Dansk Magisterforening

Ekspert: Giv arbejdsgiverne bøder for stress

© Robert Wengler/Ritzau Scanpix

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Regningen for lange sygemeldinger og behandling af stressramte skal betales af arbejdsgiver og ikke af det offentlige, mener stressekspert Thomas Milsted. Der er ingen ægte vilje hos chefer og ledere til at adressere problemet frivilligt, siger han.

Påbud, sanktioner, bøder og ultimativt et forbud mod at lede. 

Det skal koste arbejdsgiver dyrt, hvis antallet af stresssygemeldinger ikke nedbringes eller tilmed eskalerer i virksomheder og organisationer. Det er den eneste måde at knække stresskurven på.

Den melding kommer fra Thomas Milsted, forfatter, foredragsholder og tidligere leder af Center for stress.

Aktuelt er det det totale fravær i Ledelseskommissionens rapport af løsninger på stressproblemerne, der får ham til at reagere.

“Jeg sidder her og læser side op og side ned om den store betydning, ledelse har. Og ikke ét sted kommer kommissionen med kvalificerede bud på, hvordan ledelser skal holdes ansvarlige for at skabe et bæredygtigt arbejdsmiljø, så medarbejdere ikke risikerer at blive psykisk invaliderede af at passe deres job. At tage et opgør med den ansvarsfralæggelse er den måske vigtigste arbejdskamp, vi står over for i de her år”, fastslår Thomas Milsted.

Vi kender problemets kerne
Igennem 15 år har han besøgt organisationer, interviewet virksomhedsejere og gennemført undersøgelser af de strukturer, der skaber både arbejdsglæde og mistrivsel. Han har endnu til gode at møde en ægte vilje hos chefer og ledere til at adressere stressproblemet. Og det gælder både i den offentlige og private sektor.

“Arbejdsmængden, opgavebyrden, tempoet og tidspresset. Forskningen har dokumenteret grundigt, at det er det, der er stressproblemets kerne. Det er selvfølgelig sødt nok, når chefer lægger afstand til New Public Management og begynder at snakke om tillidsbaseret ledelse, empati og dialog i en flad struktur. For mig er det tom retorik over cognacen, så længe arbejdsgiver ikke er villig til at tage fat der, hvor vi ved, at presset gør folk syge”, påpeger Thomas Milsted.

Det oprører også stresseksperten, at arbejdsgivere uhindret kan få lov til at køre medarbejdere i sænk og overlade regningen for oprydningsarbejdet til det offentlige.

“Færre medarbejdere skal levere mere. Vi skal have både mere velfærd, uddannelse og service for færre penge. Det er den logik, cheferne leder biksen efter”, siger han.

Det kan tage både måneder og år for en stressramt medarbejder at kravle op af det sorte hul og mande sig op til nye ansøgninger og jobsamtaler. Enkelte kommer aldrig tilbage på arbejdsmarkedet igen.

“Omkostningerne for den enkelte er enorme, og for samfundet løber udgifterne op i milliarder. Det koster derimod ikke arbejdsgiverne en krone, der falder ikke nogen straf, og vi sikrer os ikke imod, at deres kurs sender endnu flere til tælling”, mener Thomas Milsted.

Naiviteten har været for stor i spørgsmålet om stress, vurderer han:

“Alle har haft en forventning om, at problemet kunne klares med den danske model og ved at udstyre arbejdsgiverne med de nødvendige redskaber. Det er tydeligvis ikke tilfældet”, understreger stresseksperten.

Nogle kalder stressklinikker for en sejr. Thomas Milsted mener, de er en falliterklæring:

“Du kan ikke symptombehandle dig ud af et tidspres, der aldrig letter. Alligevel har vi alle været medskabere af et system, der symptombehandler frem for at forebygge. Selv fagforeningerne er gået frivilligt ind på en bane, hvor de tilbyder medlemmerne kurser i individuel stresshåndtering og positiv mindfulness. I dag er det endda også medarbejderne selv, der skal finansiere deres sygedagpenge i tilfælde af en stresssygemelding”.

Stressrelaterede sygdomme, fx depression, anerkendes sjældent af Arbejdsskadestyrelsen, kun når det er for sent, og man kan konstatere et posttraumatisk stresssyndrom, påpeger Thomas Milsted.

“Ingen vil længere benægte, at arbejdsbetinget stress er dybt skadeligt og på fremmarch. En ny lovgivning bør derfor anbringe ansvaret for dårlig ledelse der, hvor det hører hjemme – akkurat som når en byggeplads ikke overholder reglerne for sikkerhed med hjelme, sko og sikre stilladser”, siger han.

Til en start bør der politisk opstilles utvetydige kriterier for, hvad der kendetegner et godt psykisk arbejdsmiljø.

“Det kræver ikke et langsomt arbejdende udvalg. Vi har den forskning, vi skal bruge”, forklarer han.

Arbejdstilsynet skal genoprettes og allerhelst have endnu flere muskler, så det både kan udstede påbud og følge nøje op. Og så er der det økonomiske aspekt:

“Stresssygemeldinger skal udløse bøder. Opsagte medarbejdere, der er ramt af langvarig stress, skal tilkendes erstatning. Og det er den arbejdsgiver, der ikke har sikret forebyggelsen i tide, der skal have pengene op af lommen. Ellers bliver det et tomt slag i luften. Hvis bøder heller ikke hjælper, bør man kunne fratage en arbejdsgiver ledelsesretten i en periode eller for altid”, siger Thomas Milsted.

Han kender ingen eksempler, hverken i Danmark eller internationalt, på, at en arbejdsgiver frivilligt har skåret ned i arbejdsmængden eller slækket på tidspresset.

“Det er bemærkelsesværdigt, at vi ikke sætter flere spørgsmålstegn ved, at arbejdspladser har så stor en magt over menneskers liv. Ledelsesretten bør ikke inkludere retten til at ødelægge andre menneskers liv – og da slet ikke uden konsekvenser”, siger han.

}