Alle har ret til en værdig pension

LEDER af Camilla Gregersen

Politikerne har besluttet, at pensionsalderen i de kommende år skal stige, så vi skal gå senere på pension. Samtidig har politikerne med lovgivning om fleksjob og førtidspension skabt væsentligt ringere vilkår for de mennesker, som får varige skader af stress, kommer ud for en ulykke, eller som af andre grunde har nedsat arbejdsevne. De vilkår skaber utryghed for mange mennesker. 

Usikkerheden har fået flere til at foreslå forskellige modeller for differentieret pensionsalder, så nogle får ret til at gå på pension tidligt, mens andre må blive længere på arbejdsmarkedet.

Forslagene går bl.a. på, at man skal arbejde et vist antal år, og at uddannelsesår ikke skal tælle med i et livsregnskab over de antal år, man har arbejdet. Det vil automatisk betyde, at personer med videregående uddannelse skal have en senere pensionsalder. Tørt sagt er det ikke just motiverende for at tage en uddannelse og er i sin kerne en forsinket brugerbetaling på uddannelse. De forskellige forslag om differentieret pensionsalder har ikke overraskende vist sig at virke som en hundefløjte på dem, der opportunt gerne vil profilere sig på lidt akademikerbashing.

Forslagene om at tælle antal år vil dog næppe gavne de ufaglærte. Beregninger fra AE viser nemlig, at ufaglærte kun har cirka 22 års fuldtidsbeskæftigelse fra 18- til 80-årsalderen, mens personer med en erhvervskompetencegivende uddannelse i snit har 34-37 års fuldtidsbeskæftigelse. Forskellen skyldes bl.a. arbejdstid og jobsikkerhed. Eksemplet illustrerer således de store faldgruber, der findes i forslaget.

Differentieret folkepension vil skabe ringere retssikkerhed for borgerne, for en differentiering medfører, at nogen skal vurdere, hvad lige præcis du har fortjent. Helt grundlæggende bør pension være en universel velfærdsrettighed for alle. Vores rettigheder som borgere skal ikke være afhængigt af vores personlige performance på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet.

Til gengæld skal vi stoppe den urimelige fysiske nedslidning, der sker for nogle faggrupper, ligesom stress og psykisk belastning på arbejdet skal tages langt mere alvorligt. Og ja, der er job, som man ikke kan holde til i 40 år eller mere. Derfor skal der lægges langt mere vægt på efter- og videreuddannelse – inden folk bliver slidt ned. Dansk Magisterforening har også længe været forrest i arbejdet for at få ændret reglerne for førtidspension og fleksjob, så de mennesker, der rammes af sygdom, ulykke eller nedslidning, sikres.

Der er heldigvis også en del, der godt kan forestille sig at arbejde efter folkepensionsalderen. Vi ved, at trivsel, fleksible vilkår og ændrede opgaver kan få flere til at blive længere på arbejdsmarkedet. Her skal vi sætte ind med attraktive ordninger, så flere seniorer fastholdes på arbejdspladserne. Men at nogle kan arbejde længere og dermed berige samfundet med både arbejdskraft og skatteindtægter, er ikke i modstrid med, at retten til pension bør være ens for alle.

Retten til folkepension er en af de universelle velfærdsrettigheder, som vores samfund bør holde fast i. Uanset om man har en lang, kort eller ingen uddannelse, er det rimeligt, at man kan gå på pension, også selvom man ikke er slidt op. Vores mål som mennesker er ikke at være på arbejdsmarkedet, til vi segner. Alle skal have ret til en værdig pension.