Dansk Magisterforening

Gode rammer giver arbejdsglæde, manglende anerkendelse giver vrede

Del artikel:

LEDER Af Camilla Gregersen

Den faglige stolthed ved at levere høj kvalitet skaber mening og arbejdsglæde. Langt de fleste af DM’s medlemmer elsker deres arbejde, ligesom de elskede deres studium – på trods af at vi sjældent når alt det, vi gerne vil. Men vi ville alligevel nødig undvære det, vi laver. Den gejst skal vi kunne bevare hele livet igennem i et længere og længere arbejdsliv. Ellers knækker vi nakken og går ned med stress.

Muligheden for at gøre vores arbejde godt handler selvfølgelig om ressourcer. Men det handler også om, hvad det er for et råderum, den enkelte har på arbejdspladsen. Der er ikke noget værre end at have ansvaret for noget, som man ikke har råderet over. Eller hvis det ikke er tydeligt, hvilke rammer der arbejdes under. Hvis tilliden til rammerne svigter, og usikkerheden begynder at fylde.

Det, der for alvor fik OK 18 til at eksplodere, var, at de ansatte ikke følte sig værdsat af deres øverste arbejdsgiver. I en tid, hvor der er så meget pres på, var den manglende anerkendelse en rød klud for mange ansatte. For hverdagen er heftig. Arbejdsintensiteten er blevet hævet markant de sidste år. Fødder, der før løb stærkt, er nu sat i spurt, hænderne slår i tastaturerne, som var det en boksekamp med fingerspidser, og projekter, hængepartier og tanker flyver rundt i storrumskontorene i stil med summende bier.

Der skal være ordentlige og trygge rammer for arbejdet. Så vi ikke hele tiden skal bruge energi på at forholde os til rammerne. OK 18 har sat fokus på rammebetingelserne for mange medlemmers arbejdsliv. Rammebetingelserne og opbakning fra den øverste ledelse skal bare være i orden – ellers kan vi se, hvor vrede folk kan blive.

Uanset om vi er privatansatte eller offentligt ansatte, skal vi kunne være stolte af vores arbejde. Vi skal kunne tage hjem og ikke bare ånde lettet op ved tanken om, at vi endelig har fri, men nyde tanken om, at vi nåede en god del af det, som vi satte os for om morgenen. Vi skal have overskud til visioner. Til gavn for både én selv og opgaverne. Sådan vil vi gerne have vores studie- og arbejdsliv.

Derfor er vi nødt til at kunne snakke med kolleger, studiekammerater og chefer om, hvordan arbejdsbetingelserne er. Rammebetingelserne skal udfyldes lokalt med gode kollegafællesskaber og velfungerende lokalt samarbejde. Når begge dele lykkes, får vi gode, stærke arbejdspladser præget af arbejdsglæde og gensidig tillid.

I de seneste måneder har kampen for rammerne været intens. Engagementet har ikke kun været i forhandlingslokalerne, men i høj grad på arbejdspladserne, kollegaer imellem og faggrupper imellem. Vi har lagt kimen til et stort fælles engagement. Det er DM’s ambition at satse meget mere på netop dette nærvær og fællesskab i arbejdslivet. Fagforeninger er ikke bare store huse og forhandlingsorganer. Det faglige engagements styrke ligger i vores fællesskab på arbejdspladserne.

Vores mål er at skabe trivsel og tillid på arbejdspladserne, for opnår vi det, kommer der også arbejdsglæde og bedre præstationer.

Det er de bedste timer i de bedste år af vores liv, som vi giver til studier og arbejde. Derfor skal vi have ordentlige arbejdsbetingelser og glæde i vores arbejdsliv.

}