Kitte, Ditte og Gitte indtager topstillinger i svensk kulturliv

Fra Kitte Wagners hjem på Amager er togturen til Malmø hurtigere end til Hillerød. Men ude på Øresundsbroen sker der noget, der ikke sker på S-togslinje A: Kultursynet ændrer sig.

Hendes arbejde som direktør for Malmö Stadsteater er i sit væsen ikke meget forskelligt, fra dengang hun var leder af Nørrebro Teater: otte-ni timers prøver hver dag, arbejde med strategi, læse tekster, finde instruktører. Men forholdene for hendes arbejde er på en eller anden måde anderledes.

“I Danmark lukker man teatre. I Sverige støtter man sine lokale teatre. En by uden et teater er ikke nogen rigtig by. Man er stolt af et stærkt kulturliv, og man taler ikke i nær så høj grad om, hvor mange der kommer og ser det”.

Teatret står stærkt i Malmø. Og det handler om mere end økonomi. Eller måske kan man sige, at det er en anden slags økonomi.

“Kunsten er en investering, en del af dannelsesprojektet og demokratiet. Sådan taler man – i hvert fald her i Malmø. Der skal være noget at være stolt af, noget, der kitter byen sammen. Man taler om en kulturel allemandsret, hvor alle børn og unge kan nyde godt af et kulturliv”.

Inklusion og grundighed

Kitte Wagner er uddannet på RUC i kommunikation og dramaturgi. Hun var i mange år ansat på Betty Nansen Teatret, og i 2007 blev hun direktør for Nørrebro Teater. I 2016 begyndte hun jobbet i Malmø. Svensk teaterliv var på ingen måde fremmed for hende. Især i hendes tid på Betty Nansen havde hun haft meget samarbede med svenske teatre. I en af de anbefalinger, hun havde med sig, hed det sågar, at hun var “meget svensk” i sin ledelsesstil, hvilket skulle forstås som en inkluderende ledelsesstil. Inklusion er et markant karaktertræk i den svenske organisationskultur. Et andet er grundighed.

“I Danmark lukker man Radio24syv og ombestemmer sig seks dage efter. Det synes svenskerne er meget dansk. De får foretaget alle risikovurderingerne, før de tager en beslutning. Det giver noget langsommelighed, men så får man heller ikke de ubehagelige overraskelser. Jeg kan godt lide det grundige og det langsigtede”.

Men selv for en grundig, inkluderende leder kan der ligge små overraskelser i den blå-gule mentalitet.

“Noget, jeg har skullet lære at kende, er det, de selv kalder “ængstelseskulturen” og “tysthedskulturen”. Man taler ikke om problemerne, selv om man ser dem. Derfor kan man som leder pludselig blive overrasket af noget, som hele medarbejdergruppen synes er et problem, men som man ikke selv har hørt eller fornemmet”.

Kitte Wagner har haft et par af den slags oplevelser. Hendes fejl – som hun har lært af – var, at hun kun lyttede efter det, der blev sagt, men ikke det, der ikke blev sagt.

“Man skal lære at afkode tavsheden. Og jeg kender fænomenet blandt andre danske chefer, som også er blevet taget på sengen. I virkeligheden afspejler det også, at vi har en meget bramfri kultur i Danmark”, siger hun.

Anmeldelser uden stjerner

Tingene hænger sammen. Den bramfrie danske kultur, hvor vi siger tingene ligeud, men også har en meget kontant og resultatorienteret tilgang blandt andet til kulturen. Og på den anden side af Sundet: den dialogiske, holistiske, men også omstændelige form.

“En lille, sigende forskel i forhold til Sverige er, at anmeldelserne ikke har stjerner og hjerter som i Danmark. Kunsten behandles som noget dialogisk, noget ikkekvantificerbart. Det er et lille symbol, men det har alligevel nogle rødder”.

Kitte Wagner har arbejdet i Sverige i fire år og stortrives. Men hun nævner alligevel nogle ting, man bør overveje, hvis man er nysgerrig efter at prøve sine lederevner af i det svenske.

“Hvis man trives bedst med hurtige beslutninger, fleksibilitet og agilitet, så kan man skære sig på den svenske konsensuskultur. Og så går de meget op i at have politikker. Ligestilling og antidiskriminering er meget vigtigt. Der er ikke kvoter, men en meget mere kritisk bevidsthed”.

