Dansk Magisterforening

Sammenholdet rækker ud over OK 18

Del artikel:

LEDER af Camilla Gregersen

I år kan man tale om det forsømte forår. Den forhåbentligt sidste sne faldt et stykke inde i april, og slutspillet om OK 18 har taget megen tid og mange tanker på mange arbejdspladser.

I skrivende stund er det fortsat uvist, om det ender med konflikt eller forlig. Vi har hele tiden arbejdet for et forlig, men uanset situationen har vi opnået noget vigtigt, nemlig en samlet fagbevægelse. På tværs af faglige skel har mere end 800.000 offentligt ansatte vist de offentlige arbejdsgivere, at vi står sammen. Det har betydet, at vi har stået langt stærkere i forhandlingerne, end hvis vi havde forsøgt kun at løfte egne dagsordener, og hvis vi havde stået splittet i alle mulige forskellige konstellationer. Der er ingen tvivl om, at arbejdsgiverne havde haft bedre kort på hånden, hvis de havde kunnet komme igennem med del og hersk-løsninger.

Sammenholdet giver bedre resultater til medlemmerne, men det rækker også ud over forhandlingerne om OK 18. Jeg er overbevist om, at de offentlige arbejdsgivere de kommende år ikke fra begyndelsen vil tænke, at de da bare kan køre de ansatte over. Derfor handler OK 18 også om de kommende års forhandlinger og om det arbejde, vi udfører frem mod næste omgang forhandlinger.

Sammenholdet rækker også ud over det offentlige område. De erfaringer, som fagbevægelsen har gjort sig ved OK 18, er også nyttige på det private område. Læren er, at vi opnår bedre resultater, hvis det ikke kun er ét forbund, der rejser en sag – det giver langt større styrke, hvis vi gør det sammen.

Hele vejen gennem forhandlingerne om OK 18 har opbakningen fra alle medlemmer – også de privatansatte – været tårnhøj. Det har været helt uvurderligt i forhandlingsprocessen. Det har været tydeligt for alle, at den offentlige sektor er en forudsætning for, at den private sektor kan fungere og skabe vækst til hele samfundet.

Den truende konflikt har også været en anledning til at få sat spot på, hvordan de offentligt ansatte – ligesom de privatansatte medlemmer – skaber værdi. Uanset om medlemmerne arbejder med miljø eller vejrmeldinger, underviser på en professionshøjskole eller er embedsmænd, har det været åbenlyst, at truslen om at måtte undvære arbejdskraften fik arbejdsgiverne til forhandlingsbordet igen i løbet af marts.

Vi skal bruge den synlighed om medlemmernes værdi til at stå sammen på tværs af fagligheder og kræve gode arbejdsvilkår og fokus på trivsel – også når der ikke er konflikt. Vi skal fortsætte arbejdet med at udvikle rammerne om det gode arbejdsliv imellem forhandlingerne og på tværs af fagbevægelsen og holde fast i, at der er andre veje end den nuværende salamiteknik til højere effektivitet i den offentlige sektor. Dette forår kan blive startskuddet til en ny fortælling om et arbejdsmarked, hvor det igen bliver tilladt at tale om høj faglighed, trivsel og arbejdsmiljø uden at blive mødt med ord som omprioriteringsbidrag og effektiviseringer som den eneste respons.

}