Dansk Magisterforening

Russisk pirat og en fysiker fra Harvard udfordrer stenrige tidsskriftsforlag

William Leerbeck Meyer
Del artikel:

Gigantiske tidsskriftsforlag har i årevis tjent milliarder på at udgive offentligt betalt forskning bag betalingsmure. Nu ulmer et oprør.

Var det mord, selvmord eller et uheld? Spekulationerne ville ingen ende tage, da forlags­pioneren Robert Max­well i 1991 faldt ud af sin private yacht og mødte sit endeligt i Atlanterhavet. En ting var dog sikker: Nu var der sat et væsentligt punktum i den utrolige historie om tidsskriftsforlag.

Siden anden verdenskrig var tidsskrifter skudt op, og gigantiske forlag tjente styrtende på dem. Robert Maxwell havde med sit forlag Pergamon Press været blandt de første til at få øjnene op for den lukrative tidsskriftsforretning. Han havde været med til at udvikle den forretningsmodel, der stadig dominerer i dag, og som sikrer tidsskriftsforlag milliardoverskud.

Forlaget Elsevier tjente for eksempel i runde tal 21 milliarder kroner i 2017 og havde et overskud på 7,5 milliarder – altså et overskud på ca. 37 pct. af sin indtjening. Det niveau er højere end fx Googles og Apples.

Modellen, som Robert Maxwell var med til at udvikle, er i sin essens simpel. Universiteterne producerer videnskabelige artikler, som de derefter giver til tidsskrifterne kvit og frit. En tidsskriftsredaktør vurderer, om man vil bringe artiklerne, og retter dem, hvorefter universiteterne står for kvalitetssikringen gennem fagfællebedømmelser. Til sidst køber universiteterne sig adgang til de tidsskrifter, som de selv i store træk har produceret indholdet til. Og adgangen er ikke billig. I Danmark betalte universiteterne i perioden 2014-2018 knap en milliard kroner alene for de større aftaler med tidsskriftsforlag.

Til sammenligning har Københavns Biblioteker, der betjener knap 600.000 borgere, et årligt materialebudget på ca. 40 millioner kroner.

Modellen bliver af den europæiske universitetsforening EUA sammenlignet med en landmand, der ejer, fodrer og malker sin ko for så at give mælken væk gratis til mejeriet. Derefter køber han sin mælk af mejeriet.

Kæmpeforlag vokser
I 1995 spåede erhvervsmagasinet Forbes, at denne models dage var talte. Kæmpeforlaget Elsevier ville blive et af internettets første ofre, mente Forbes, når man nu gratis og hurtigt kunne udveksle elektroniske artikler over nettet.

Sådan skulle det ikke gå. I løbet af det sidste årti er priserne på tidsskriftsabonnementer ifølge en rapport fra den tyske forhandler af tidsskriftsaftaler, Max-Planck-Gesellschaft, tværtimod steget med 60 pct., mens der kun har været en generel inflation på cirka 16 pct. i samme periode. Ifølge rapporten er ca. 85 pct. af al ny forskning, der er publiceret i tidsskrifter, gemt bag en betalingsmur, som forhindrer folk, der ikke kan betale de høje abonnementspriser, i at læse forskningen.For at forstå, hvordan forlagene fortsat kan forhøje deres priser, vender vi tilbage til året for Robert Maxwells død. Da forretningsmanden døde, var hans forlagsimperium døende.

Han havde udvidet sin forlagsforretning, så den ikke kun omfattede tidsskrifter, men bl.a. også aviser og bøger. Robert Maxwells gæld havde samtidig vokset sig enorm. I et forsøg på at betale noget af den tilbage havde han før sin død taget drastiske midler i brug. Han lænsede ulovligt millioner af pund fra sine selskabers pensionsfonde, og han var nødt til at sælge sit hjertebarn: tidsskriftsforlaget Pergamon Press.

I 1991 opkøbte Elsevier forlaget, for hvad der i dag svarer til et milliardbeløb. Dermed cementerede Elsevier sin dominans på tidsskriftsmarkedet. En position, som forlaget har fastholdt, og som giver en god forhandlingsposition. Det kan de blandt andet mærke på Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek (DEFF), der forhandler de store forlagsaftaler på vegne af universiteterne.

“Vores mål er, at de årlige prisstigninger for alle aftaler skal være på niveau med inflationen. Det gælder for et stigende antal aftaler, men stadig ikke for alle”, fortæller Dyveke Sijm, chefkonsulent i DEFF.

