Del og hersk: Arbejdere sættes op mod akademikere
Stridighederne raser mellem arbejdere og akademikere i bl.a. pensionsdebatten op til folketingsvalget. Er det sammenhold, som manifesterede sig under OK 18, nu truet af akademikerbashing, eller oplever vi snarere et tiltrængt opgør med en overprivilegeret akademikerklasse?
Proletarer i alle lande, foren jer!” Med disse berømte ord afsluttede Marx og Engels “Det kommunistiske manifest”.
I de seneste årtier har der i samme ånd været en fælles klasseforståelse blandt akademiker- og arbejderlønmodtagere. Men forståelsen er nu truet som følge af en række akademikerkritiske diskussioner. Især diskussionen om differentieret pension. Det siger seniorforsker i arbejderhistorie ved Nationalmuseet Lars K. Christensen.
“Tilbage i 70’erne talte man på fagbevægelsens venstrefløj om arbejder-akademiker-samarbejde. Dengang handlede det om at skabe en opfattelse af, at akademikere og arbejdere havde forskellige arbejdsforhold, men de var alle sammen lønmodtagere, og derfor skulle de have en fælles klassebevidsthed. Der må man sige, at vinden er vendt. Der har længe været en tendens til at romantisere den Cecil-rygende arbejder i blå kedeldragt, men ikke til at angribe eller nedgøre andre lønmodtagergrupper”, siger han.
Den kritiske tone over for akademikerne kommer blandt andet af, at Socialdemokratiet har ændret sig i løbet af de seneste år, mener han.
“De har udviklet en nyorientering, hvor de forsøger at appellere til faglærte og ufaglærte. Der forekommer i den forbindelse et element af akademikerbashing, idet man stiller en modsætning op mellem håndens arbejde og akademikere. Akademikere bliver til djøf’ere, og djøf’ere bliver til centraladministrationen, hvor alle de her grimme ting foregår. Det bliver et unuanceret syn på, hvad en akademiker er”, siger Lars K. Christensen.
Lars K. Christensen understreger, at han i diskussioner som denne kan have svært ved at skille sine personlige holdninger fra sin ekspertviden. Han er for eksempel selv akademiker og erklæret modstander af differentieret pension. Han mener også, at måden, nogle taler om akademikere på, er særlig hård.
“Jeg er selv førstegenerationsakademiker. Hvis jeg kom hjem til familiefest i Jylland og talte om sosu’er eller tømrere, på samme måde som man i visse fagforeningskredse taler om akademikere, så ville jeg nok få et par på hovedet – og det ville være fortjent”.
Lars K. Christensen ærgrer sig over, at modstillingen har været med til at ødelægge noget af det, som lykkedes under OK 18.
“Succesen var dengang især, at man fik skabt et moralsk boost ved at stå sammen. Omvendt går det selvfølgelig, når man mundhugges med hinanden i stedet for at anerkende, at man til tider har interessekonflikter, og diskutere dem på en ordentlig måde. Ingen har glæde af lejrbålstænkning – ja, så skulle det da lige være arbejdsgiverne”, siger han.
Akademiske fagforeninger stod side om side med resten af fagbevægelsen under OK 18. Er sammenholdet nu erstattet af hård kritik af akademikere? Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Tre diskussioner
Det er blandt andet i diskussionen om differentieret pension, at de hårde ord mod akademikerne er faldet. Den forhenværende FOA-formand Dennis Kristensen skrev for eksempel på Twitter, at “AC går til angreb på tidlig pension til fysisk eller psykisk nedslidte og slidte med tidlig start i job. Eliten har markant bedre vilkår end andre og føler sig hævet over de mange, som har betalt akademikere i hoved og røv på vej til den elitære top”.
Tweetet kom i kølvandet på, at flere af de akademiske fagforeningers formænd og formanden for hovedorganisationen Akademikerne, Lars Qvistgaard, har kritiseret forslagene om differentieret pension.
“[…] det støder min retfærdighedssans. Man fremhæver nogle grupper, men ikke andre. Vi ved jo eksempelvis, at undervisere, gymnasielærere og skolelærere også har svært ved at fastholde jobbet frem til pensionsalderen, fordi de bliver slidt ned”, sagde Lars Qvistgaard eksempelvis til avisen.dk.
Forslaget om differentieret pension kommer fra Socialdemokratiet, der med støtte fra SF og DF har meldt ud, at de gerne ser et pensionssystem, hvor man har ret til tidligere folkepension, hvis man er kommet hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Både Socialdemokratiet og de ufaglærte og de faglærtes fagforening, 3F, fører kampagne for differentieret pension. 3F under sloganet “Dem, der læser længst, lever længst”.
En kampagne, som i praksis allerede er en del af valgkampen.
Det er dog ikke den eneste diskussion, hvori akademikerne og andre arbejdere modstilles. Det gælder også de tilbagevendende historier om kolde og varme hænder. Senest har regeringen meddelt, at den har ambitioner om at skære en væsentlig del af administrationen bort i forbindelser med planen om at nedlægge regionerne – de såkaldte “kolde hænder”, som de administrative akademikere bliver kaldt.
“Regeringen kunne godt gå hårdere til vaflerne. Man bør overføre flere penge fra det administrative niveau til de varme hænder, end der er lagt op til. Og når man ser den vækst, der har været i administrationen, så viser den, at der er rum til det”, sagde Venstres regionsrådsmedlem Martin Geertsen for eksempel til Berlingske.
Modstillingen mellem arbejdere og akademikere stopper ikke her, men stikker også hovedet frem i diskussionen af, hvordan uddannelsessystemet skal skrues sammen. Universiteternes årgange er vokset alt for meget, mens erhvervsskolerne ikke er blevet prioriteret tilstrækkeligt, siger kritikere.
