Svensk forsker: Den svenske model er bedre end den danske

Den danske model skal til eftersyn. Det forslag vinder indpas hos et voksende kor af arbejdsmarkedets parter og nu også politikere, efter at et langstrakt OK 18-forløb var nær ved at sende 750.000 offentligt ansatte ud i storkonflikt. 

DF’s formand, Kristian Thulesen Dahl, har talt varmt om et eftersyn. Det samme har en række chefforhandlere fra både fagforeninger og offentlige arbejdsgivere. Også Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har bebudet, at hun som måske kommende regeringsleder ønsker at sætte sig selv i spidsen for en fornyelse af den danske model. Og så har hun tilføjet, at vi bør lade os inspirere af Norge og Sverige, hvor konfliktniveauet er væsentligt lavere.

På trods af det høje danske konfliktniveau er den danske model hidtil ikke blevet taget op til revision. Det fortæller Laust Høgedahl, som er postdoc og arbejdsmarkedsforsker med speciale i overenskomster på Aalborg Universitet.

“Jeg tror, at Mette Frederiksen har læst min forskning, og det er jeg da glad for. I alle de andre nordiske lande har man taget denne diskussion og kigget til hinanden for inspiration. Det er Danmark det eneste land, som ikke har gjort. Nu skal vi tage denne diskussion herhjemme”, siger Laust Høgedahl.

Mere armslængde og decentrale forhandlinger i Sverige
Ifølge Laust Høgedahl er den svenske model bedre til at håndtere politikernes dobbeltrolle som arbejdsgivere og lovgivere. Altså at politikerne kan gribe ind, hvis de ikke får det, som de vil have det, i forhandlingerne. Der er ifølge ham lidt mere armslængde mellem forhandlere og lovgivere i Sverige.

Det er Christer Thörnqvist, som er lektor i arbejdsmarkedsforhold ved Högskolan i Skövde, enig i. I Sverige er politikerne også både arbejdsgivere og lovgivere, men de svenske politikere har været mere tilbageholdende med lovgivning, samtidig med at de ikke selv direkte deltager i forhandlingerne, som innovationsminister Sophie Løhde (V) gjorde under OK 18.

“Der findes et gammelt grundprincip fra Sveriges private sektor tilbage fra 1938 om, at svenske politikere ikke skal blande sig i forhandlingerne mellem parterne. Hele den offentlige sektor er vokset ind i det system. Svenske politikere fra Riksdagen har dog en indirekte magt, da de udpeger de personer, som forhandler for arbejdsgiversiden”, siger Christer Thörnqvist og understreger:

“Lovgiverne kan afbryde en konflikt med nye love, men det er kun sket én gang i svensk historie – nemlig tilbage i 1971”.

Han forklarer, at den svenske model også adskiller sig fra den danske ved, at staten i Sverige er den lille og typisk også mindre betydningsfulde arbejdsgiverpart i OK-forhandlingerne, mens staten traditionelt har været den vigtigste forhandler i Danmark. De store, toneangivende spillere i Sverige er derimod kommuner og regioner.

På den måde er aftalesystemet i den offentlige sektor i Sverige mere decentralt og samtidig mere frakoblet fra staten og beslutninger på regeringsniveau. Til gengæld kan parterne på kommunalt og regionsniveau nemmere affeje lønmodtagerkrav om fx højere løn, eftersom staten stadig har en vis kontrol over de kommunale budgetter.

“De offentlige OK-forhandlinger i Sverige foregår på et mere decentralt niveau, og vi har jo ikke haft så mange store konflikter i Sverige, så på den måde fungerer det svenske system i praksis vel noget bedre end det danske”, siger Christer Thörn­qvist.

Lockout kan underkendes i Sverige
Sverige har på både det statslige, kommunale/regionale og også private område et uafhængigt nævn, der skal bedømme, om ønsket om en lockout kan godkendes eller må afvises, fordi den vurderes som “samfundsfarlig”. Nævnet er sammensat af repræsentanter fra begge forhandlingsparter og medlemmer udpeget af regeringen. Dermed kan svenske politikere ikke bare som i Danmark varsle en omfattende lockout.

Lockout forekommer også kun undtagelsesvis i Sverige på det offentlige arbejdsmarked. Sidste gang der var lockout i Sveriges offentlige sektor, var på statens område i 1971, fortæller Christer Thörnqvist. Den lockout omfattede ifølge det svenske Medlingsinstitutet knap 34.000 ansatte.

De svenske arbejdsgivere ønsker typisk ikke at fremstille sig som den aggressive part med trusler om en lockout under forhandlinger, forklarer Christer Thörnqvist.

“For de svenske arbejdsgivere er det typisk vigtigt at få det til at se ud, som om det er arbejdstagerne, der er den aggressive part, for at vinde opinionen. Jeg er faktisk overrasket over, at de danske arbejdsgivere anvender lockout så ofte som ­pression eller redskab i forhandlingerne i den offentlige sektor”, siger Christer Thörnqvist.

Lockout aldrig brugt i Norge
I Norge eksisterer principielt samme misforhold som i Danmark: at konflikter på det offentlige arbejdsmarked kan gavne arbejdsgiverne, fordi de kan spare lønkroner og i sidste ende som lovgivere også kan bestemme rammerne for løn og arbejdsvilkår.

Men i den offentlige sektor i Norge har lockout aldrig været brugt, selvom det er tilladt i både stat og kommune, og det handler især om tradition, forklarer Kristine ­Ner­gaard, som er arbejdsmarkedsforsker ved den norske forsknings­institution Fafo.

“Min vurdering er, at en lockout fra en offentlig arbejdsgiver vil blive svært politisk belastende”, siger Kristine Nergaard.

