Kære universitetsledelser, skal Jon Boisens 13. kontrakt også være tidsbegrænset?

REDAKTØRENS KOMMENTAR

Universiteternes systematiske overforbrug af løsarbejdere skal stoppes. Det skader arbejdsmiljøet på universiteterne. Og for de løse betyder det ofte, at de har svært ved at etablere et almindeligt voksenliv med børn. De kan fx ikke låne penge til en bolig.

Tag nu for eksempel 41-årige Jon Boisen.

Som vi fortalte i december-­nummeret af Magisterbladet, så underviser han i tre universitetsfag med fine titler som “retssystemernes funktion og virke”, “ret, moral og politik” samt “retssociologi”. Hertil kommer to bijob. Alligevel tjener han mindre end en kasseassistent. I december tjente Jon Boisen 11.282 kr. før skat.

Siden Jon Boisen blev færdiguddannet for otte år siden, har han haft 12 forskellige kontrakter, men aldrig en fastansættelse – kun midlertidige stillinger – og han bor som sine studerende i et lejet værelse med delt køkken og bad.

Som Magisterbladet dokumenterede, så udgør løse ansættelser nu halvdelen – 49 procent – af universiteternes årsværk mod en tredjedel i 2002. Og det er vel at mærke fraregnet p.hd.er.

Jeg ved godt, at Jon Boisen er et grelt eksempel, da eksterne lektorer ofte har en god løn i ryggen fra et andet job. Men forskere skønner, at op til 1.000 universitetsansatte i Danmark som Jon Boisen har eksterne lektorater som primær indtægtskilde.

I DR Deadline den 28. december var Magisterbladets undersøgelse af forskeres arbejdsvilkår tophistorie.

Anders Bjarklev, der er rektor på DTU og formand for rektorernes organisation, Danske Universiteter, svarede så tilbagelænet på kritikken, at man frygtede, at han ville falde baglæns ned af stolen.

Anders Bjarklev sagde, at udviklingen, hvor flere sidder i løse ansættelser, “bestemt” er kommet for at blive, og at den er en konsekvens af, at politikerne skærer ned på universiteternes grundbevillinger, samtidig med at forskningen i stigende grad bliver betalt af fonde, der støtter konkrete projekter med midlertidigt ansatte tilknyttet.

“Det er ikke nødvendigvis en dårlig udvikling”, sagde Anders Bjarklev, som dog gerne ville have flere penge fra det offentlige.

Undskyldningen holder ikke. Det er kun 12 procent af finansieringen af offentlige forskningsprojekter, der ifølge tal fra Undervisnings- og Forskningsministeriet kommer fra private fonde og organisationer. Det kan ikke forklare og forsvare et niveau på 49 procent løse ansættelser.

Med rettidig omhu kan universiteterne selvfølgelig ligesom private virksomheder kombinere variable indtægter og fastansættelser.

Den stigende prekarisering er ikke en naturlov, men resultatet af politiske og ledelsesmæssige beslutninger, hvor universitetsrektorerne har et stort ansvar. Jeg forstår ikke, at de vil stå med ansvaret for, at mange akademikere i den kommende generation ikke kan skabe sig et ordentligt voksenliv.

Holdningen viser, at et oprør er nødvendigt. Ikke sådan et moderne oprør, hvor man skriver sure kommentarer på Facebook og tror, at det ændrer verden. Men god gammeldags faglig organisering og sammenhold. På humaniora på Københavns Universitet har de løstansatte organiseret sig. Og de har faktisk fået små, men vigtige indrømmelser:

Udsigt til bedre ansættelseskontrakter, faste møder med ledelsen, en kommende postdocportal på nettet og adgang til at få adjunktpædagogikum, som er nødvendigt, hvis man skal gøre sig håb om en fast stilling som lektor.

Kampen om de løstansattes forhold skal vindes. Dels fordi det er ret og rimeligt. Dels fordi alle lønmodtagere taber, hvis løsarbejderne ofres. De løstansattes forhold i dag bliver let de fastansattes forhold i morgen.

Kan universitetsledelserne se sig selv i øjnene, hvis Jon Boisens 13. kontrakt også bliver midlertidig?