“Flere unge bør starte med kortere uddannelser som faglært eller professionsuddannet – og måske siden bygge ovenpå. Realiteten er, at vi ikke kender arbejdsmarkedet og samfundet om 20-30 år. Livslang uddannelse, hvor der veksles mellem skolebænk og arbejdsplads, er en bedre brug af ressourcerne end de 10 år i den gymnasialt universitære osteklokke, der er praksis i dag”, skrev forfatter, journalist og samfundsdebattør Lars Olsen bl.a. i marts i en kommentar i Jyllands-Posten.
Akademikerbashing?
Mens nogle kalder de til tider ophedede diskussioner for akademikerbashing, ser andre dem derimod som et reelt opgør med en akademisk elite, som man har favoriseret på bekostning af en overset gruppe af faglærte og ufaglærte.
Spørger man magtforsker og adjunkt ved CBS Christoph Ellersgaard, er der en ulighed i magten mellem akademikerne og de faglærte.
“Magtnetværkene er stort set fyldt op af akademikere – især djøf’ere – der ikke har nogen særlig stor indsigt i livet som faglært eller ufaglært. De kender måske endda ikke erhvervs- eller professionsuddannelsessystemet særlig godt. Så der er helt klart en blind vinkel i forhold til arbejdsforholdene for bestemte grupper af lønmodtagere”, forklarer han.
Christoph Ellersgaard pointerer dog også, at magtforholdet er mere kompliceret end som så. Der er nemlig en særlig magtfuld gruppe inden for magtnetværket, som ikke har en akademisk baggrund. De kommer fra de faglige forbund, og her er styrkeforholdet et helt andet:
“Hvis man ser på styrkeforholdet mellem de akademiske forbund og de faglærte og ufaglærtes, så er der ingen tvivl om, at det er de ufaglærte og faglærte, der står stærkest. Deres forbund organiserer langt flere medlemmer, de spiller en anden rolle i overenskomsterne, og de er enormt vigtige i forhold til at få samfundets hjul til at køre rundt”, fortæller Christoph Ellersgaard.
En “kold hånd”
En af de såkaldte “kolde hænder” hedder Line Herlev Meldgaard. Hun er antropolog og konsulent i Odense Kommunes børn og unge-forvaltning.
Line Herlev Meldgaard har i sit daglige arbejde ikke direkte kontakt til borgerne, og hun har forståelse for, at det af samme grund kan være svært at sætte sig ind i, hvilken værdi hun skaber.
“Man forholder sig til det nære, og en kommunal forvaltning er stor og ikke nær. Borgerne har ikke brug for at vide, hvem jeg er. De skal kende medarbejderne i driften, dem, der er tæt på dem. Til gengæld skal dem i driften kende mig – gør de ikke det, og synes de ikke, at de kan bruge mig, så bliver jeg påvirket”, fortæller hun.
Line Herlev Meldgaards arbejde består kort sagt i at være et bindeled mellem politikerne i kommunen og driftsenhederne.
Når politikerne vedtager noget, så er hun med til at gøre ambitionerne til virkelighed. Hun udarbejder konkrete mål og planer, og hun har tæt kontakt med de relevante driftsenheder. Line Herlev Meldgaard henter samtidig også input fra virkeligheden og giver dem videre til politikerne. På den måde er hun talerør for driftsenhederne og de borgere, som enhederne har kontakt med, opad til politikerne.
For tiden er hendes kalender især fyldt op med et projekt i Vollsmose, hvor hun har et tæt samarbejde med SSP Odense, kommunens kriminalpræventive samarbejdsplatform. Hun samarbejder bl.a. med Jesper Ibsen Larsen, der er konsulent i SSP Odense. Jesper Ibsen Larsen udfører borgernært såvel som administrativt arbejde.
Kold eller varm hånd? Antropolog og konsulent Line Herlev Meldgaard arbejder bl.a. sammen med kollegaen fra SSP Jesper Ibsen Larsen om at skabe bedre forhold i Vollsmose. Foto:Hung Tien Vu
Line Herlev Meldgaard giver et eksempel på, hvordan hun bygger bro mellem Jesper Ibsen Larsen og politikerne.
“Kollegaer som Jesper ved en masse om, hvad det vil sige at være ung i Vollsmose. Når en af dem for eksempel står med en ung mand, som ikke aner, hvem han skal gå til, fordi der er 27 mennesker inde over hans familie, så er det mig, der bringer den slags erfaring videre til politikerne. På den måde er jeg med til at sikre, at vores indsats bliver mere vedkommende og borgernær”, siger hun.
Konklusionen fra begge er, at de på hver deres måde udfører et vigtigt stykke arbejde, som giver værdi til borgerne. Line Herlev Meldgaard er derfor også ærgerlig over, at der i den offentlige debat er en opdeling i kolde og varme hænder.
“Som samarbejdet demonstrerer, så er vi mange, der bringer borgernes stemmer frem. Det er også problemet med at foretage en for skarp skelnen. Var jeg der ikke, ville der være rigtig langt op til politikerne”.
Odense Kommune har for nylig været igennem en større sparerunde, hvor ti procent af de administrative medarbejdere blev fyret. Det kan mærkes i det daglige, og borgerne kommer også til at kunne mærke det, mener Line Herlev Meldgaard.
“Det begrænser mine og mine kollegaers muligheder for at have de helt afgørende dialoger med dem, der står ude hos borgerne. Og det afgrænser igen vores mulighed for at kvalificere alle de input, vi får”, siger hun.
