Henrik Sass’ billede af kulturlivet er forkert

Med udgangspunkt i Henrik Sass Larsens bog ”Exodus” bragte Magisterbladet den 16. april i år en artikel om nye strømninger i Socialdemokratiets kulturpolitik. Kort fortalt mener han, at der findes en lille københavnsk kulturelite, som nyder godt af opera og litteratur bekostet af den brede danske befolkning, som hellere vil have popmusik og bingo.

Lige så dejligt det er, at politikere på Henrik Sass Larsens niveau rent faktisk udtaler sig om kultur, lige så forstemmende er det, at hans udtalelser bygger på en række fordomme og uunderbyggede fornemmelser, som intet har at gøre med det kulturliv, jeg selv kender.

Især to dele af kulturlivet står for skud: folkebibliotekerne og forskellige former for kunst, der involverer klassisk musik. Det er naturligst for mig at kommentere det sidste, da jeg selv er ansat som musiker i symfoniorkesteret Copenhagen Phil, og jeg håber, at et par eksempler på orkesterets mange aktiviteter kan illustrere, hvor dårligt artiklens billede af kulturlivet stemmer overens med mit eget.

Som landsdelsorkester er Copenhagen Phil forpligtet gennem rammeaftaler med Kulturministeriet til at virke på hele Sjælland på virkelig mange måder, som gør os relevante for en utrolig bred vifte af borgere:
Det gælder, når vi samler borgerne i fx Holbæk, Næstved og Nykøbing Falster til store udendørskoncerter med tusindvis af publikummer, eller når vi spiller populære nytårskoncerter rundtomkring på hele Sjælland.

Det gælder også, når vi spiller på landsdelens hospitaler og plejehjem, hvor vi fx ofte oplever, at svært demente beboere pludselig igen begynder at tage kontakt til omverdenen, når de hører musik.

Vi er et stærkt supplement til folkeskolens musikundervisning, når vi besøger eleverne ude i klasseværelserne, inden vi inviterer dem til koncert med hele orkesteret – og vi samarbejder tæt med både offentlige og private musikskoler.

I sommer opførte orkesteret et værk i Emaljehaven i Københavns nordvestkvarter, hvor musikere spillede fra beboernes altaner – et meget stærkt og populært projekt, hvor beboerne bagefter gav udtryk for, at koncerterne havde været med til at bringe dem endnu tættere sammen.

Orkesteret spiller med en række populære kunstnere fra den rytmiske verden, fra Bisse til Medina, i koncertsalen, til Fredagsrock og på Roskildes Orange Scene.

I Tivoli er vi akkompagnerende orkester til havens opsætning af juleforestillingen ”Nøddeknækkeren”, der især er populær blandt børnefamilier, men også til ”syng med”-arrangementer på Plænen som i år med Stig Rossen.

Og dertil spiller vi naturligvis en række uhyre velbesøgte koncerter med klassiske mesterværker, enten som traditionelle koncerter eller med nogle af landets dygtigste skuespillere som formidlere. Dette foregår både i konservatoriets koncertsal på Frederiksberg og rundtomkring i sportshaller og forsamlingshuse på hele Sjælland.

Når Henrik Sass Larsen, Frederik Vad Nielsen og Kaare Dybvad i Magisterbladet nu fortæller os, at alle disse aktiviteter kun benyttes af en særlig eksklusiv kulturelite, som ikke er i kontakt med den virkelige danske befolkning, er min konklusion derfor, at det nok snarere er de tre politikere, som har dårlig kontakt med det kulturelle landskab i Danmark. Ingen skal tvinge dem til personligt at knuselske hverken klassisk musik eller biblioteker, men de har simpelthen ikke forstået den vigtige pointe, at rigtig mange danskere også har fritidsinteresser uden for fodboldbanen og sportshallen.

Kulturen har et kæmpe potentiale til at samle os, men her bliver den brugt til at så splid, ovenikøbet på et grundlag af fordomme og forældede stereotyper. Det er netop derfor, at en række forskere og kunstnere har foreslået oprettelsen af et Kulturens Analyseinstitut fuldstændig på linje med Idrættens Analyseinstitut, som kan samle og analysere data og dermed give politikerne et retvisende og tidssvarende grundlag at træffe beslutninger på.

Indtil det sker, skal politikerne i øvrigt være så hjerteligt velkomne til at aflægge et besøg hos Copenhagen Phil og på egen hånd opleve det virkelige kulturliv, inden de giver sig til at træffe beslutninger.