Vi skal sikre os kontrol over it-motorvejen

Kommende generationer skal leve med den it-infrastruktur, vi er i gang med at skabe. Eller: Vi er så meget sagt, for ifølge den nyudnævnte ITU-professor Brit Ross Winthereik er det et problem, at det kun er et fåtal i befolkningen, der selv mener, at de har ekspertisen til at forstå it. 

“It er blevet en del af alting, og it-systemerne hænger i højere grad sammen. Nu handler det ikke længere bare om, at vores arbejdspraksis bliver understøttet af nogle uafhængige systemer. Det handler om, at systemerne bliver forbundet, og at der er en stærk politisk vilje til at koble data sammen på kryds og tværs. Vi skal som borgere være sikre på, hvor vores data ender, så de informationer, staten har om os, ikke videregives til tredjepart, på samme måde som Facebook og Google kan gøre”, siger hun og understreger, at det ikke kun er folk med teknisk baggrund, der skal interessere sig for it.

“Ellers ender det med, at vi ikke kan afgøre, om designet kunne være bedre for os som brugere, og at vi heller ikke kan se, hvem der har adgang til hvad i systemerne, hvem der udelukkes, og hvem der får fordele af det, og det er et kæmpestort demokratisk problem”, siger hun.

“Og det haster lidt, for udviklingen foregår lige nu, og en fungerende infrastruktur er kendetegnet ved, at den bliver usynlig for brugerne, så den kan ikke bare lige laves om, når den først er skabt. Men der er et vindue lige nu, og humanister kan sagtens få indflydelse”, siger Brit Ross Winthereik, som tiltrådte professoratet 1. januar 2018.

Infrastrukturen bliver formet af kompromiser
Brit Ross Winthereik har en international ph.d.-grad i videnskabs- og teknologistudier, men er oprindeligt uddannet i kulturstudier og antropologi. Hun har siden 2000 forsket i it-infrastrukturer, og hvordan it binder offentlige organisationer sammen.

Hun fortæller, at forskningen viser, at en velfungerende infrastruktur altid er formet af kompromiser mellem flere forskellige verdener eller kulturer. Kompromiser, som er nødvendige, når teknikken skal på plads.

“Hver organisation har sin egen kultur og sine egne kerneopgaver, og hvis man skal arbejde sammen med andre, skal man kunne udveksle informationer, der ligner hinanden, og derfor bliver den infrastruktur, man vælger, et kompromis”, siger Brit Ross Winthereik og mener, at man som medarbejder eller organisation må underlægge sig nogle standarder og forslag, som systemerne kommer med, for at få glæde af dem.

“Brugere af sociale medier som Twitter eller Facebook tænker ikke nødvendigvis over, at de underlægger sig en masse regler. Men spørger man sundhedspersonalet, hvad de synes om Sundhedsplatformen, ville mange nok sige, at der er for mange begrænsninger”, siger hun og mener, at med kæmpestore kommunikationssystemer som Sundhedsplatformen eller Facebook, som nærmest har erstattet vores postvæsen, er det uundgåeligt, at vi som brugere tilpasser os systemernes design.

“Problemet er bare, at kompromiserne nogle gange er helt uigennemsigtige. Hvis hverken borgerne eller beslutningstagerne egentlig kan gennemskue, hvad det er for nogle kompromiser, der er indgået i de systemer, vi bruger, kan vi heller ikke vide, om designet er det bedste for os og om datasikkerheden er i orden, og så er det, vi får et demokratisk problem”, siger hun.

It har brug for humanister
Og derfor skal humanister have indflydelse på it. Humanister kommer med et fortolkende og fortællende perspektiv, der kan sætte it-systemerne ind i en kontekst og vække den kritiske og kreative sans.

“De kan gøre it mere forståeligt for os”, siger Brit Ross Winthereik og fortæller, at når et it-system kommer ud i en virksomhed eller en organisation, er det ikke færdigt, men skal tilpasses organisationen med de begrænsninger, der er givet i systemet, og de muligheder, der ligger for tilpasning til organisationens arbejdsgange.

