Forskningschef: “Flyt det hele til Aarhus”
“Bedre balance II” kopierer en velkendt markedslogik: Produktionen flyttes ud, mens udvikling og forskning forankres i globale centre. Det siger CEPOS’ forskningschef, og derfor skaber heller ikke denne udflytningsrunde mere lighed i Danmark. Men hos Lollands borgmester er der tændt et håb.
Det er sådan set bare en bekræftelse af tingenes tilstand, af kløften mellem center og periferi”.
Sådan vurderer CEPOS’ forskningschef, Henrik Christoffersen, regeringens udflytning af senest 4.024 statslige arbejdspladser til provinsen. For selvom 58 små og større byer i alt er blevet tilgodeset i bestræbelserne på at skabe et Danmark i bedre balance, bliver der ikke grundlæggende rykket ved den dynamik, der gennem årtier har gjort de store byer til centre for vidensudveksling på bekostning af landområder.
“Udflytningen af statslige arbejdspladser følger den samme markedskonforme logik, som private virksomheder agerer efter. Man kigger på tilgang til arbejdskraft, infrastruktur og omkostninger til blandt andet løn”, siger Henrik Christoffersen, der i en årrække var forskningschef i AKF, i dag VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd).
“Derfor har fx Novo Nordisk deres fabrikker i Kalundborg og Indien, mens forskningen foregår i hovedstadsområdet, hvor der er nem adgang til den skarpeste forskerarbejdskraft og international flytrafik”.
Den arbejdsdeling genfinder Henrik Christoffersen i eksempelvis oprettelsen af Nævnenes Hus i Viborg eller udflytningen af Geodatastyrelsen til Nørresundby . Sidstnævnte dækker over, at kun en tredjedel af den oprindelige styrelse, den indtægtsdækkede produktion af søkort, rykkede til Nordjylland, mens en nyetableret styrelse i København tager sig af en lang række opgaver vedrørende rådgivning, udvikling, analyse, koordinering og programledelse.
“Det er i bund og grund produktion, kontrol, godkendelser og behandling af klager, man flytter ud”, siger Henrik Christoffersen, der dog samtidig kalder forsøget på at flytte DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier, red.) til Aarhus og Det Økonomiske Råd til Horsens for nævneværdige “smuttere”, der lugter af politiske principper og ideologi.
Begrænset dynamik i sigte
Og selvom det nok kan lune i Løgstør, at de 24 arbejdspladser i Miljømærkesekretariatet nu rykker til byen, skal thistedborgerne ifølge Henrik Christoffersen ikke regne med, at det kommer til at betyde alverden.
“Man skal ikke tro, at det gør Danmark mere lige”, siger han.
Når samtlige af Miljøstyrelsens 440 arbejdspladser fremover placeres i Odense, kan der trods alt komme en effekt, medgiver Henrik Christoffersen. Institutleder og professor ved Biologisk Institut ved Syddansk Universitet Marianne Holmer er enig. Hun forventer godt nok, at en del af styrelsens faglige kernemedarbejdere vil vælge at pendle fra Sjælland, men er alligevel begejstret.
“Jeg tror, vores uddannelse kan blive styrket ved, at vi får en tættere kontakt, kan invitere styrelsens folk ind som undervisere, ligesom vores studerende måske kan komme i virksomhedspraktik eller blive studentermedarbejdere. Og på sigt kan udflytningen forhåbentlig give nogle job til vores kandidater”, siger Marianne Holmer, der peger på, at mange miljøjob på Fyn er forsvundet.
Hun ser også muligheder, hvis forlydender om, at flere af Miljøministeriets myndighedsopgaver skal i udbud, bliver en realitet.
“Vi laver allerede en del for Miljøstyrelsen, og det vil selvfølgelig styrke forskningssamarbejdet, at vi ikke længere skal rejse til København”.
Men Odense er en undtagelse, mener Henrik Christoffersen. Faktisk mener han, at regeringen burde have koncentreret udflytningerne om bare ét område uden for hovedstaden.
“For mig at se har vi et land med ét stort bysamfund, hovedstadsområdet, men det ville være en berigelse, hvis det lykkedes at få bare to virkelig tunge og slagkraftige bysamfund, et i øst og et i vest. Det ville kræve, at man samlede kræfterne omkring Østjylland”.
Men i stedet for har regeringen “lettere populistisk” prioriteret et kortsigtet omfordelingshensyn, hvor den helt brede pensel har været taget i brug, siger Henrik Christoffersen.
“Et stærkt Storaarhus ville være en drivkraft for hele Vestdanmark takket være de dynamiske effekter, der kunne opstå. Men det ville kræve beslutninger, der tydeliggør nogle langsigtede udviklings- og velstandsperspektiver. Det har man ikke gjort”.
Der er tændt et håb
På Lolland vinder Henrik Christoffersens synspunkter ikke stor genklang hos borgmester Holger Schou Rasmussen (A). Han hæfter sig ved, at Lolland siden kommunalreformen har mistet 1.800 offentlige arbejdspladser, heraf 800 statslige.
Og selvom Lollands Kommune bare de seneste to år har fået 240 færre ansatte, ser han det som et vendepunkt, at kommunen nu får 110 statslige arbejdspladser.
“Lolland er en gennemsnitlig kommune, når det gælder produktion og eksport. Vi ligger ikke i bunden. Men vi har oplevet en kæmpe bevægelse, hvor de unge og stærke og dem med høje uddannelser flytter fra Lolland, og eksporterhvervene kan efterfølgende ikke skaffe kvalificeret arbejdskraft”, fortæller han.
Lige netop derfor er udflytningen af statslige arbejdspladser fuldstændig afgørende, mener han og henviser til genåbningen at Vestas’ fabrik i Nakskov.
“Fabrikken har brug for specialister, og vi oplever også interesse fra folk, men når det kommer til ægtefællen, som måske er jurist, sygeplejerske, politibetjent, eller hvad ved jeg, så er jobbet der ikke. Så de har svært ved at tiltrække højtuddannede, og en af de vigtigste årsager er, at ægtefællen ikke kan få job”.
Men det håb, som udflytningerne har vakt på Lolland, handler om meget mere end bare 100 stillinger.
“Da juristerne, sygeplejerskerne og politibetjentene flyttede fra Lolland, var det jo også dem, der stod ude i fodboldklubben og trænede de små. Nu siger de unge til mig, at de ikke tør tage chancen på Lolland, fordi der måske her er fire jobåbninger, men 4.000 i København. Det signal, regeringen sender, er det helt rigtige”.
