Dansk Magisterforening

De kritiske spørgsmål bringer os fremad

Del artikel:

LEDER af Camilla Gregersen

“Vi søger ikke akademikere – vi søger magistre”.

Sådan lød det for nylig på en arbejdsplads, som jeg besøgte – og jeg gik dem lidt på klingen om, hvordan det kunne være. Det viste sig, at deres oplevelse var, at magistre – uanset om de arbejder med kemiske prøver eller foretager mere humanistisk inspirerede analyser – stiller utrolig mange kritiske spørgsmål. Det gør, at alle vinkler, faldgruber og muligheder bliver belyst. Og det forhindrer utrolig mange fejltagelser og dårlige beslutninger. Og derfor ville de gerne have flere magistre blandt deres kolleger.

Nu bilder jeg mig ikke ind, at det kun er magistre, der stiller mange kritiske spørgsmål. Men det har alligevel været et gennemgående tema på mine sidste ugers arbejdspladsturne, at medlemmerne fortæller, at deres faglighed bliver værdsat, og at ikke mindst deres kritiske sans er i høj kurs.

I bladet her kan du læse om den nye persondataforordning, som er trådt i kraft efter påbud fra EU. Lad mig tilstå med det samme: Jeg er en stor fan af, at borgere og kunder får større rettigheder over deres data: hvad de bruges til, hvor længe de gemmes, hvem de deles med og sælges til. Der er nu kommet nogle ganske seriøse krav til private virksomheder og organisationer, hvilket også var på tide.

Det er dog ikke så enkelt, at man i panik over de nye krav bare skal slette alle data med det samme. Vi har brug for, at data anvendes til forskning inden for alle felter lige fra sundhedsområdet og lifescience til forskning i kulturelle udtryksformer. Så her er der brug for, at vi tænker os godt om, så oplysninger, der er afgørende for forskningen, ikke kyles ureflekteret ud.

Stort set samtidig med de store dataetiske krav til privatområdet har Folketinget vedtaget en knap så ambitiøs datalovgivning rettet mod det offentlige område, hvor borgerne ikke har samme ret til at vide, hvad deres data anvendes til. Det er bekymrende for tillidsforholdet mellem stat og borgere, som i forvejen lider under årelang ulovlig logning af dataoplysninger om borgerne. Jeg håber derfor, at der nedsættes et dataetisk råd med bredt sammensatte kompetencer, så både retssikkerhed og forskning sikres.

Ud over at løse de dataetiske udfordringer er der 1.000 andre områder, hvor der er brug for eftertænksomme, fagligt reflekterende medlemmer. Jeg er dybt overbevist om, at det er de kritiske tanker, der bringer os fremad som samfund. At vi tænker selvstændige, problematiserende og nysgerrige tanker og lader dem berige både arbejde og civilsamfund. Særlig dejligt var det derfor at høre, at de kritiske overvejelser bliver værdsat på arbejdspladserne. At medlemmernes analyser og refleksioner anvendes, så fejltagelser og fejlindkøb undgås.

Jeg vil gerne sige tak til de arbejdspladser, der har inviteret mig på et kort besøg hen over sommeren. Det er utrolig inspirerende at høre om, hvordan jeres forskellige fagligheder kommer i spil, og hvordan samarbejdet i øvrigt er på arbejdspladserne. Har du lyst til at få besøg på dit arbejde, så send mig en mail på cg@dm.dk. Jeg ønsker alle medlemmer en god sommer.

}