Dansk Magisterforening

Blev tvunget til at finde nyt job

© Hung Tien Vu

Ole Obitsø
Del artikel:

Selvom Mette Nygaard Vilain egentlig havde drømt om et jobskifte, turde hun ikke sige op i kommunen. Men efter nedskæringer blev hun tvunget til at finde et nyt job. Og det viste sig at være det bedste, der er sket for hendes karriere, i mange år.

“Jeg havde arbejdet i kommunen i syv år. Men mit projekt blev lukket ned, så jeg var nødt til at finde et nyt job. Som kommunalt ansat var der et stigende krav om, at borgerne skulle hurtigt ud af systemet igen. Jeg ville gerne give dem mere langtidsholdbare løsninger, så derfor ville jeg gerne finde et job, der på den måde stemte bedre overens med mine værdier.

Jeg blev sygemeldt i nogle måneder, da projektet lukkede, fordi det var så stressende en situation, hvor jeg først fik et andet job i kommunen og så blev afskediget på grund af nye nedskæringer.

Jeg er blevet smidt ud på dybt vand og er blevet tvunget til at lære at svømme. Selvom man ikke selv har truffet valget, kan man lære rigtig meget om sig selv og sin faglighed. Man har ressourcer, man ikke var klar over.

Jeg kommer fra en arbejdsplads, hvor jeg har været i mange år og havde styr på det meste. Det har været det sværeste: at skulle starte forfra og sætte sig ind i helt nye måder at arbejde på. Det er nok også noget, der har afholdt mig fra at skifte job tidligere. At det var skræmmende for mig.

I realiteten har det vist sig at være utroligt nemt. Jeg er kommet ind på en arbejdsplads, hvor man tager sig godt af de nye og bliver sat godt ind i tingene. Jeg har ikke følt mig dum, selvom jeg har spurgt om de samme ting flere gange.

Selvfølgelig er det også hårdt at starte i et nyt job. Man er træt i hovedet i de første uger, fordi alting er nyt, der er nye mennesker, nye steder og nye arbejdsopgaver.

I Væksthuset arbejder vi med mennesker, der har meget svært ved at blive en del af arbejdsmarkedet. De kan eksempelvis have fysiske eller psykiske problemer, misbrug eller traumer. Her kan jeg arbejde meget med at se på den enkelte, og hvilke udfordringer personen har. Jeg synes, jeg har stor mulighed for at handle.

Det er fantastisk at få mulighed for at have individuelt fokus og at kunne gøre, hvad der skal til. Der er en utrolig faglighed blandt mine kolleger, og der er et godt miljø med faglig sparring. Det er blevet meget tydeligt for mig, hvor meget det betyder”.  

}