Svenskerne har ikke samme behov for at måle kulturen, som vi har i Danmark, konstaterer direktør for Malmö Stadsteater Kitte Wagner: “Kunsten behandles som noget dialogisk, noget ikkekvantificerbart”.

Og så er der lige det med sproget.

“Vi forstår svenskerne, langt bedre end de forstår dansk. Og fordi de er så høflige, siger de ikke, når de ikke forstår det. Man er nødt til at lære svensk”.

En fræk dansker

“Kulturområdet er bare større i Sverige”.

Sådan forklarer Ditte Maria Bjerg, rektor på Teaterhögskolan i Malmö, den danske “invasion” af kulturledere i nabolandet. Der er helt lavpraktisk flere muligheder, og derfor er det som kulturarbejder oplagt at kigge mod Sverige, hvis man søger nye og større udfordringer.

“Der er flere museer, teatre, uddannelsesinstitutioner. I Danmark findes der kun én stilling, som svarer til den, jeg har fået. I Sverige er der fire. Tag Sanne Kofod Olsen, som blev dekan på det kunstneriske fakultet i Gøteborg – i Danmark har vi ikke tilsvarende fakulteter for kunstneriske uddannelser. Der er nogle andre muligheder herovre”.

Ditte Maria Bjerg begyndte i sommeren 2018 på Teaterhögskolan, som hører under Lunds Universitet. Hun er uddannet teaterinstruktør og har en lang karriere inden for scenekunsten. Derfor blev turen over Øresund et kulturmøde på flere måder. I forhold til både universitetet og den generelt lidt mere formelle og systemiske svenske tænkemåde.

“Når man som jeg kommer fra et langt mere projektbaseret arbejdsliv i Danmark, så kræver det en utrolig veludviklet tålmodighed”, fortæller hun.

Ligestilling selvfølgeligt

Men på ét punkt er hun glad for at være blevet en del af en stor maskine, nemlig i forhold til ligestillingen, som for længst er blevet en integreret del af svensk organisationskultur.

“Sverige har en helt anden vidensbaseret og langsigtet politik omkring ligestilling og mangfoldighed, og der bliver strategisk gjort utrolig meget. For mig er det en stor tilfredsstillelse at slippe for det der forklaringsarbejde, jeg har været en del af i 25 år: Nej, det er ikke godt med 20 mandlige teaterdirektører og tre kvinder. Og ja, vi bliver nødt til at arbejde for en bredere repræsentation på scene og hos publikum”.

I Danmark var hun selv aktiv i arbejdet for mere ligestilling, blandt andet som initiativtager til ligestillingsnetværket Agenda 009, der arbejdede for flere kvindelige teaterledere. Derfor er det en lettelse at opleve et system, der ikke arbejder imod, men med den tankegang.

Vant til at kæmpe

På den anden side er der også brug for noget af den danske fanden­ivoldskhed og frækhed til at sætte sig op mod systemerne. Det er i hvert fald noget, Ditte Maria Bjerg kan se, at hun og andre danske kulturledere kan bidrage med.

“Jeg tror, vi er mere antiautoritære, og at vi er vant til at agere hurtigere og mere kriseberedt. Vi er måske gode til ikke at tage et nej for et nej og i stedet tage telefonen og ringe til en med indflydelse. Det er vi simpelthen blevet skolet til i Danmark, hvor vi har skullet kæmpe som vanvittige i et kulturpolitisk udsat landskab”.

Men én opgave har Ditte Maria Bjerg dog været nødt til at give sig selv:

“Når man er vant til flade strukturer, hvor alle har lov til at afbryde, kan man godt blive oplevet som uhøflig. Så jeg skal lære at være mere tålmodig og mere høflig. Det er jeg i fuld gang med”.

Den nye kvinde i Stockholms kunstklasse

Selv om Gitte Ørskou herhjemme var et velrenommeret navn, var det lidt af en overraskelse, ikke mindst for den svenske kunstverden, at hun blev hentet til Stockholm til en af de måske vigtigste stillinger i svensk kulturliv – som chef for Moderna Museet, Nordens største kunstmuseum for moderne kunst med 150 ansatte.

Og det giver lidt ekstra nerver at være den nye kvinde i klassen.