Ifølge en undersøgelse fra University of Montreal blev knap halvdelen af alle tidsskriftsartikler udgivet af et af de tre største forlag, Else­vier, Springer og Wiley, i 2013. En fjerdel af alle artikler blev udgivet af Elsevier.

De store forlag ejer ikke blot en stor andel af tidsskrifterne, de ejer også nogle af de mest prestigefyldte. Uddannelses- og Forskningsministeriet får hvert år udarbejdet en pointliste, hvor forskningsartikler tildeles et bestemt antal point, alt efter hvor prestigefyldt et tidsskrift de er udgivet i. 18 ud af de 28 mest prestigefyldte tidsskrifter ifølge ministeriets liste udgives af Elsevier, Springer eller Wiley.

Forlagenes regelmæssige prisstigninger kombineret med regeringens toprocentsbesparelser betyder ifølge Dyveke Sijm, at bibliotekernes økonomi er spændt til bristepunktet.

“Vi oplever, at de generelt har nået en smertegrænse, og at de nu må prioritere hårdt imellem, hvilke aftaler de er i stand til at forny”, fortæller hun.

Den tendens bekræfter flere af universitetsbibliotekerne.

“Vi er på Københavns Universitetsbibliotek nået til et punkt, hvor vi ikke kan effektivisere mere på driften. Vi har allerede effektiviseret omkring en fjerdedel af arbejdsstyrken”, fortæller Kira Stine Hansen, vicedirektør på Det Kongelige Bibliotek med ansvar for Københavns Universitetsbibliotek.

Russer udfordrer forlag med pirattjeneste
Forlagenes dominans er ikke uanfægtet. Tilbage i 1991 var det nemlig ikke kun Robert Maxwells død og Elseviers opkøb af hans forlag, der skulle sætte sine spor i den akademiske verden.

En fysiker fra Harvard oprettede i 1991 et onlinearkiv for tidsskriftsartikler. Forskerne skulle selv lagre deres artikler der, og det skulle være gratis for alle at tilgå dem. Arkivet har i dag navnet arXiv, og siden 1991 er der blevet lagret over en million artikler i det. Flere andre arkiver af samme type er siden da kommet til. Arkiver, som på lovlig vis presser forlagene ved at tilbyde en gratis platform til at læse og udgive artikler.

1991 var også året, hvor Sovjetunionen blev opløst, efter at Kasakhstan havde erklæret sin uafhængighed. I den nu tidligere sovjetrepublik var Alexandra Elbakyan ved at udvikle den interesse for bøger, computere og videnskab, som senere skulle føre til, at hun fik en plads på Natures liste over de ti mest indflydelsesrige personer inden for videnskab. Interessen har samtidig sikret hende en plads blandt de store tidsskriftsforlags fjender.

Ud fra et princip, hun betegner som informationskommunisme, har hun startet hjemmesiden Sci-Hub, der er for videnskabelige artikler, hvad The Pirate Bay er for film og musik. Her kan man finde og få gratis adgang til næsten alle videnskabelige artikler.

På den måde bliver tidsskriftsforlagene presset af både lovlige og ulovlige alternativer. Alternativerne har også sat skub i den såkaldte Open Access-bevægelse, der har som sit mål, at alle forskningsartikler, der er finansieret af offentlige midler, skal kunne læses gratis af alle.

Open Access har fået så meget opbakning, at der nu er nationale strategier såvel som en officiel EU-strategi for, hvordan man skal nå i mål.

Strategi har “rygrad som en medisterpølse”
I Danmark er det ifølge tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet 36 pct. af de videnskabelige artikler, der bliver udgivet som Open Access, altså tilgængelige for alle. Den danske strategi for at nå op på 100 pct. adskiller sig væsentligt fra vores nabolandes. Af eksperter er den bl.a. blevet kritiseret for at have “en rygrad som en medisterpølse”. Årsagen til kritikken er, at regeringen har valgt en såkaldt “grøn” strategi frem for en “gylden” som vores nabolande. Den grønne strategi går ud på, at forskerne selv gemmer deres artikler i åbne arkiver som arXiv, mens den gyldne strategi går ud på, at forskerne publicerer deres artikler direkte i tidsskrifter, der giver læserne gratis adgang.Den grønne strategi har den begrænsning, at flere tidsskrifter enten slet ikke tillader, at forskerne selv arkiverer den endelige udgave af deres artikel, eller at der skal gå en embargoperiode på et år eller mere fra udgivelsen af artiklen, før de får lov til det. Embargoperioden kan for eksempel være problematisk for medicinsk forskning, hvor adgang til den nyeste viden kan redde liv.

