Drop ungdomsanekdoterne, så skal det nok gå

Politikens debatredaktør Poul Aarøe Pedersen skrev for nylig i avisen, at vi skal “lade være med at kramme de unge ihjel – de skal nok finde en bolig”.

Det skal nok gå for de unge, for det gik nemlig fint for Poul Aarøe Pedersen, da han selv skulle ud og finde en bolig i København i 1996.

“Bare rolig, det skal nok gå alt sammen. For mig gik der tre måneder, før jeg blev tilbudt et kollegieværelse, dengang for 22 år siden. Det var langt ude på Amager, men det var mit eget”.

Jeg må tilstå, at jeg ofte gør det samme og tænker, at når jeg kunne dengang, så kan de unge da også i dag. Flytte hjemmefra. Rejse. Tage en uddannelse til.

Problemet med ræsonnementet er, at intet er, som det var i 1996 eller midt i firserne, da jeg fik lov til at fremleje min brors lejlighed i Ægirsgade på Nørrebro med petroleumsovn for 863 kroner om måneden. Underboen røg cerutter på det delte toilet på bagtrappen, og den lokale bodega havde altid et skilt i vinduet, hvor der stod “Respektabel servitrice søges”.

Giver det mig ret til at sige til de unge: “Slap af, der kommer snart en billig petroleumsopvarmet lejlighed til 863 kr. med delt lokum på Nørrebro”. Nej, vel?

At bruge sine egne ungdomserfaringer på situationen i dag er en tankemæssig kortslutning. Det kan kun lede til fejlslutninger som fx Københavns Kommunes skruptossede beslutning om et stop for byggeri af studieboliger fra 1995 til 2010, samtidig med at optaget af studerende eksploderede. Man tænkte, at de unge nok skulle finde en bolig, for det plejer de jo.

Men vi er ikke i 1996:

I Ægirsgade koster en treværelses ejerlejlighed 3.700.000-4.200.000 kr. Den månedlige ydelse bliver på 18.000 kr., og dertil skal man lægge 3.000 kr. i ejerudgifter: 10.500 kr. per mand m/k, hvis den deles af to. Hvis de to unge flytter til Brønshøj, så kan de komme ned på 8.000 kr. per hoved.

En treværelses lejelejlighed på det åbne boligmarked i København, som to studerende kan dele, koster i dag 14.000-17.000 kr. Hvis I tror, jeg lyver, så tjek gerne de ledige lejemål på boligportal.dk.

De få andelslejligheder, som kommer på det åbne marked i Den Blå Avis – og bliver pillet ned efter få timer, fordi sælger bliver bestormet – koster enten mere end to mio. kr. eller har en ydelse på 10.000 kr. eller mere for tre værelser. Ellers kommer de aldrig på det åbne marked.

Det er nok derfor, studieboligerne bliver revet væk, på trods af at de nye ofte har en husleje, som er højere end SU’en på ca. 5.275 kr. efter skat.

Vi har altså en situation i dag, hvor de, der ikke har de rigtige forbindelser, må finde sig i en boligudgift, der sluger hele SU’en en eller to gange. Det er mange penge, uanset hvor afslappede og bare rolig, det skal nok gå alt sammen-agtige vi er.

Og det er måske derfor, 28 procent giver op og får tag over hovedet af mor og far.

Poul Aarøe Pedersen og jeg tilhører den første generation, der ikke har sørget for, at vores unge har det bedre end os. Vores generation har skåret i den tid, de må læse. Vi har skåret i SU’en. Vi har skåret på bevillingerne per studerende. Vi har ført en boligpolitik, som gør, at boligudgiften sluger hele SU’en og ofte mere til. Og så har vi for resten også givet os selv boliggevinster og skattelettelser.

Måske skulle vi give de unge de samme muligheder, som vi havde, før vi belærer dem på grundlag af anekdoter fra vores svundne ungdom. Og ellers holde kæft.

Så skal det nok gå alt sammen.