Dansk Magisterforening

Finanslobby lønner uafhængige forskere

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Foreningen Danish Finance Institute overfører kontantbeløb direkte til uafhængige forskeres private lønkonto. Bag foreningen står finanssektorens lobbyorganisation, der ikke kræver nogen modydelse. Eksperter undrer sig over donationerne.

Seks danske forskere i finansiering modtager løbende kontante beløb fra foreningen Danish Finance Institute (DFI), der er oprettet og finansieres af interesseorganisationen Finans Danmark. 

Beløbene, såkaldte research scholarships, udgør ifølge foreningens principprogram årligt op til 186.000 kr. for adjunkter, mens lektorer og professorer får et beløb svarende til 33 pct. af den løn, de får fra det universitet, de er fastansat på.   

Foreningens direktør, CBS-professor Morten Sørensen, oplyser, at pengene gives uden nogen form for modkrav.

“Der ligger ikke nogen modydelse, der skal ikke aflægges rapport, og vi har ikke nogen holdning til, hvad der er god forskning”, siger han.

Ifølge Morten Sørensen giver DFI pengene som et “løntillæg” til højt kvalificerede økonomer, der vælger at lade sig ansætte ved et dansk universitet, og dermed har Finans Danmark introduceret en ny model for privat finansiering af forskning, vurderer flere eksperter.

I den kliniske forskning, hvor medicinindustriens støtte til forskning ellers er særdeles udbredt og omstridt, kender direktøren for det uafhængige Cochrane Center, Karsten Juhl Jørgensen, ikke noget tilsvarende eksempel.

“Jeg har aldrig set, at medicinalfirmaer yder faste løntillæg til udvalgte forskere”, siger han.

Heller ikke sociolog og magtforsker ved CBS Christoph Ellers­gaard kender til fortilfælde, hvor interesse­organisationer via en forening betaler uafhængige universitetsforskere løn. Selvom DFI’s principprogram angiver, at finansieringsmodellen skal sikre, at der ikke kan opstå “begrundet tvivl” om forskernes uafhængighed, er han alligevel betænkelig.

“Hvis et argument for fri universitetsforskning er, at man får et armslængdeprincip til resten af samfundet, så er det vel et problem, når finansverdenen går ind og betaler disse forskere”, siger han.

CBS: Vi ved ikke noget om DFI’s betalinger
“Spørgsmålet er jo, i hvilken grad DFI er en slags stråmand for Finans Danmark. De kan ikke købe konklusioner, men de kan påvirke, hvem der ansøger, ved at gøre det mere økonomisk attraktivt. Og på den måde får man adgang til folk med økonomiske titler på universiteterne”, siger Christoph Ellersgaard.

Ifølge Finans Danmarks hjemmeside har DFI indgået “partnerskaber” med fire danske universiteter, herunder CBS. Men universitetet oplyser i en aktindsigt til Forskerforum, at CBS ikke har “viden om CBS-ansatte, der har modtaget stipendier fra DFI”, da DFI ikke er en del af CBS.

Ifølge Morten Sørensen er DFI ikke med til at bestemme, hvem universiteterne ansætter.

“Det er universiteterne selv, som fastlægger deres ansættelsesproces og beslutter, om en kandidat skal tilbydes ansættelse. DFI er på ingen måde involveret i denne beslutningsproces. DFI har ingen kontakt med kandidaterne i løbet af processen. DFI bliver blot informeret af de enkelte universiteter, når en kandidat er blevet ansat”, siger han.

Morten Sørensen oplyser dog, at DFI er til stede på den årlige konference, hvor jobsøgende kandidater har samtaler med universiteter, der har ledige stillinger.

CBS-forskningsdekan Søren Hvidkjær oplyser ligeledes, at ansættelsesudvalg kan “kommunikere om muligheden for DFI-scholarship” i forbindelse med ansættelsen, “selvom de i sagens natur ikke kan love noget”.

Afgørelsen om tildeling af løntillæg beror ifølge DFI’s vedtægter på formelle kriterier, fx at en kandidat har et stående jobtilbud hos en ledende international forskningsinstitution eller en artikel antaget ved et top-3-tidsskrift.