Hvis den offentlige arbejdsgiver mod forventning skulle vælge en lockout, så forudser hun samtidig, at det ville medføre et hurtigt indgreb fra Stortinget.

I dag er det norske system med kollektive aftaler i staten blevet opdelt i to – henholdsvis for akademikere og for andre. Dette skete, fordi akademikerne og den offentlige arbejdsgiver blev enige om et mere decentraliseret lønnævn, Rikslønnsnemnda, forklarer Kristine Nergaard.

Ifølge den norske forsker har Norge på den måde også oplevet en udvikling mod mere lokal løndannelse.

“De akademiske fagforeninger efterspørger mere armslængdeprincip og mere decentrale forhandlinger, primært fordi de tror, at en sådan mere svensk model vil give mere individuel løndannelse, og at dette vil gavne arbejdstagere med høj uddannelse”, siger Kristine Nergaard.

Det betyder dog ikke, at der i Norge er individuel løndannelse som i Sverige. Der er nemlig stadig en lønramme, som forhandles af centralt hold. Der er desuden også penge til lokale forhandlinger for medlemmer af de andre organisationer. I år var fx halvdelen af pengene afsat til lokale forhandlinger for bl.a. LO, YS og Unio i staten, så det er ikke kun Akademikerne, der forhandler lokalt.

Norge har desuden en model, der faktisk har skabt flere konflikter – især i den kommunale sektor – end i Danmark og Sverige.

“Nogle gange må der en konflikt til. Jeg ser i hvert land det samme resultat, hvor en streng kontrol med den offentlige sektors lønvækst trods stærke fagforeninger forsøges løst på forskellige måder”.

Hvad kan Danmark så bruge?
Ifølge Laust Høgedahl kan vi ikke bare importere en en til en-løsning fra hverken Sverige eller Norge. Der er for store historiske og institutionelle forskelle.

“Men vi kan lade os inspirere. Pointen er, at vores nabolande har oplevet præcis den samme udvikling, hvor en hovedaftale i den private sektor senere overføres til den offentlige sektor”, siger Laust Høgedahl.

Da netop konfliktvåbnet er kernen i den danske model, mener Laust Høgedahl, at det mest rigtige at gøre er, at parterne selv taler sig frem til en kommende aftale om, hvordan man kan kalibrere lockoutvåbenet.

Han tror også, at de danske arbejdsgivere er interesseret i at forbedre forudsætningerne for OK-forhandlinger.

“Det kan også være i arbejdsgivernes interesse, at man ikke altid kan sætte spørgsmålstegn ved deres motiver i forhandlingerne, som det i høj grad sker nu”, siger arbejdsmarkedsforskeren.

Skal der ske ændringer i den danske model på det offentlige område, vil det kræve, at politikerne er villige til at afstå magt og acceptere et armslængdeprincip.

“Hvor godt en OK-model fungerer, afhænger af, om politikerne respekterer spillereglerne og ikke blander sig. Men med alle de konflikter, vi har set i Danmark, tror jeg, der skal ændringer til”, siger Laust Høgedahl.

Den norske arbejdsmarkedsforsker Kristine Nergaard tror ikke, at meget fra den norske model med fordel kan overføres til den danske model.

Den svenske arbejdsmarkedsforsker Christer Thörnqvist vurderer, at der er fordele og ulemper ved både den danske og den svenske model. Men han mener, at det handler om at udvikle en model, hvor man mindsker antallet af konflikter og desuden sørger for at gøre omfanget af en konflikt mindre omfattende for samfundet, hvis den skulle opstå. Derfor mener han, at den svenske model er bedre.

“Jo mere decentralt man tager forhandlingerne og beslutningen om en evt. konflikt, jo færre berøres af konfliktbeslutningen. Derfor bør man i Danmark måske undersøge, hvordan man efter svensk forbillede kan overføre mere beslutningstagende magt fra staten til kommunalt og regionalt niveau”, siger Christer Thörnqvist.

Karakterer til den svenske, danske og norske model på en 10-skala
Karakterer fra arbejdsmarkedsforsker Christer Thörnqvist (Sverige)
Norge har stærkere konfliktløsningsmekanismer end Danmark og Sverige. For det første har de længere frister, før der kan påbegyndes en konflikt, hvilket gavner forhandlerne, og for det andet har de en obligatorisk lønudvalg, som giver mulighed for at suspendere skadelige konflikter. Sverige og Danmark har både fordele og ulemper i deres systemer, men Sverige har trods alt en stærkere integritet mod politisk indblanding. Alle tre lande stikker ud internationalt – der findes ikke mange lande, som har et så godt og smidigt reguleringssystem mod konflikt, som de skandinaviske lande har. Derfor bør alle tre få høje point.
Norge 9 Sverige 8 Danmark 7

Karakterer fra arbejdsmarkedsforsker Kristine Nergaard (Norge)
De nordiske lande skiller sig ud ved, at offentlige medarbejdere kan forhandle og strejke på samme måde som organiserede i den private sektor. Så de nordiske lande skal alle have en høj score. Hvis man kun måler konfliktløsningssystemets succes på, at der ikke er nogen arbejdskonflikter, så har Sverige været meget succesfuld de seneste år. Det norske Meklingsinstituttet har færre instrumenter end den danske Forligsinstitutionen, hvilket skaber flere konflikter i Norge end i Danmark. Men de fleste arbejdskonflikter i den offentlige sektor i Norge er blevet løst de senere år ved at vende tilbage til forhandlingsbordet og indgå en ny kollektiv overenskomst – det gælder fx en længere strejke om lærernes arbejdstid i 2014.
Norge 9 Sverige 9 Danmark 8

Tegning: Adam O.