Dansk Magisterforening

Skal det være skørt på arbejdet?

Jakob Elkjær
Del artikel:

REDAKTØRENS KOMMENTAR

Jeg har hørt det flere gange. Hvis man bliver afbrudt, så tager det 10 minutter at komme tilbage i koncentreret tilstand. Hvis det er rigtigt, så er jeg nok aldrig i en koncentreret tilstand.

Det er jeg logisk set ikke, fordi jeg bruger min mobiltelefon lige så meget som alle andre. Det vil sige, at jeg er på og tjekker det ene og det andet ca. 80 gange om dagen. Det svarer til omtrent hvert 12. minut i de vågne timer. Hertil kommer alle de andre afbrydelser.

I dag har jeg foreløbig fået 42 mails på min arbejdsmail og så det løse på den private. (Se nu at få slået de notifikationer fra!).

Hertil kommer alle de andre distraktioner, som mange af os oplever i varierende grad:

Lange møder. Smalltalk om børnene derhjemme og fodboldkampen i går. Sms’er fra familien. Snak i storrumskontoret. Snak, fordi døren er åben. Snak, bare fordi. Sms’er fra familie og venner. Opfølgninger fra regnskab, projekttovholderen, en strøm af henvendelser fra eksterne samarbejdspartnere, sælgere, netværk og det løse.

Lyder det som noget, du kan genkende? Så er du ikke alene. Magisterbladet har fået lavet en Gallup, som viser, at 39 procent af alle borgere oplever at blive forstyrret og spilde tid på en almindelig arbejdsdag.

Afbrydelserne kommer fra:
Kolleger: 43 %
It-nedbrud: 19 %
Larm på kontoret: 18 %
Chefer: 18 %
Bureaukrati: 18 %
Møder: 17 %
Sociale medier: 14 %

Jeg oplever selv, at min koncentrationsevne bliver mindre. Jeg har fået sværere ved at koncentrere mig om længere samlede tekster. Og i fritiden er det sværere for mig at fastholde fokus på fx en god bog. Jeg tror, at det er mit arbejdsliv og mine mobilvaner, som påvirker min koncentrationsevne.

Når jeg snakker med vennerne, så har de det på samme måde: Vi bliver ikke alene dårligere til vores arbejde af alle afbrydelserne og de dårlige vaner. Vi bliver dårligere til vores liv. Vi hører fx ikke altid, hvad vores børn, venner, familie, kærester, koner og mænd siger.

I det her nummer af Magisterbladet får du nogle gode råd til at gøre op med Facebook og de andre overspringshandlinger. Men det er ikke nok, at du rydder op i dine vaner. Cheferne skal også på banen.

David Heinemeier Hansson, der har startet it-virksomheden Base­camp, har skrevet bogen “It doesn’t have to be crazy at work”, hvor han blandt andet opfordrer til at give tiden tilbage til medarbejderne.

“Mange virksomheder føles crazy. Man løber rundt og har vildt travlt. Men hvad får man lavet? Det er lidt mere diffust. Alligevel føler man sig stresset over det. Det synes jeg er en skør måde at drive virksomhed på”, siger han.

På Basecamp er der skemalagte tidspunkter, hvor medarbejderne må forstyrre hinanden, så der bliver så meget effektiv arbejdstid som muligt.

I Magisterbladet siger specialist i effektive arbejdsvaner Line Ullmann, at vi, lederne, skal på banen og være tydelige om, at det kan være okay ikke at være tilgængelig hele tiden, og at man godt må koncentrere sig i et mødelokale, tage høretelefoner på eller arbejde hjemme. Kloge ord.

Vi bliver i et hvert fald nødt til at tage magten over vores tid tilbage, hvis vi skal levere kvalitet på arbejdet og være til stede i vores liv. 

}