Dansk Magisterforening

Nej tak til discount-a-kasser

Lea Friedberg
Del artikel:

Angrebene på dagpengene er kommet væltende de sidste mange måneder.

Angrebene på dagpengene er kommet væltende de sidste mange måneder. Det meste af det har man jo hørt før. Liberal Alliance og CEPOS har slæbt deres udslidte cirkuselefant, ønsket om at skære i nyuddannedes dagpenge, rundt i manegen endnu en gang. Men det bekymrer mig egentlig ikke rigtigt, for det er klart varedeklaration.

Nej, det, der bekymrer mig, det er dem, der foregiver at give en fuck. Så her en advarsel: Usolidariske røvhuller kommer i mange farver og former. Nogle er klædt ud som liberalistiske tænketanke med manglende omtanke. De ligner det, de er, og siger det, de mener: Enhver er sin egen lykkes smed. Men hvad der simpelthen kan få mit pis i kog, er dem, der lader, som om de kerer sig om os lønmodtagere.

De gule fagforretninger er simpelthen noget nær det mest usympatiske, jeg kan tænke mig. Dem, der med grødet stemme toner frem i mit tv eller min radio med en forloren omsorg for arbejderen, samtidig med at de flår deres kunder for deres surt opsparede lønkroner uden at give noget af værdi tilbage til fællesskabet igen. De tørrer en tør tåre væk med den ene hånd, mens de har den anden i din lomme.

For godt en uge siden fremførte de deres nyeste angreb på vores solidariske arbejdsmarked – en discount-a-kasse. Lækkert nok, tænker man, men tænker man det igennem, bliver det hurtigt kvalmende. Der er nemlig ét udfald, der bliver en skræmmende realitet, hvis deres forslag bliver virkelighed: død over den solidariske, kollektive forsikringsordning.

Lad os hurtigt gennemgå logikken – de falbyder nu gule a-kasser. Men kun til de grupper, der i forvejen har lav ledighed. Det betyder, at de på den ene side får nogle værdifulde kunder i deres golde butik, mens de på den anden side trækker nogle af dem, der trækker det tunge læs, ud af vores kollektive, solidariske sikkerhedssystem. Dem, de vil have – ingeniører, sygeplejersker og lignende – er nemlig ikke bare nogle af dem, der sjældent trækker på dagpengesystemet, de er også nogle af dem, der er bedst organiseret. Smutter de, kan det ødelægge vores dagpengesystem, som vi kender det.
Vores system er bygget op på, at de bredeste skuldre bærer den tungeste byrde, et solidarisk princip. Da jeg var nyuddannet, hjalp mine kollegaer mig igennem en svær overgang i mit arbejdsliv. I dag betaler jeg med glæde mit kontingent, der hjælper mine kollegaer, der skal finde deres fodfæste på arbejdsmarkedet, samtidig med at jeg forsikrer mig, hvis jeg bliver ledig igen. Vi står skulder ved skulder!

Men jeg er bange. For forlader de mere velkørende den kollektive forsikringsordning til fordel for den private forretning, kan det meget vel koste os så dyrt, at den solidariske model kollapser og efterlader os til den liberalistiske våde drøm: hver mand for sig selv.

Så derfor må I have mig meget undskyldt, men jeg har simpelthen intet tilovers for gule fagforretningers skamløse salgstale. Det handler ikke om at sikre deres kunder tryghed, det handler om at fylde deres egne lommer, og så kan vi andre bare få lov til at sejle vores egen sø. Det lyder godt, men lad dig ikke narre – they dont really care about us!

}