1968 på universitetet: Hårde marxister fyldte mere end glade blomsterbørn
© Ritzau/Scanpix
Studenteroprøret skabte hårde politiske konfrontationer på Københavns Universitet. Fjendebilleder florerede, og det var nemt at føle sig udenfor, hvis man ikke var marxist.
Tænker du på peace, love and understanding, når du tænker på ungdomsoprøret? Og ser du billeder for dig af glade og afslappede unge med langt hår og pandebånd syngende Bob Dylan i rundkreds? Det gjorde de også i den del af ungdomsoprøret, som tilhørte hippiebevægelsen eller blomsterbørnene.
Men studenteroprøret på universiteterne var mere domineret af marxister i arbejderskjorter end af hippier i afghanerpelse.
I begyndelsen handlede det om utilfredshed med konkrete studieforhold og et professorvælde, som sad tungt på magten, men klassekampen fyldte mere og mere i de politiske paroler. Tonen var hård, og hvis man ikke var marxist, var man nærmest dømt ude, siger flere af datidens aktive til Magisterbladet.
LÆS OGSÅ: Her er de fem vigtigste steder, ungdomsoprøret har sat sit fingeraftryk
Marx var bibelen
Natten til 21. marts 1968 havde studerende malet slagordene: “Bryd professorvældet” og “Medbestemmelse nu” på en af Københavns Universitets mure på Frue Plads. Studenteroprøret var i gang.
Det mærkede Karen Sjørup, som er køns- og ligestillingsforsker og lektor emerita på Roskilde Universitet. Hun havde sin første dag på sociologistudiet i september 1968, hvor hun mødte op sammen med seks andre studerende. Alle fra Jylland som hun selv.
“Marx’ “Kapitalen” var bibelen”, fortæller Karen Sjørup, som begyndte at læse sociologi i 1968. Her spiser hun jordbær med sin ældste søn iført røde smækbukser og lillastribet Nørgaard-trøje, som var den typiske mode i 1970’erne. Foto:Privat
Hun oplevede store faglige diskussioner og en kritisk tilgang til sociologifaget, hvor det oftest handlede om at finde frem til andre teorier end dem, der var gængse på studiet.
“Det nye var altovervejende kapitalistisk marxistisk teori. Marx’ “Kapitalen” var bibelen”, fortæller Karen Sjørup.
Ikke nogen børnehave
Hun mindes forholdene på universitetet som ret kaotiske. Det var svært at finde ud af, hvad der foregik, og det var ikke nemt at få en ordentlig uddannelse.
“Jeg manglede introduktion til sociologistudiet, og jeg forsøgte at finde al den undervisning, jeg kunne”, siger Karen Sjørup, som også gerne ville gå til forelæsninger hos de “borgerlige” professorer, som ikke var populære.
“Men det var ikke velset blandt marxisterne, og for en ømskindet, pæn pige fra Jylland var det ikke et behageligt miljø”, siger Karen Sjørup, som havde medlidenhed med de isolerede professorer.
Hun læste sammen med nogle af de mest aktive marxister og nævnte sin bekymring for de udstødte professorer for en af dem, men mødte ingen forståelse.
“Han svarede koldt, at det ikke var nogen børnehave”, siger hun.
Rustet til tænderne
Det kan Per Schultz Jørgensen nikke genkendende til. Han fik sin kandidateksamen i psykologi i maj 1968 og blev efterfølgende ansat som underviser på psykologistudiet. Og selv om han med en baggrund som folkeskolelærer havde stor undervisningserfaring, måtte han ruste sig til tænderne og mobilisere en stor modstandskraft, når han skulle undervise i klinisk børnepsykologi.
“Der rådede en ideologisk rettroenhed på universitetet, og tilgangen var i høj grad marxistisk”, siger Per Schultz Jørgensen, som fik sin kandidateksamen i psykologi i maj 1968 og efterfølgende underviste på psykologistudiet, inden han kom til Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor han forskede i familien og børns udvikling. Foto: Privat
“Jeg kunne aldrig vide, om nogle af de studerende ville prøve at afbryde undervisningen med tilråb og kritisere min psykologiske retning”, siger Per Schultz Jørgensen, som i dag er emeritus og børne- og familieforsker efter en årrække som professor på Danmarks Pædagogiske Universitet.
Selv om han mener, at studenteroprøret var et nødvendigt opgør med datidens magtforhold og undervisning, oplevede han også tiden som meget konfronterende og hård.
“Der rådede en ideologisk rettroenhed, og tilgangen var i høj grad marxistisk. Hvis man ikke var troende, var man ikke indenfor”, siger Per Schultz Jørgensen, som var udenfor.
Fraktioner kæmpede om undervisningen
I 70’erne havde de studerende fået pladser i studienævnene, og han husker, at mange fraktioner kæmpede om indflydelsen på undervisningen.
“Det var en betydelig konfrontation, der fandt sted, og de indædte kampe mellem de forskellige fraktioner nedbrød meget af det gode studie- og undervisningsmiljø”, siger han.
“Men heldigvis var stemningen knap så uforsonlig blandt underviserne, og jeg havde mange gode kolleger og fik fast grund under fødderne”, siger Per Schultz Jørgensen, som senere i 70’erne blev institutbestyrer og havde kontakt med hele instituttet.
68’erne blev voksne
Ungdomsoprøret bestod af både hippiebevægelsen og en politisk bevægelse, og ifølge Morten Thing, tidligere kulturhistoriker på Roskilde Universitet, som i 1968 læste dansk på Københavns Universitet, var det ikke mange, der bevægede sig i begge miljøer.
“Hippierne gik klart mere op i kærlighed, og det var lidt svært at forene med den politiske linje”, siger Morten Thing, som læste dansk i 1968. Her er han på interviewopgave for venstrefløjsbladet Politisk Revy på “Hudegrunden” på Vesterbro, hvor man i 1970 etablerede en byggelegeplads og søgte efter en pædagog med en marxistisk livsindstilling. Foto:Privat
“Hippierne gik klart mere op i kærlighed, og det var lidt svært at forene med den politiske linje”, siger Morten Thing og fortæller, at selv om hippierne deltog i både atommarcherne og Vietnamdemonstrationerne, var de ikke hardcore politiske.
En anden tydelig forskel på hippierne og de politisk aktive var, om man røg hash eller ej, og hippierne røg hash, mens de politisk aktive holdt sig til Cecil, Kings og Gauloises.
De politiske fraktioner på universiteterne ebbede ud, i takt med at 68’erne blev færdige på universitetet.
68’er-bevægelsen var en del af en ungdomskultur, som fik det svært, da de unge blev færdige på universiteterne.
“Mens vi læste på universitetet, var der masser af måder, vi mødtes på uden at have aftalt det, og da vi fik børn og arbejde, skulle møderne pludselig planlægges. Vi blev en del af voksenkulturen, og oprøret gled ud”, siger Morten Thing. “Hippierne gik klart mere op i kærlighed, og det var lidt svært at forene med den politiske linje”, siger Morten Thing, som læste dansk i 1968. Her er han på interviewopgave for venstrefløjsbladet Politisk Revy på “Hudegrunden” på Vesterbro, hvor man i 1970 etablerede en byggelegeplads og søgte efter en pædagog med en marxistisk livsindstilling.
“Der rådede en ideologisk rettroenhed på universitetet, og tilgangen var i høj grad marxistisk”, siger Per Schultz Jørgensen, som fik sin kandidateksamen i psykologi i maj 1968 og efterfølgende underviste på psykologistudiet, inden han kom til Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor han forskede i familien og børns udvikling.
