Ja, jeg lider også af politikerlede

REDAKTØRENS KOMMENTAR

Jeg kigger på de nye politikere og tænker: Fusentaster. Jeg savner sgu’ Uffe Ellemann-Jensen, Svend Auken, Mogens Lykketoft, Connie Hedegaard og Preben Wilhjelm. De havde i det mindste læst en bog og virkede, som om de navigerede efter et ideologisk kompas frem for den seneste meningsmåling.

Men så har jeg affejet min politikerlede og har tænkt, at det havde noget med alder at gøre. At jeg nu er blevet 52 år og lige så gnaven, som mine jævnaldrende, der som mig sidder foran skærmen derhjemme og længes højlydt efter de gode gamle dage.

Derfor er den meningsmåling (ja, det er lidt ironisk) og de ekspertudtalelser, som vi bringer i dette nummer af Magisterbladet, lidt af en lettelse på det personlige plan. Det er ikke bare en midaldrende bladsmører som mig, der lider af politikerlede.

Det gør de højtuddannede og de unge også.

Gallup har foretaget en undersøgelse for Magisterbladet, som viser, at det kun er 25 pct. af danskerne, som er enige i, at “man generelt kan stole på, at politikere træffer de rigtige beslutninger for landet”. Det samme gælder for 26 pct. af de højtuddannede. Og på en skala fra 0 til 5, hvor nul er ingen tillid, og 5 er stor tillid, svarer de højtuddannede i gennemsnit 2,3, mens befolkningen siger 2,2. Mistillid til politikerne er altså ikke bare for de lavtuddannede uden for de store byer, men for os alle – også os, der holder af speltbrød og cappuccino.

Når man kigger nøgternt på det, så er der faktisk en række gode grunde til de højtuddannedes skepsis.

Meningsmålinger og følelser frem for viden, fakta og indsigt sætter dags­ordenen på Christiansborg. Det bliver ikke bedre af, at de to store toneangivende partier i dansk politik, Socialdemokratiet og Venstre, lægger sig i slipstrømmen af Dansk Folkeparti.

Det ses fx i retspolitikken, hvor retsfølelsen er udslagsgivende, mens retssociologer og kriminologer nærmest bliver grinet ud, når de fortæller, at længere straffe ikke mindsker kriminaliteten.

Her er nogle eksempler på det, som giver politikerlede blandt højt­uddannede:

Sagkundskabens indflydelse minimeres. Det sker fx, når regeringen ikke har en eneste arbejdsmiljø- eller stress­forsker med i sit stresspanel. Og det sker, når regeringen ikke længere bruger Straffelovrådet, der ellers har rådgivet Justitsministeriet om strafferet siden 1960.

Eksperters input forvanskes og undertrykkes. Det skete fx, da miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen præsenterede Folketinget for manipulerede tal i en rapport om landbrugspakkens effekt og måtte gå af. Og det skete, da Fødevarestyrelsen fra 2008 til 2014 systematisk fjernede forskeres anbefalinger om bekæmpelse af MRSA-bakterier.

Akademikere udskammes. Det skete fx, da Marlene Wind kommenterede en aftale om grænsekontrol og derefter fik følgende salut fra Pia Kjærsgaard: Du er “færdig som den person, der udtaler sig som ekspert på EU-området”.

Mistillid avler mistillid. Også blandt højtuddannede.

Men det mest ildevarslende er, at unges tillid til politikerne er styrtdykket. I 2007 sagde 81 procent af de studerende, at de havde tillid politikerne. Efter valget i 2015 var det kun 43 procent. Og blandt de unge i Magisterbladets Gallup-måling er det kun 14 pct. af dem under 35, som er enige i, at politikerne siden sidste valg har gennemført initiativer, der er gode for dem.

Det er ikke underligt. Det er de unge, som primært betaler prisen for et boligmarked, der er gået amok, og et arbejdsmarked med flere løse ansættelser. De unge rammes også af nedskæringer på uddannelser og SU kombineret med fremdriftsreform og lavere dagpenge og bistand for unge, hvis de ikke kan få job.

Så jeg er lettet på det personlige plan, men også nedslået på samfundets vegne. Generationskontrakten er brudt, demokratiet svækkes, og tilliden svinder. Var det ikke netop tilliden, som var limen i det danske samfund?