Dansk Magisterforening

Ny eliteklasse på universiteterne er forbeholdt mænd

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Kun seks procent af universiteternes højest lønnede centerchefer og forskningsledere på ekstern finansiering er kvinder, afslører ny lønstatistik i FORSKERforum.

Top 20-listerne over de højest lønnede på de otte danske universiteter indeholder kun 30 kvinder. Det vil sige, at 19 procent er kvinder på de otte top-20 lister, som bladet FORSKERforum har offentliggjort på baggrund af en aktindsigt.

Aalborg Universitet har kun en enkelt kvinde på top 20-listen, mens IT-Universitetet og RUC har hver syv kvinder blandt de 20 højest lønnede.

Magisterbladet har bedt statistiker og lektor emeritus Inge Henningsen om at vurdere FORSKERforums lister. Hun siger, at de i høj grad afspejler, at der er opstået et elitelag bestående af privat finansierede forskere i toppen af universiteterne, hvor kvinderne er ikke med.

“Kun seks procent af centerchefer og forskningsledere på ekstern finansiering er kvinder. Der er skabt et elitehold uden om universiteternes almindelige stillingsstruktur, og det er nærmest forbeholdt mænd”, siger Inge Henningsen.

Pengene til den eksternt finansierede forskning kommer fra private pengetanke som fx Novo Nordisk Fonden og Carlsbergfondet. Når de eksterne fonde i så stor stil ignorerer kvindelige forskere, skyldes det flere ting, mener hun.

“De eksterne fonde prioriterer ret snævert, når de beslutter, hvad der er givtigt at investere i”, forklarer Inge Henningsen.

Hun bider mærke i, at seks af de otte kvinder, der er med i løntoppen på landets to største universiteter i København og Aarhus, er medicinere.

“Især på retsmedicin er kvinderne nogenlunde godt med, men på rigtig mange andre og lige så væsentlige forskningsfelter kæmper de med at få finansiering. Det kan jo ikke nytte, at universiteterne har fokus på køn i den ordinære stillingsstruktur, når der samtidig udvikler sig et parallelsamfund i toppen af lønhierarkiet for mandlige forskere på eksterne bevillinger”, påpeger Inge Henningsen.

Anders Bjarklev, der er talsmand for universiteternes rektorkollegium, medgiver, at der på universiteterne er kommet et nyt segment af internationalt rekrutterede forskere med flotte lønninger.

“Når eksterne fonde bevilger penge til topforskere, rekrutterer de blandt folk, der har leveret solide resultater i 20 eller 30 år. Kvinderne er først senere blevet mere ligeligt repræsenteret i forskningen, og det er nok hovedforklaringen på, at de højest lønnede centerchefer og forskningsledere er mænd”, siger Anders Bjarklev.

Han mener ikke, at man på baggrund af FORSKERforums top 20-lister kan konkludere, at de eksterne fonde er påvirket af bevidste eller ubevidste kønsbias.

“Stjerneforskere på stjernelønninger udgør nogle få håndfulde. De eksterne fonde er fløjtende ligeglade med køn. De vil bare have de bedste”, påpeger Anders Bjarklev.

Alle veje til ledelse er påvirket af bias
DM’s ligestillingskonsulent, Maria Mortensen, bemærker, at kvindeandelen i løntoppen afspejler den generelle kønsudvikling blandt ansatte på universiteterne, der hyrer lige mange kvinder og mænd op til ph.d.-niveau, hvorefter kvinderne i stort tal dropper den akademiske karrierevej.

“Der er i dag to veje ind i topledelse på universiteterne: enten gennem en fremragende forskningskarriere eller som professionel leder. I begge tilfælde kæmper kvinderne fortsat med en række kønsbias, fx den skæve tildeling af forskningsmidler”, påpeger Maria Mortensen.

Fuld åbenhed på alle niveauer
SDU, der kun har to kvinder blandt sine 20 højest lønnede medarbejdere, har for nylig oprettet et ligestillingsudvalg på hvert fakultet, der fx kigger job­opslag igennem for ubevidste bias. Det er bedre end at lade ligestillingspolitikkerne blive i skuffen, siger DM’s ligestillingskonsulent.

“Det vil også have stor betydning at få ændret barselslovgivningen, så den bliver mere kønsafbalanceret. Og så opfordrer DM til fuld åbenhed om løn på alle niveauer. Fx kan vi dokumentere, at der på ph.d.-niveau er lønforskelle på op til 50.000 kroner for mænd og kvinder inden for samme område”, siger Maria Mortensen.  

}