“Og da mange arbejdskulturer skal deles om arbejdsgangene, opstår der ofte en masse modstand mod nye systemer”, siger hun og henviser igen til Sundhedsplatformen som eksempel: Lægerne er irriterede over, at de skal logge ind hele tiden, mens sygehusadministratorerne virker relativt tilfredse med det, de ser som overkommelige kompromiser.

Hun mener, at når det handler om brugerinddragelse, er der ingen, der kommer op på siden af humanisterne:

“De kan analysere de forskellige gruppers behov og foreslå nogle tilpasninger, som gør det lettere at bruge systemet. De har øje for, at alle medarbejdergrupper skal høres, og dermed kan man måske undgå i hvert fald en del af modstanden”.

Det offentliges store ansvar
Brit Ross Winthereik mener, at vi naturligt nok går til verden gennem de infrastrukturer, vi allerede har opbygget, men at vi skal passe på med at lade os begrænse af det udsyn, vi har i dag, og overlade for meget af udviklingen til de private virksomheder.

“I udgangspunktet er det jo en fantastisk ting, at vi har gratis adgang til en hel masse tjenester såsom Facebook og Google, og i sig selv er det ikke et problem, at de er private”, siger hun.

“Men det er et problem, at vores offentlige myndigheder på mange måder kopierer de private i deres måde at opbygge systemer og infrastrukturer på. Der er lidt wild west over det, fx med hensyn til datasikkerhed og hensynet til privatlivets fred, og derfor kommer der nogle lovgivningstiltag nu”, siger hun, men mener stadig, at der er behov for at sætte grænser og udvikle strategier for forvaltningen af data, som er tilpasset danske forhold.

“De virksomheder er ufatteligt store og gør det, de gør, ud fra et vækst- og effektiviseringsaspekt. Hvordan kan de danske myndigheder stille krav til dem i fremtiden? Og hvordan kan de selv blive bedre til at lave privacy by design?” siger hun og peger på, at hypen omkring big data lover kommuner og regioner, at de kan bruge en hel masse data på kryds og tværs, uden at sige så meget om, hvilke investeringer det reelt kræver. Som med al anden indførelse af ny teknologi skal medarbejderne uddannes, og der skal også ændres i opsætningen af de systemer, man har i forvejen, så man har styr på, hvor data befinder sig henne, og hvilke formål de bruges til.

“I høringen omkring databeskyttelsesloven var det primært uafhængige eksperter og ngo’er, der leverede kritikken af centraliseringen og anvendelse af data til andre formål end dem, de blev indsamlet til. Offentlige myndigheder ser store fordele i at genanvende data, men det kræver, at teknologien bliver designet på en måde, så den rent faktisk beskytter det, der skal beskyttes, og kun deler det, der skal deles”, siger Brit Ross Winthereik, som fortæller, at systemerne kan designes, så de bliver mere sikre.

“Hvis du forestiller dig, at et it-system består af flere lag ligesom en lagkage, kan man designe det sådan, at det kun er muligt at dele nogle lag, mens andre ikke kan deles. Man kan så vælge at lægge et lag med personfølsomme oplysninger, fx personnumre, som ikke kan deles”, siger Brit Ross Winthereik.

“Det kan godt undre mig, at der ikke er blevet råbt mere op, da de offentlige myndigheder har en stor interesse i, at tilliden mellem borger og stat fortsat er så høj som overhovedet muligt”, siger hun.

Derfor er hun sammen med flere partnere i gang med at skaffe finansiering til et stort forskningsprojekt, som skal undersøge mulighederne for at dele og drage fordel af data, så de kan bruges, uden at det går ud over borgernes privatliv.

“De tekniske løsninger er til stede, men vi har brug for at følge udviklingen tæt, så de systemer, vi opbygger, bliver til at leve med, og det er humanisterne eminente til”, siger hun.