Det offentlige arbejdsmarked skal ikke være et B-arbejdsmarked

LEDER af Camilla Gregersen

Efter næsten to måneders mødeaktivitet endte det i sidste uge med sammenbrud i forhandlingerne om fornyelse af de offentlige overenskomster. Der har været tale om et meget frustrerende forløb, hvor arbejdsgiverne ikke har villet komme fagbevægelsen i møde.

I skrivende stund ved vi ikke, hvordan den aktuelle situation er. Men sandsynligheden for, at vi ender i en konflikt, er efter min vurdering desværre meget stor.

Målet med forhandlingerne har hele tiden været at sikre de offentligt ansatte rimelige og konkurrencedygtige arbejdsvilkår. Det skal være attraktivt at være såvel offentligt som privat ansat, og det er mig uforståeligt, at arbejdsgiverne ikke har behov for at reagere, når flere og flere medarbejdere i det offentlige flytter sig til det private.

De offentligt ansatte skal også have del i det opsving, der er i gang, og det skal udmøntes som en reallønsfremgang svarende til de privatansattes. Det er ikke et urimeligt krav, og de privatansatte vil fortsat være højere lønnet.

Forhandlingerne ligger nu i Forligsinstitutionen, og jeg håber oprigtigt, at det lykkes at lande en aftale. Men hvis det ikke sker, er det afgørende, at alle ansatte står sammen på tværs af fag og organisationer og viser de offentlige arbejdsgivere, at vi er parate til at kæmpe for rimelige vilkår og en ordentlig løn, så der er rimelige vilkår for at skabe velfærd til gavn for både borgere og virksomheder.

Sammenholdet er afgørende for at lykkes. Uanset om du er offentligt eller privat ansat, pensionist, leder eller studerende, er der brug for din opbakning til det principielle i, at det er arbejdsmarkedets parter, der skal lande aftaler sammen, og at det offentlige arbejdsmarked ikke skal være et B-arbejdsmarked.

Vi har gennem de seneste år været vidne til en mere og mere aggressiv adfærd fra de offentlige arbejdsgivere, der åbenlyst ser dollartegn i stedet for mennesker, når de kigger på medarbejderskaren. Det smitter af på hele samfundet. Hvis vi ser den offentlige sektor som en maskine, der skal optimeres på daglig basis, vil det få indflydelse på hele arbejdsmarkedet. På samme måde som det har en positivt afsmittende effekt, når offentlige arbejdsgivere tager særlige initiativer over for stress eller dårligt arbejdsmiljø.

Ingen kan være ligeglade. Og alle kommer til at mærke konflikten – hvis og når den kommer.

Den økonomiske krise i Danmark er overstået. Og derfor giver det ingen mening, når de offentlige arbejdsgivere krampagtigt holder fast i, at der ikke er penge til at løfte lønnen – og samtidig nægter at fastholde den ret til frokostpause, som lønmodtagerne har haft siden de første nedfældede aftaler i 1921.

Forløbet har budt på flere skrivelser fra Moderniseringsstyrelsen, hvor den gør det tydeligt, at den regner frokostpausen for en kutyme, og det er vi nødt til at sige fra over for. Pausen er en integreret del af overenskomsten, og på grund af arbejdsgivernes aggressive fremfærd er vi nu nødt til at få det ekspliciteret.

Løn og ordentlige arbejdsvilkår er en forudsætning for, at den offentlige sektor fortsat kan tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere, så danskerne får mest mulig velfærd af højeste kvalitet for skattekronerne.