Professionshøjskole­ansatte på randen af konflikt: Vi knokler – vis lidt respekt

I AC-klubben på Københavns Professionshøjskole, der dækker administrationen samt forsknings- og udviklingsafdelingen, er der næsten lige så mange nuancer i holdningerne til en eventuel storkonflikt, som der er medlemmer. Cirka 100.

“Men fælles for flertallet er, at de helst bare vil passe deres arbejde og undgå at skulle i strejke. Opgaverne går jo ikke væk, vi står midt i en fusion mellem UCC og Metropol, som kræver en hel del ekstra arbejde, og lige om lidt skal de studerende til eksamen”, siger Henrik Tarp Vang, der er tillidsrepræsentant for AC-klubben på den del af Københavns Professionshøjskole, der indtil 1. marts hed UCC.

Samtidig er der blandt de fleste i hans klub en udbredt træthed over den retorik, som arbejdsgiverne er mødt op til OK 18-forhandlingerne med. En træthed, som han deler.

“At sige til engagerede medarbejdere, at de kun vil tage og ikke give – dét er altså voldsomt provokerende, når alle omkring mig knokler for at levere ordentlig kvalitet i uddannelsen, samtidig med at vi eksekverer fyringer og bruger langt mere tid på at finde besparelser end på innovation. Det giver mange en følelse af, at arbejdsgiver ikke længere deler vores interesse, men at vi står ret alene om at slås for de gode professionsuddannelser”, påpeger Henrik Tarp Vang.

OK 18 hænger sammen med besparelser
Pædagoguddannelsen på Campus Carlsberg har i særklasse mærket de seneste års to procents besparelser.

Samtidig er fire forskellige pædagoguddannelser blevet fusioneret til én i 2016, og ved årsskiftet blev hver femte medarbejder enten fyret, tvunget ned i tid eller presset til en frivillig fratrædelse.

Og selv om det ikke er besparelser, forhandlerne skal finde en aftale om ved OK 18-bordet, så hænger det sammen, mener Kirsten Kortbek, der er lektor i dansk og idræt på pædagoguddannelsen.


Foto: Lars Bech

“Det er helt urimeligt at bede os om fremover at honorere stigende krav, men på ringere løn- og ansættelsesvilkår”, siger Kirsten Kortbek.

I de seneste fem år har hun oplevet, at holdstørrelserne vokser, og at flere studerende har brug for individuel støtte.

“Når du lægger administrationen oveni, er der en del mere arbejde mellem undervisningstimerne”, påpeger hun.

Også Tommy Dalegaard Madsen, der er tillidsrepræsentant for underviserne, ser en klar linje fra de centrale OK-forhandlinger til de lokale forhold på pædagoguddannelsen.

“En arbejdsmiljøsurvey, som vi gennemførte sidste forår, viste, at arbejdspresset var ved at tippe over for flere end tre ud af fire medarbejdere. Tallene har rettet sig noget op siden, men en frokostpause er altså vigtig i den sammenhæng. Det er tidspunktet, hvor folk lige trækker vejret og stikker hovedet sammen med kolleger, de studerende og ledelsen”, siger Tommy Dalegaard Madsen.

Professionshøjskoleunderviserne er på ingen måde lønførende. Det er afgørende, at de heller ikke sakker længere agterud, mener tillidsrepræsentanten.

“Vi har brug for en større respekt for vores opgave og for en anerkendelse af vores arbejde i form af helt konkrete forbedringer, ikke mindst på lønnen”, siger Tommy Dalegaard Madsen.

Dobbelt blik på udfordringerne
Kirsten Kortbek synes, det er forfriskende at opleve en fagbevægelse, der er solidarisk.

“Musketereden mellem forbundene bliver endnu vigtigere, når Sophie Løhde siger, at de offentligt ansatte skylder samfundet mere, end de bidrager med. Det er utiltalende krigsretorik”, siger lektoren.

Som tidligere timelønnet underviser på først gymnasier og siden professionshøjskoler igennem 10 år mener hun, at det burde være et vigtigt krav ved OK-forhandlingerne at løse problemerne for offentligt ansatte i tidsbegrænsede stillinger.

“Det har påvirket min egen pensionsopsparing meget negativt, og jeg kan se, at flere og flere bliver ansat på de vilkår”, påpeger Kirsten Kortbek.

Hun har “det dobbelte blik” på, når det gælder den betydning, det har, at OK-forhandlingerne kan gå helt i hårdknude. 

“Det handler om vores egne løn- og ansættelsesvilkår, men det handler jo i sidste ende lige så meget om kvaliteten af det arbejde, som vores studerende skal levere, når de træder ud på arbejdsmarkedet”, siger Kirsten Kortbek.

Andre har taget kampen
Henrik Tarp Vang undrer sig over, at der tilsyneladende ikke er nogen på arbejdsgiversiden, der synes, det er vigtigt at passe lidt bedre på de offentligt ansatte.

“Det kan kun være en McKinsey-konsulent, der har instrueret statens arbejdsgiver i, at man kan kue offentligt ansatte til at levere bedre kvalitet. Det ender med at koste os vores engagement”, advarer AC-tillidsrepræsentanten.

Det vil være “røvsygt”, hvis det ender i strejke, siger Henrik Tarp Vang, men for første gang i et langt arbejdsliv vurderer han, at det kan blive nødvendigt:

“Siden lovindgrebet mod lærerne i 2013 er det kun gået den gale vej. Strejke er det eneste våben, vi har. Og det er værd at huske på, at andre før os har taget de kampe, der bl.a. har sikret de statsansatte nogle forholdsvis fornuftige rammer for løn og arbejdsvilkår og et ordentligt kvalitetsniveau i vores uddannelsessystem”.