men regeringen har siden juni 2018 signaleret, at den nuværende udflytning nærmest var det, og at man ikke vil fortsætte med at udflytte flere statslige arbejdspladser. Kommer der ikke til at ske noget under de næste regeringer, står problemet omkring balance reelt uløst”, siger han.

}