Dansk Magisterforening

Ny rigsarkivar mødes med skepsis, fordi hun ikke er historiker

© Rigsarkivet/Tom Jersø

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Lederen af en historiefaglig forsknings­institution bør have en historiefaglig baggrund, mener historikere, der ser med bekymring på udnævnelsen af en embedsmand som ny rigsarkivar

Udnævnelsen af Anne-Sofie Jensen som ny rigsarkivar fra 1. januar er kommet bag på mange i historiefaglige kredse. For første gang skal Danmark have en rigsarkivar, som ikke er historiker. Den nye chef for Rigsarkivets 220 ansatte kommer fra en stilling som direktør for Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, hun er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har en karriere som embedsmand i statsadministrationen bag sig.

Det valg har blandt andet skabt bekymring for, at forskningsarbejdet i Rigsarkivet fremover vil få mindre fokus, skriver DM Natur & Kultur.

“Der sker et brud, for alle forhenværende rigsarkivarer har været historikere og tilmed blandt landets førende historikere. Rigsarkivet er jo en sektorforskningsinstitution med forskere, der har leveret gedigne historiske analyser. Så man kan frygte, at et stort fokus på digitaliseringsprojektet fører til en neddrosling af forskningen”, siger Henning Bro, stadsarkivar på Frederiksberg.

Dårlige erfaringer i Norge
Henning Bro refererer til Norge, hvor man i 2014 ansatte rigsarkivaren Inga Bolstad, der kom fra Skattedirektoratet. Hun har måttet lægge ryg til en del kritik.

“I Norge er der et kolossalt efterslæb på håndtering af indkomne arkivalier, og forskningen har også lidt, blandt andet på grund af prioritering af digitaliseringen. Det er naturligvis en vigtig opgave, man må bare sikre en balance. Og her er min vurdering, at en fagkyndig person i højere grad kan argumentere for de faglige tab, der vil kunne opstå ved en ensidig prioritering”, siger han.

Lektor i historie ved KU Jes Fabricius Møller deler Henning Bros betænkelighed over for den kommende rigsarkivars manglende historiefaglige baggrund.

“Ens faglighed definerer ens horisont. Hvis man ansætter en hammer, begynder alle problemer at ligne søm. Det er måske lidt frækt af mig at sige, men der er en fare for, at den nye leder måske ikke er helt klar over, hvad arbejdet består i”.

Skal forsvare autonomi
Jes Fabricius Møller peger samtidig på behovet for, at Rigsarkivet står som en selvstændig institution, der hævder sin egen faglighed og nødvendighed i samfundet.

“Jeg tror ikke, man fornærmer nogen ved at kalde Anne-Sofie Jensen en loyal embedsmand. Og med det får vi måske en institution, der i endnu højere grad retter ind i forhold til staten. Men Rigsarkivets rolle er også at være statens uafhængige samvittighed. Der skal være noget autonomi. Så hvis de ringer fra Rigspolitiet og siger: Kan vi ikke droppe det pjat med at gemme e-mails? så vil jeg gerne høre rigsarkivarens svar”.

Hvad definerer en god rigsarkivar?
“Spørgsmålet er, hvilken skikkelse den nye rigsarkivar vil antage – som forsvarer af Rigsarkivets kernefunktion eller ved at rette ind og gøre, som kulturministeren har fået af pålæg fra Finansministeriet”, siger Jes Fabricius Møller.

Ingen intern ballade
Også Henning Bro frygter en rigsarkivar med lidt for meget loyalitet i forhold til det politiske niveau. Men han vil også godt medgive, at Anne-Sofie Jensens erfaringer som embedsmand kan have sine fordele.

“Absolut. Det er da et fortrin med en person, der er født af og opvokset i centraladministrationen og kender dens funktioner. Nogle af os er lidt bestyrtede over det, der er sket, men selvfølgelig skal billedet nuanceres. Det hele kommer til at afhænge meget af, hvor meget personen vil lytte til fagligheden på stedet”.

Mens bølgerne er gået højt uden for Rigsarkivet, har der internt været forholdsvis roligt omkring den nye chef. Det fortæller tillidsmand og seniorforsker Peter Birkelund.

“Der har været forbavsende lidt polemik internt og ret stor forståelse for, at Rigsarkivet er i en anden situation end for få år siden. Vi lægger mere vægt på det digitale og skal gøre det endnu mere. Og der må man sige, at Anne-Sofie Jensen har en profil, der rammer fint ind i det fremadrettede”, siger Peter Birkelund, der selv har siddet i ansættelsesudvalget og derfor ikke vil komme ind på sine personlige tanker om valget.

Han stoler på, at Anne-Sofie Jensen vil lytte til sine medarbejdere i forhold til fagligheden omkring den historiske kulturarv.

“Hun har gode medarbejdere, og det tror jeg personligt vil være nok til, at hun vil have forståelse for, at det ikke kun handler om 1 og 0, men at vi har en lang historie bag os”.

Og Anne-Sofie Jensen vil bruge sine gode medarbejdere. Det siger hun selv til DM Natur & Kultur.

“Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at man som leder er meget bevidst om, både hvilke kompetencer man har, og hvilke man ikke har. Jeg har gennem mit arbejdsliv arbejdet sammen med mange forskellige fagligheder og har den grundlæggende filosofi, at de bedste løsninger ofte findes, når mange fagligheder er i spil. Så jeg ser meget frem til at arbejde sammen med alle de dygtige medarbejdere – og deres forskellige fagligheder – i Rigsarkivet”. 

Hun forklarer, at hun søgte stillingen, fordi hun set en spændende og meningsfuld opgave i at få bragt Rigsarkivets “skatkiste” af viden, data og information endnu mere i spil – en opgave, hvor digitalisering og nye teknologier skal være hjælpemidlerne.

Kan fokus på digitaliseringen i Rigsarkivet komme til at gå ud over andre opgaver, fx forskningen?
“Det er rigtig vigtigt, at man ikke betragter digitalisering som et mål i sig selv og som noget, man gør på bekostning af noget andet. Digitalisering er et værktøj, som vi skal bruge til at løse den opgave, Rigsarkivet er sat i verden for at løse, endnu bedre”.

Mette Bock: “Hun er den rigtige kvinde på posten”
Kulturminister Mette Bock svarer her på den skepsis, som kritikere udtrykker omkring valget af Anne-Sofie Jensen som rigsarkivar.

Er valget af Anne-Sofie Jensen udtryk for, at kerneopgaverne har ændret sig på Rigsarkivet i forhold til tidligere?
“I en tid, hvor vi skal digitalisere og gøre Rigsarkivet endnu mere tilgængeligt for borgerne, er der brug for en person, der har en stærk faglighed i forhold til både digitalisering og forandringsledelse. Anne-Sofie Jensen har efter min og ansættelsesudvalgets vurdering de helt rigtige kompetencer til at løse den opgave”.

Der er frygt for, at historieforskningen på Rigsarkivet vil få mindre fokus fremover. Hvad er ministerens kommentar til det?
“Den frygt er – i min optik – ubegrundet. Rigsarkivet har en forskningsforpligtelse, som også fremover naturligt vil tage udgangspunkt i de historiske kilder og historiske kompetencer, som findes på Rigsarkivet”.

}