“Går jeg ud til en fernisering i Stockholm, er det en helt anden oplevelse end i Danmark. Hjemme har jeg haft det som en fisk i vandet – en plads, et netværk, en stemme. Nu står jeg i nyt land, der skal erobres, og jeg har kun mig selv at komme med. Det, kan jeg mærke, er vanvittigt spændende”, siger Gitte Ørskou, der før var leder af museet Kunsten i Aalborg.

Hun har ikke som i Malmø danske kolleger på kulturelle lederstillinger i Stockholm. Til gengæld er der generelt et meget internationalt udsyn, når man rekrutterer til vigtige stillinger.

“Min kollega på Nationalmuseum er finne. Min kollega på arkitekturmuseet er brite. Jeg oplever Stockholm som en by, der orienterer sig meget internationalt. Men der er langt ned til Europa, og man kan ikke sidde på sine hænder og regne med, at verden kommer herop af sig selv”, fortæller hun.

Nødt til at tale svensk

Gitte Ørskou er vokset op i Nordjylland, hvor nærmeste storby var svensk, nemlig Gøteborg. Det var også svensk tv, der supplerede DR-kanalen i hendes barndom. Men derfra og til at skulle sætte og formulere en faglig retning for et stort personale er der et stykke vej.

“Vi er pinedød nødt til at forstå hinanden. Jeg kan jo ikke lede dem, hvis de ikke forstår, hvad jeg siger. Så jeg taler så meget svensk som muligt, har bedt de ansatte være helt åbne, hvis der er et ord, de ikke forstår. Det giver en ret fri dialog og samtaleform”.

Der er dog en lille nuanceforskel på personen Gitte Ørskou, alt efter om det er svenske eller danske ord, der kommer ud af munden på hende.

“Det er klart – sproget er noget, vi bærer med i vores personlighed. Så den personlighed, jeg har på svensk, er måske noget andet end den, jeg har på dansk og engelsk. Jeg er langsommere og tydeligere. Det er nok meget godt for mig”.

Danskere tænker ud af boksen

Kan man mærke forskel på en dansk og en svensk kulturleder? Ja, det synes Frida Trollmyr faktisk. Hun er kulturborgmester – kommunalråd, som det hedder – i Malmø, en by, der i den grad har fået et skud dansk kulturledelse de seneste par år.

“Danskere tænker lidt mere ud af boksen. Vi svenskere har lidt en tendens til, at vi skal udrede alting først, mens danskerne bare kaster sig ud i det. De er mere åbne og måske lidt mere frigjorte i forhold til kommunalt bureaukrati. Der tror jeg måske, vi har lidt at lære af den danske kultur”, siger Frida Trollmyr.

Hun har ikke selv været med til at ansætte nogen af byens danske kulturchefer. Men siden kommunen er de store kulturinstitutioners primære tilskudsgiver, er hun tæt på og på fornavn med deres ledere.

“Jeg husker en ting, Kitte sagde til mig, da jeg traf hende første gang: I svenskere er så dygtige til at have kulturinstitutioner. Men I er ikke så gode til kulturen. Først forstod jeg ikke, hvad hun mente. Men det var, at vi er gode indholdsmæssigt – vi har høj klasse af forestillinger og udstillinger. Men vi gør ikke noget for alt det, der er rundt om arrangementet. Som hun sagde i sjov: I burde satse lidt mere på øl og smørrebrød. Jeg tror, hun har en pointe”.

Kulturen skal ikke privatiseres

Bor man i Sydsverige, er der langt til de kongelige kulturinstitutioner i Stockholm. Men Malmø påtager sig gerne rollen som hovedstaden i syd, ikke mindst på kulturområdet. Kommunen er i topfem, når det gælder kulturbevillinger pr. indbygger.

“Malmø forsøger at være progressiv omkring det at føre en spændende kulturpolitik, ikke bare ved at bruge penge, men også ved at have en politisk vision. Vi vil ikke overlade kulturen til det private erhvervsliv, vi vil have en stærk, offentlig kulturpolitik”, siger Frida Trollmyr.

Det har aldrig været et bevidst mål at rekruttere danske kulturchefer. Men Frida Trollmyr vurderer, at det spiller en rolle, at København ligger så meget tættere på end Stockholm og for den sags skyld også Gøteborg.

“Vi forsøger at finde de bedste chefer, og så har det bare været sådan, at vi har fået ansøgninger fra nogle meget kompetente og erfarne chefer fra Danmark. Og så vil vi have dem”.