Dansk Magisterforening

Mandlige studerende oplever også chikane

Farhiya Khalid
Del artikel:

Hver tiende mandlig studerende har oplevet nedsættende kommentarer om deres køn på studiet, mens 8 procent har oplevet det samme på studiejobbet. “Mænd har sværere ved at tale om chikane”, mener forsker.

Sexistiske jokes, negative stereotyper om mænd eller uopnåelige mandeidealer. Mandlige studerende oplever også chikane på studiet såvel som på studiejobbet. 

Det viser en rundspørge blandt 203 mandlige DM-studerende, som Magisterbladet har foretaget. Af dem har hver tiende på studiet oplevet kønschikane defineret som bl.a. nedsættende kommentarer og vittigheder på baggrund af køn. 8 pct. har oplevet det samme på studiejobbet. Imens har 5 pct. af de mandlige studerende oplevet uønskede berøringer, omfavnelser eller kys på studiejobbet, mens 3 pct. har oplevet lignende på studiet.

7 pct. har på studiet oplevet at blive behandlet nedladende på baggrund af deres køn, mens 2 mandlige studerende har angivet, at de har været udsat for en regulær voldtægt det seneste år.

En 23-årig mandlig studerende har følt, at han blev stillet modsatrettede og forvirrende spørgsmål i en eksamenssituation på grund af sit køn, fordi han var den eneste mand i gruppen, mens en 25-årig mandlig studerende skriver, at han da har oplevet kønschikane, “hvis generel hån, latterliggørelse og karikaturer af mandekønnet tæller”, men han understreger samtidig, at han ikke har oplevet det som decideret chikane.

“Vi risikerer at betale en høj pris for maskuliniteten”
Lektor og maskulinitetsforsker på Roskilde Universitet Kenneth Reinicke fortæller, at studier om seksuelle krænkelser viser, at den grove chikane kommer fra mænd, også når det går ud over andre mænd. Han forklarer, at det kan føles sværere for mænd at tale om vold og chikane, fordi det for nogle kan føles ydmygende.

“Vores forestillinger om kønnene gør, at det kan være sværere for mænd at tale om, at man har været udsat for seksuelle krænkelser eller vold. Samfundet har svært ved at lytte og tage chikane mod mænd alvorligt”, siger Kenneth Reinicke.

Imidlertid er der flere mandlige studerende, der også beskriver en følelse af afmagt over for det, de mener er en udvikling, hvor man, som mand, ikke må udtale sig om fx ligestillingspolitik eller gøre opmærksom på, at mænd også har problemer. Et problem, som Kenneth Reinicke mener er udbredt.

“Vi har ikke på samme måde fået øjnene op for mænds særegne ligestillingsproblematikker, fx at levealderen er lavere blandt mænd. Skilsmisse og arbejdsløshed opleves hårdere, og flere mænd er i fængsel og hjemløse”, siger Kenneth Reinicke.

Forskeren understreger dog, at det stadig i højere grad er kvinder, der oplever chikane og er “underlagt kulturens konstante blik på deres krop”. Vi skal dog stadig som samfund blive bedre til at acceptere, at mænd også kan opleve sexchikane. Og ikke mindst skal mænd blive bedre til at tale sammen om emnet.

“Afhængigt af sociale grupper er det blevet mere muligt at tale om disse ting. Og det er gået op for flere og flere mænd, at vi måske er privilegerede i nogle henseender, men at vi også risikerer at betale en høj pris for maskuliniteten”, siger Kenneth Reinicke.

}