Kronik: Hvem ønsker at ødelægge det danske universitet?

Luca Tateo, lektor ved Aalborg Universitet

Videnskabelig viden vil være grænseløs. Vores videnshistorie begynder med en nomadisk livsform. I mere end seks århundreder, mellem det 7. og 14. århundrede, rejste clerici vagantes1) rundt i Europa. Det var vandrende studerende og tidligere studerende. Selv professorer var vant til at rejse fra by til by, mens de søgte uddannelse og eventyr. Disse mennesker var vant til at rejse mellem intellektuelle centre som klostre, hoffer og biblioteker for at møde andre højtuddannede akademikere, læse sjældne bøger eller assistere en berømt underviser. Til gengæld slog de sig ned for en tid og underviste for at kunne få tag over hovedet og mad på bordet.

Takket være dem kunne nye ideer og viden om kilder fra antikken spredes mellem landene, skabe et videnskabeligt fællesskab og endda udvikle et fælles videnskabeligt sprog. Viden følger ikke termodynamikkens love. Jo mere viden spredes, og man deler den, des mere vokser den.

På trods heraf ser det ud til, at det danske samfund har glemt denne fundamentale indsigt. Vi står over for en politik, som promoverer nationalisme i videnskab, selv konkurrence inden for det videnskabelige fællesskab. Men videnskab kan ikke være en national sag længere. Hvis det nogensinde var tilfældet.

Der findes intet aktuelt problem, som kan løses med et enkelt lands indsats. Klimaforandringerne og deres økonomiske og sociale konsekvenser som migration og globale energiudfordringer har brug for en samlet indsats fra alle lande. Hvem kan være så begrænset at tale om national videnskab, når kystbyerne i Europa om tredive år kan stå under vand? Og alligevel er nogen i gang med at promovere en politik, som lukker det danske universitet inden for landets egne grænser.

Jeg har arbejdet i Danmark i seks år, og jeg har set atmosfæren forandres. Fra et klima præget af entusiasme, samarbejde, internationalisering og innovation har situationen ændret sig til en snigende nationalisme og diskrete former for diskrimination. Det sidste politiske greb har afsluttet denne cyklus; den tydelige reduktion af internationaliseringen af dansk forskning. Den officielle forklaring er, at der skal spares penge og gives en bedre service til borgerne. Men dette er ikke sandt. I længden vil politikken ødelægge de danske universiteter og gøre landet fattigere. Jeg vil forsøge at forklare hvorfor ved igen at referere til Europas historie.

Mange mennesker tror, at ordet “universitet” har med “universal” at gøre og derfor med det faktum, at alle fagdisciplinerne er samlet på det samme sted. I realiteten betyder det latinske ord universitas fællesskab. I det 14. århundrede organiserede studerende og lærere sig i sammenslutninger i byer som Bologna og Paris for at forsvare sig imod den vilkårlighed, som den politiske og religiøse magt udøvede.

Det moderne universitet stammer således fra anstrengelserne hos et uddannelsesfællesskab for at blive et selvregulerende fællesskab af undervisere og højtuddannede akademikere, der var uafhængigt af den politiske magt. Denne institution blev meget vigtig, især da der var religiøs og politisk uro, fordi fællesskabet ofte blev udgjort af personer af forskellige nationaliteter, endda af forskellige religiøse overbevisninger, som kunne blive påvirket af konflikter mellem stater og religioner eller pga. censur: Lyder dette velkendt?

De europæiske universiteters historie fortæller om en vedvarende kamp for uafhængighed af viden fra politiske og ideologiske begrænsninger baseret på den fri mobilitet og udveksling: Et universitet uden grænser. Og alligevel vil nogen vende tilbage til ideen om, at viden kan “ejes” af et land. Som om der står opstillet et nationalflag inde i vore hjerner. Det er en meget udbredt ide, at universiteterne er en slags “servicecentre”, hvis formål er at levere infrastruktur og tiltrække “hjerner” for en tid. Disse hjerner skal til gengæld producere afkast på universitetets investeringer ved at tiltrække funding eller skabe Impact Factor. Så universiteterne bruger en masse penge på smarte bygninger, møbler og teknologier til at oprette såkaldte studie- og arbejdsmiljøer, der bruges som reklame for at tiltrække nye studerende eller professorer. Men det er alt sammen pyrit2), som skinner, men er uden værdi.

Universitas, det akademiske fællesskab, og det danske folk må indse, at de, der vil stoppe universiteternes internationalisering, ødelægger betingelserne for skabelse og deling af viden og derfor forårsager skade for fremtidige danske studerende. At lukke uddannelser i fremmede sprog, reducere uddannelse til instrumentel jobsøgning og afskedige internationale, højtuddannede akademikere er ikke en patriotisk handling, men det modsatte. Det er en måde at ødelægge fremtiden for det danske universitet på. Nogle mennesker forsøger at sælge ideen om, at viden er som kartofler. Vi dyrker de bedste i verden, fordi vi har den bedste jord, og vi er de bedste bønder. De glemmer desværre, at selv kartofler er fremmede. Det er sikkert, at ingen udvikling kommer af nationalisme og ved at lukke viden inde.

Dette land har udviklet en fantastisk ide: Ingen skal forhindres i at få en god uddannelse pga. forældres indkomst. Det er en af de mest værdifulde demokratiske principper. Men hvis man flytter diskriminationen til andre mennesker, afskærer man dem fra dette princip, og så vil princippet miste sin værdi. De internationale studerende og professorerne spiller en fundamental rolle i forbedringen af kvaliteten af uddannelse. Et universitet, der eksisterer på udelukkende national basis, uanset nation, vil levere dårlig uddannelse. Vi bør arbejde med ikke kun et eller to sprog, men med tre, fire eller fem. Ethvert nyt sprog åbner vores sind en smule mere og giver os det, der skal til for at møde fremtidens udfordringer.

Vi bør bekymre os om vores børn ved at give dem ikke kun pæne stole, smarte skærme og gode kaffemaskiner på universitetet, men lidenskab for viden, energi til nysgerrighed, egenskaber for hårdt arbejde, modstandskraft over for besværligheder og et åbent sind til at skabe fremtidens bedre samfund. Den nuværende politik går i den direkte modsatte retning og er i modsætning til langsigtede interesser for, hvad der tjener Danmark bedst. Der er en god grund til dette: Viden er altid revolutionær, men de autoritære og konformisterne bryder sig ikke om dette. Hvis vi ikke igen åbner vores sind, men får en masse smarte sofaer på gangene, så vil det danske universitet kunne imødese en langsom død ved udtømning og udmattelse.