Lønudviklingen for Løhdes statsansatte er gået i stå

Det vakte opsigt, da innovationsminister Sophie Løhde (V) i februar beskyldte lønmodtagerne for at være mest optagede af at “tage og ikke give”.

Men ifølge Finansministeriets egne tal er lønudviklingen for statsansatte omfattet af en overenskomst under de fire centralforbund OAO, CO10, AC og LC så godt som gået i stå.

Fra 2015 til 2017 er den gennemsnitlige månedsløn for de i alt 137.000 statsansatte steget med godt og vel 1.000 kr. Men når udviklingen i forbrugerpriser trækkes fra, er der reelt kun 107 kr. tilbage før skat. Det svarer til en reallønsfremgang på 0,2 pct., viser Magisterbladets beregninger af løndata fra Moderniseringsstyrelsens forhandlingsdatabase.

Mens inflation dermed har fortæret de statsansattes lønstigninger, har privatansatte ifølge Danmarks Statistik i samme periode oplevet en reallønsfremgang på 3 pct.

For flere job i staten er der ovenikøbet tale om reallønstab. Det gælder eksempelvis nyuddannede akademikere, der ansættes som fuldmægtige eller videnskabelige assistenter. Men også faggrupper som gartnere, togførere og ansatte blandt forsvarets stampersonel har oplevet reallønstilbagegang på mellem -0,7 og -1,7 pct. og altså været med til at trække de offentlige lønninger ned.

Ifølge professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet forklarer tallene de hårdt optrukne positioner under OK 18-forhandlingerne, hvor lønmodtagerne har krævet betydelige lønstigninger, mens Sophie Løhde har insisteret på, at de offentligt ansatte har fået for meget i løn sammenholdt med udviklingen i den private sektor.

“Det sidste er korrekt, når man kigger på perioden 2008-2013, men efterfølgende flader det ud, og tallene er uden diskussion umisforståelige, for så vidt at de statsansatte de seneste år har haft en meget begrænset lønudvikling”, siger han.

Udfordringen for lønmodtagerne har imidlertid været, at CFU (Centralorganisationernes Fællesudvalg) i 2015 forpligtede sig til at medvirke til at udligne den forskel i lønudviklingen, der opstod i 2008 og de følgende år.

Og det forhold har i den grad præget forhandlingerne, påpeger Henning Jørgensen.

“På den ene side er det selvfølgelig i arbejdsgivernes interesse at følge op på hensigtserklæringen, CFU skrev under på i 2015. På den anden side har de sidste års ringe lønudvikling sat lønmodtagerorganisationerne under et hårdt pres”, siger han.

Det gør det nemlig utænkeligt for forhandlerne at gå tilbage til medlemmerne med et beskedent resultat, ikke mindst sammenholdt med at dansk økonomi befinder sig i et opsving. De Økonomiske Råd og Nationalbanken forudser i nye prognoser lønstigninger i den private sektor på henholdsvis 9,2 og 8,8 pct. over de næste tre år.

“Der har været et bundet mandat fra starten af, nemlig mærkbare reallønsstigninger, ellers ville det ikke blive stemt hjem af medlemmerne. Og så har forhandlerne ikke gjort deres arbejde godt nok”, siger Henning Jørgensen.

Og med en reallønsstigning på blot 0,2 pct. er CFU’s lønkrav “helt rimelige”, mener DM-formand Camilla Gregersen.

“Tallene viser sort på hvidt, at den offentlige arbejdsgiverside har været helt forkert på den, når den har malet et billede af, at det offentlige generelt er lønførende. De privatansatte DM-medlemmer har fået flotte lønstigninger, hvilket jeg er glad for, og det bør også føre til en lønstigning for de offentligt ansatte”.

Og fra Sophie Løhde lyder det, at det er “helt rimeligt”, at de statsansatte ønsker mere i løn, som hun skriver i en skriftlig kommentar til Magisterbladet.

“Vi har flyttet os undervejs i forhandlingerne, og vi er klar til at give en pæn lønstigning, så vi forhåbentlig kan indgå en ny overenskomstaftale”.