Dansk Magisterforening

Månedens gang på #SoMe

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Magisterbladet har været på internettet og bringer her højdepunkter fra septembers små og store retoriske kampe på de sociale medier.

KU vil undgå mexi-krænkelser 
På KU har man haft en festlig, krænkelsesteoretisk diskussion. Baggrunden var en mail, hvori dekanatet på Jura bad tutorerne afholde sig fra udklædningstemaer, der bygger på etniske, religiøse og seksuelle stereotyper. Det krænkede den liberale debattør Jacob Mchangama, som lagde mailen ud på Facebook og kritiserede KU for henstillingen:

“Universitetet bør jo netop være et sted, hvor unge mennesker konfronteres med ideer og ytringer, som udfordrer dem, gør dem ukomfortable, provokerer dem og får dem til at tænke kritisk og selvstændigt”. KU’s pressechef, Jasper Steen Winkel, fik travlt: “Der er IKKE indført et tøjpoliti på #kbhuni. Tutorer er bedt om at tænke sig om en ekstra gang, fordi rusturen skal inkludere alle. #uddpol #dkudd”, tweetede han. Men trolden var ude af æsken, og rektor Henrik C. Wegener måtte rundt i medierne og fortælle, hvorfor mexicanerhatte “i nogle tilfælde” kan være krænkende.


Ekstern lektor på KU Jesper Olsen lånte en grafik fra Universitetsavisen til sin undervisning: “Bruger dette eksempel her til morgen med mine studerende til at diskutere “anstaltsforordninger som hjemmelsgrundlag” for indgreb i ytringsfrihed. MEN jura lagt til side. Synes, debatten skal ud af sit “selvsving”, så vi kan fokusere på det gode studiemiljø #uddpol”, lød tweetet.

Bedre at tro end at vide
DR har som bekendt fået en gigantisk åreladning og samtidig en ny public service-aftale om alt det, der skal leveres for 3/4 af prisen. Videnskab er ikke højt på ønskelisten, noterer DR’s videnskabsredaktør Søren Bjørn-Hansen på Twitter: “Videnskab er nævnt præcis nul gange (0) i den nye public service-aftale. Til gengæld er “den kristne kulturarv” nævnt fem gange og kristendom én gang. Uden at kunne afsløre detaljerne kan den drejning også mærkes på besparelserne her i Aalborg. #dkmedier”.

Schh … vi fyrer!
Mens DR’s ledelse ryddede alle forsider, da man annoncerede fyring af 400 medarbejdere, gik Novo Nordisk næsten helt under radaren med sine lige så mange fyringer, som man – muligvis tilfældigt – meldte ud samme dag som DR. Efterfølgende tweetede finansjournalisten Martin Flink følgende scenarie:

“Novodirektør 1: “Hey, vi skal jo af med 400 ansatte. Nogle forslag?”
Novodirektør 2: “Hvad med på tirsdag? #dkmedier og #dkbiz er optaget af DR’s store spareplan, DI har årsdag og Danske Bank er i tovene”.
Novodirektør 1: “Godt set!””

Stadig lidt brok til næste periode
Regeringen fik sjælden god karma fra folk i uddannelsessektoren, da Tommy Ahlers fremlagde et udspil om “fleksible universitetsuddannelser”, der blandt andet indeholdt en fjernelse af 1,08-reglen og en forlængelse af retskravet på kandidatuddannelser. Også venstrefløjen var glad – sådan da: “Mange gode forslag i regeringens udspil om uddannelse.

Forlængelse af retskravet, fokus på optagesystemet og afskaffelse af karakterbonus. Jeg savner afskaffelse af uddannelsesloftet og omprioriteringsbidraget – men det kommer vi til. #dkpol #uddpol”, tweet­ede SF’s uddannelsesordfører, Jacob Mark. For det kunne han indkassere et opmuntrende svar fra MF-kollega og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille: “Der skal jo også være noget til næste valgperiode”.

Pinden bad om smæk
Den tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pind sagde som bekendt sit job op og kan nu endnu mere helhjertet dyrke rollen som polemiker og debattør, ikke mindst på SoMe. I forbindelse med Danske Bank-skandalen og direktør Thomas Borgens fratrædelsesbonus valgte Pind at sætte røven i klaskehøjde med tweetet: “Jeg ville hellere være kunde i Danske Bank og betale solide fratrædelser end borger i velfærdsstaten og flås i skat til en overdimensioneret forsørgelsessektor”.

Et udsagn designet til at provokere, og det lykkedes til fulde. Tweetet fik på få dage mere end 200 svar. Først var komikeren Sebastian Dorset: “Personligt er jeg imod kriminalitet, men sådan er folk jo så forskellige”, skrev han, og så kørte det ellers derudad. Mange benyttede lejligheden til at gøre opmærksom på, at både Danske Bank og Pind selv nyder godt af offentlige – og overdimensionerede – forsørgelser i form af henholdsvis en bankpakke og en ministerpension.

}