På kanten af forvaltningsloven
Selvom DFI’s vedtægter tilsyneladende anlægger objektive kriterier for tildelingen af løntilskuddet, er konstruktionen alligevel set ud fra forskningsetiske principper dybt problematisk. Det mener professor (emeritus) ved Københavns Universitet Heine Andersen, der i årtier har beskæftiget sig med videnskabsetik og forskningsfrihedens vilkår.

“Normalt bevilges penge til at dække bestemte udgifter til forskning mod dokumentation og regnskabsaflæggelse. Men hvis man modtager penge ned i egen lomme uden at skulle redegøre for noget, så får det mere karakter af en personlig gave til privat forbrug. Det synes jeg skader troværdigheden”, siger Heine Andersen.

Ganske vist gives fx forskningspriser som personlig hæder. Men der er en vigtig forskel, mener Heine Andersen.

“Priser gives sædvanligvis som et engangsbeløb, i så stor offentlighed som muligt og med begrundelser og hædrende omtale. Men med DFI ved altså end ikke arbejdsgiverne noget”, siger Heine Andersen, der også mener, at DFI’s finansieringsmodel befinder sig på kanten af forvaltningsloven.

For at sikre de offentligt ansattes saglighed og upartiskhed må de ikke modtage gaver eller penge. Men den problemstilling er ikke gældende med DFI, forsikrer forskningsdekan ved CBS Søren Hvidkjær.

“DFI har ingen indflydelse på den forskning, der udføres af de forskere, der modtager støtte, hverken hvad der skal forskes i, eller hvad resultaterne af forskningen er”, siger han. “Støtten fra DFI kan derfor ikke anses for at påvirke forskernes saglighed eller upartiskhed”.

Men den forklaring køber Heine Andersen ikke.

“Forestil dig, at en embedsmand i Miljøstyrelsen får et fast løntillæg af Landbrug & Fødevarer, alene med den begrundelse at han udfører sagsbehandlingen særlig eminent. Det vil jo være dybt suspekt. Det indtryk forstærkes selvsagt yderligere, hvis forbindelsen til finanssektoren ikke deklareres højt og tydeligt”, siger han.

Behøver ikke at oplyse om betaling
Ifølge dr.jur. og forvaltningsekspert ved SDU Frederik Waage kan forskere ikke direkte sidestilles med embedsmænd, der varetager forvaltningsvirksomhed. Alligevel er også forskere omfattet af forvaltningsretslige principper, siger han.

“Forskere er jo vant til at få legater, også store legater. Men hvis jeg forsker i offentlig ret og får penge fra et advokatkontor som støtte til min forskning, så vil det kunne være et problem i forhold til min uafhængighed, hvis jeg i min forskning eller øvrige formidlingsaktiviteter skal forholde mig til, hvordan kontoret fx optræder i en retssag”, siger Frederik Waage.

“I en sådan situation bør jeg nok afstå fra at udtale mig, eller i hvert fald vil jeg ud fra almene etiske principper skulle gøre tilhørere eller journalister opmærksomme på min dobbeltrolle”, siger han.

Ifølge de forskningsetiske regler skal forskere oplyse om potentielle interessekonflikter i deres forskning, så finansielle eller andre interesser kan vurderes på et oplyst grundlag.

I tilfældet Danish Finance Institute behøver CBS-forskere imidlertid ikke at nævne i deres videnskabelige arbejde, at DFI er oprettet af og 100 pct. finansieret af Finans Danmark, siger Søren Hvidkjær.

Forskerne kan nøjes med at nævne, at “DFI støtter den pågældende forskning”, skriver han i en mail til Magisterbladet.

Uddannelses- og Forskningsministeriet oplyser, at ministeriet ikke er orienteret om DFI’s finansieringsmodel. Men ministeriet ser umiddelbart ikke noget problem.

“Det er vurderingen fra Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, at støtten fra Danish Finance Institute kan defineres som en af mange eksterne finansieringskilder”, lyder det i en skriftlig kommentar fra ministeriet.

}