Dansk Magisterforening

Lad ikke valget splitte os

Camilla Gregersen, forperson for DM
Del artikel:

LEDER af Camilla Gregersen

Vi står midt i en usædvanlig valgkamp. Partier, der har fremmedhad som det primære fokus, har åbenbart flere tilhængere, end man skulle tro muligt. Det er rystende, og vores udenlandske kolleger fortjener opbakning. Det er værd at huske, at inden for vækstbrancher som fx it og medico er der faktisk brug for flere udenlandske kolleger, ligesom forskning i sin natur er international.

Fremmedhad får konsekvenser for os alle. Eksempelvis blev det brugt til at forringe dagpengene lige op til jul for alle, der har arbejdet eller boet i udlandet inden for de sidste 12 år, hvilket rammer både gammeldanskere og nydanskere.

Vi skal ikke lade os spille ud mod hinanden, selv om der sættes mange modsætninger op mellem os. Som du kan læse her i bladet, har der i lang tid været opsat modsætninger mellem dem, der bor i hovedstaden, og dem fra resten af landet. Men hele denne “dem og os”-tankegang bringer os ikke fremad. Der er mere, der samler os, end der skiller os ad. Mit ønske for valget er, at vi vil få en regering og et folketing, der vil lade fjendebillederne ligge og i stedet arbejde for udvikling af hele vores samfund.

Viden har aldrig været vigtigere. Når vi trues af frygt, skal vi svare igen med fakta og viden. Og med en stærk indsats for, at alle får et godt og trygt arbejdsliv og et solidt sikkerhedsnet. Svaret på vores mange udfordringer er uddannelse, løbende opkvalificering og en indføring i kultur for nye borgere, og her er der brug for en regering, der vil udvikle i stedet for afvikle.

Vi har gjort stærke indsigelser mod uddannelses- og kulturbesparelserne de sidste år, og heldigvis har både rød og blå blok nu tilkendegivet, at besparelserne skal lægges i graven fra næste år. Det var tiltrængt! Jeg mener, at det er sent – og for sent – at besparelserne først blev trukket under valgkampen, efter at fyresedler har regnet ned de sidste år. Men aflysning af videre besparelser er ikke desto mindre en sejr for os, der har kæmpet benhårdt mod dem.

Vi vil fortsat komme med udspil under resten af valgkampen, for der er stadig mange vigtige temaer: klima, forskning, ligestilling, arbejdsmiljø og dataetik for blot at nævne nogle emner. Emner, som er vigtige både for vores medlemmer og for hele samfundet. Vi vil også italesætte værdien af akademikeres arbejde, der skaber udvikling inden for både den private og den offentlige sektor.

Helt overordnet mener jeg, at der er brug for en tillidspagt mellem befolkning og politikere, hvor vi lover hinanden at lytte til viden og bevare den sammenhængskraft, der er afgørende for vores samfund. Vi skal stoppe polariseringen og satse på det, der bringer os fremad. Tillid og viden er nøglen til udvikling af samfundet.

}