Dansk Magisterforening

Udkantsdanmark er flyttet til Sjælland

© Lars Bech

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Den rådne banan er aflyst. Mens mange nord- og vestjyske kommuner trives, har Sjælland uden for København kæmpet med en voksende forarmelse siden 2012.

Den rådne banan er flyttet til Sjælland. 

Mens kommunerne i de geografiske udkantsområder i Nord- og Vestjylland har vendt en negativ udvikling og fundet balancen mellem kommunale skatteindtægter og udgifter, er det siden 2012 gået den stik modsatte vej for kommunerne i Region Sjælland.

De kommunale nøgletal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at ud af de 20 kommuner med den laveste kassebeholdning i landet ligger de 12 i dag i Københavns opland.



“Guldborgsund og Lolland har i alle årene været presset af lave skatteindtægter og høje sociale udgifter. De var også en del af det, der for 10-20 år siden blev betegnet som den rådne banan. Det nye er, at Udkantsdanmark i dag ligger i en krans hele vejen rundt om hovedstadsområdet”, siger Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

Det er ikke kun antallet af økonomisk pressede kommuner, der er vokset på Sjælland. Det samme er forskellen op til de allermest velhavende, forklarer Aalborg-professoren.

“For 10 år siden kunne man lidt lettere sige: Der er nogle forskelle, og sådan er det. Men i kommuner som fx Slagelse, Vordingborg, Næstved, Gribskov, Odsherred og Hørsholm er der efterhånden tale om så stort et pres, at alarmklokkerne bør ringe”, påpeger Per Nikolaj Bukh.

I mange af de sjællandske omegnskommuner diskuterer man ikke længere, om der skal plantes flere vejtræer eller lægges ny asfalt på cykelstierne, uddyber han.

“Her handler det om skolelukninger, om fyringer af sosu-assistenter og en markant ringere social indsats over for de udsatte borgere. Det er en negativ spiral. Mange kommuner i Region Sjælland har så lidt luft i økonomien, når driften er betalt, at det bliver vanskeligt for dem at ride stormen af uden hjælp”, vurderer Per Nikolaj Bukh.

Grøn energi i Lemvig
Lemvig er en af de kommuner i Vestjylland, som har vendt skuden. Siden 2007 er likviditeten fordoblet til knap 9.000 kroner per borger.

Det skyldes ikke mindst et byråd, der er enige om, at budgetter er til for at blive overholdt, fastslår borgmester Erik Flyvholm (V).

“Vi har effektiviseret år efter år på en måde, så kvaliteten er bevaret på både handicap-, ældre- og skoleområdet. På nøgletal som beskæftigelse og sygefravær ligger Lemvig også pænt”, siger han.

Største problem er et befolkningstal, der falder med et par hundrede om året.

“Vi har stærke uddannelsestraditioner, ikke mindst på grund af vores 125-årige læreruddannelse i Nørre Nissum. Vi vil dog gerne have, at flere af de unge, der læser videre et andet sted, kommer tilbage til Lemvig igen”, siger Erik Flyvholm.

Han håber, at vidensarbejdspladser inden for den grønne økonomi kan blive et trækplaster.

“Vi regner ikke med at få et universitet til vestkysten foreløbig. Til gengæld har vi koblet os på klimadagsordenen, og vi er stærke inden for både kystsikring, biogas og off­shorevindmølleindustrien”, forklarer Lemvigs borgmester.

Skattegrundlaget er udhulet
Region Sjælland har nogle andre udfordringer end kommunerne i den geografiske udkant.

Ifølge Høgni Kalsø Hansen, der forsker i socioøkonomisk geografi på Københavns Universitet, skyldes nedturen primært, at de erhverv, der er i vækst i disse år, stimuleres bedre i hovedstadsområdet.

“Fx har Guldborgsund en relativt lav andel af akademikere, samtidig med at koncentrationerne af højt uddannede bare vokser og vokser på Østerbro og Frederiksberg. Ud over et gunstigt jobmarked har det også stor betydning, at boligmarkedet i København kun er til at komme i nærheden af for højindkomstgrupper”, forklarer Høgni Kalsø Hansen.

Slagelse er en af de kommuner, der er allermest trængt. Befolkningssammensætningen har sendt udgifter til ældrepleje og overførselsindkomster på himmelflugt, samtidig med at skattegrundlaget er blevet udhulet. Kommunaldirektør Frank E. Andersen medgiver, at urbaniseringen er Slagelses og hele Region Sjællands store udfordring.

“Men det betyder ikke, at vi skal indgå i en usund konkurrence med København. Der er intet som helst galt i, at folk flytter til byen for at arbejde eller tage en videregående uddannelse. Slagelse skal i stedet indtage den ledige plads og udnytte de muligheder, der knytter sig til at ligge midt i Danmark”, siger Frank E. Andersen.

}