Et lille skub til en asteroide i rummet skal forhindre masse­ødelæggelse på jorden

Før en ildkugle flænsede himlen i to, havde ingen set asteroiden komme. Den var ganske enkelt for lille og for hurtig til at observere.

Selv om den lille klode af klippe og sten blot var 18 meter i diameter og eksploderede 23 kilometer over den russiske by Tjeljabinsk øst for Uralbjergene, var trykket så stort, at det skabte et krater under sig. Porte blev sprunget i stykker, vinduer knustes, mennesker skubbet flere meter over gulve.

Hændelsen fra 2013 er et af de seneste alvorlige asteroidenedslag på jorden. I astrofysikkens målestok var det imidlertid en nærmest ubetydelig lille en af slagsen. Nej, Line Drubes bekymring er de nedslag, der kan gøre langt mere omfattende skade. Hun er astrofysiker og har bidraget til udviklingen af et europæisk asteroideforsvar gennem forskningsprojekterne NEOShield og NEOShield-2.

“Den sidste virkelig store asteroidekollision ledte til dinosaurernes uddøen, vi vil ikke lade den næste gøre det samme mod os!” står der på projektets website. Det er selvfølgelig den dramatiske udlægning af projektet, for scenariet er heldigvis ganske usandsynligt, forklarer Line Drube.

“Heldigvis tror man, at man har fundet næsten alle asteroider og kometer, der er på over én kilometer i diameter og tæt på jorden, altså dem, man kalder de globale dræbere. Og der er ingen af dem, som har retning imod os. Der kan selvfølgelig stadig komme kometer fra det ydre solsystem, som endnu er for langt væk til at blive observeret, men der er minimal sandsynlighed for, at de lige skulle ramme jorden”, siger Line Drube og tilføjer så næsten som i parentes:

“Det, man bare gerne vil beskytte sig mod, er de mindre asteroider, som måske blot ødelægger noget på størrelse med København eller Danmark”.

Mission: Skub en asteroide
Hver dag rammes jorden af 100 tons asteroidestøv. Det meste af den masse kommer i form af støv fra rummet og indimellem lidt større stykker sten. I sig selv intet problem, fordi det brænder op i jordens atmosfære og herfra blot opleves som stjerneskud.

Faren ligger i de større stykker, forklarer Line Drube. Hvis en asteroide på 100 meter i diameter kolliderer med jorden, kan eksplosionen skabe et krater, der er omtrent 20 gange så stort – altså 2 kilometer i diameter. Dertil kommer alt det materiale, der er blevet slynget i vejret, og som vil forårsage enorme skader, når det lander.

Line Drubes arbejde har blandt andet handlet om at undersøge, hvordan man bedst får ændret kursen på en sådan asteroide. Den letteste måde er simpelthen at skubbe til den, forklarer hun.

“En af de mere drastiske metoder er at tage et eller flere meget tunge rumskibe og med høj hastighed smadre dem ind i asteroiden. Det er det, man kalder den kinetiske metode”.

Det er den, Line Drube selv tror mest på.

Der er også pull and push-strategien. Her skal et rumskib flyves op til asteroiden og med en ionmotor skyde partikler ind på asteroiden med enorm hastighed – dag og nat over flere måneder eller år.

Som alle andre teknikker er det imidlertid aldrig prøvet af i praksis. Derfor tænker andre også i en sidste udvej: atombomber.

“Specielt amerikanerne tænker: Hvorfor bruge en lille hammer, når du har en gigantisk hammer liggende klar? Men der er mange politiske komplikationer ved atombomber, og der er også en risiko ved overhovedet at sende dem op med raket fra jorden”, siger Line Drube.

Hvad siger rumadvokaterne til asteroider?
Den helt store udfordring ved at bygge et forsvar mod asteroider er, at der endnu ikke findes tilstrækkeligt avancerede systemer til at følge og styre et missil eller rumfartøj, der kan ramme en asteroide med tilstrækkelig præcision. En asteroide kan komme med en hastighed på op til 250.000 kilometer i timen. Det gør den både svær at ramme og svær at flytte – og derfor er der brug for høj præcision.

“Det er ret svært at ramme en forholdsvis lille ting med så stor hastighed. Selv en 100 meter lang asteroide vil flyve forbi dig på under en hundrededel af et sekund”, siger Line Drube.

I dag er Line Drube en del af en ekspertgruppe, der skal rådgive FN i tilfælde af nærtstående, alvorlige asteroidenedslag og koordinere planlægningen af en mission, hvis man observerer en kritisk asteroide – en del af Committee on the Peaceful Uses of Outer Space, der blev oprettet i 1959, da russerne og amerikanerne var i fuld gang med rumkapløbet.

“Der er brug for et forum, hvor landene kan tale sammen. En asteroide har måske potentiale til at ramme flere lande, ligesom mange lande ikke selv har teknologi og infrastruktur til at forberede og forhindre en kollision”, forklarer hun.

Hun arbejder for tiden med et team af rumadvokater og asteroideforskere på at udarbejde en rapport, der afdækker de juridiske aspekter ved foretagendet. Og hvad siger rumloven så om planetforsvar?

“Man har skubbet det fra sig i mange år, fordi det er et svært emne. Men hvis man ikke overvejer de juridiske aspekter, kan de forsinke en rummission meget”, siger Line Drube.

“Hvilket lands advokater vil sige god for en rummission, hvor man prøver at redde Bangkok, hvis der er en risiko for, at missionen delvist fejler, så asteroiden i stedet rammer Mumbai?”