Med den gyldne model bliver artiklen frit tilgængelig for alle fra første dag. Til gengæld skal forskeren typisk betale for at få artiklen udgivet.

Nogle tidsskrifter udgiver samtlige deres artikler gennem den gyldne model. Det er dog langtfra alle. Toptidsskrifterne fra Elsevier som Lancet og Cell tillader for eksempel, at forskerne selv kan vælge, om artiklerne skal udgives som Open Access eller bag en betalingsmur – det koster bare et gebyr på over 30.000 kroner, hvis de vælger Open Access.

Tidsskrifterne, der som Lancet og Cell tilbyder gylden Open Access såvel som abonnement, kaldes for hybridtidsskrifter. De påfører universiteterne store udgifter to gange, fordi der skal betales både for abonnement til tidsskrifterne og for at få udgivet artikler som Open Access i de samme tidsskrifter.

“Det kaldes for double dipping, og det er noget af det, der for alvor gør ondt på vores økonomi”, fortæller Kira Stine Hansen.

En gylden strategi
Når flere af vores nabolande alligevel foretrækker den gyldne model, så skyldes det, at man kan se en fremtid med den gyldne model, hvor det ikke vil koste universiteterne ekstra ifølge John-Arne Røttingen, der er leder af det norske forskningsråd og den taskforce, som rådgiver om, hvordan Open Access-initiativet Plan S skal implementeres. Plan S går ud på, at man som forsker kun kan modtage støtte til sit projekt, hvis man lever op til bestemte krav om Open Access.

“I Tyskland, Sverige og Norge forhandles der lige nu med de store forlag om en ny model for, hvordan universiteterne skal betale for deres tidsskriftsabonnementer. Vi vil have, at man sætter en fast pris, der omfatter både abonnement og gylden Open Access for alle landets udgivelser”, fortæller han.

Idéen er, at man på den måde undgår de dyre dobbeltbetalinger, samtidig med at forskerne beholder deres frihed til at vælge, hvilke tidsskrifter de helst vil udgive i. På sigt kan der endda være penge at spare ifølge tal fra Max-Planck-Gesellschaft. Med den nuværende model koster det universiteterne i gennemsnit cirka 30.000 kroner i abonnementer og gebyrer per artikel, de udgiver. Hvis al forskning blev udgivet som Open Access med den gyldne model, ville den gennemsnitlige pris per artikel være omkring 15.000 kroner eller mindre ifølge deres udregninger.

De store forlag har indtil videre ikke været villige til at gå med til den omstilling. Det har betydet, at Sverige og Tyskland ikke længere har adgang til bl.a. Elseviers tidsskrifter, fordi landene ikke har været i stand til at nå til enighed med forlaget om en ny abonnementsmodel. I Norge trækker forhandlingerne også ud.

Den eneste undtagelse er forlaget Wiley, der i midten af januar fik en aftale på plads i Tyskland, hvor både gylden Open Acces og abonnement er omfattet.

I Danmark har universiteterne netop fornyet deres aftaler med de store forlag. Dog kun i et år i modsætning til tidligere aftaler, der har strakt sig over flere år. Dermed er der mulighed for at finde nye løsninger, hvis forlagene begynder at bløde op.

I mellemtiden har Danske Universiteter sammen med den europæiske universitetsorganisation EUA, der har over 800 universiteter som medlemmer, taget initiativ til at sende et brev til EU’s konkurrencekommissær, Magrethe Vestager, i håb om at hun kan sætte en undersøgelse af forlagene i gang.

Forlagenes død?
Robert Maxwells død er stadig omdiskuteret. Hans børn mener, at det var et uheld. Journalister fra en af hans aviser tror, at han blev myrdet, fordi han var spion for Israel. Døden er altså stadig et mysterium.

Forlagenes skæbne står ligeledes hen i det uvisse. Måske får Alex­andra Elbakyans Sci-Hub så meget vind i piratsejlene, at forlagene bliver presset til en ren Open Access-model. Eller måske får de europæiske forskningsråd forhandlet en aftale på plads med de store forlag, så de fremover kan udgive al deres forskning tilgængeligt for alle. Måske bliver det Magrethe Vestager og EU, der sikrer, at alle fremover kan læse offentligt betalt forskning, og at universitetsbibliotekerne kan få deres budget til at løbe rundt.

Elsevier oplyser, at forlaget ikke kan afse tid til at svare på Magisterbladets spørgsmål.  

}