Dansk Magisterforening

Månedens gang på #SoMe

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Magisterbladet har været på internettet og bringer her højdepunkter fra novembers små og store retoriske kampe på de sociale medier.

Chief Løkke in da house
Grænserne mellem professionel og privat har svære vilkår i SoMe. Således fik man i slutningen af november fornøjelsen af at se landets statsminister udklædt som firserhiphopper, da han fejrede sin kone Solruns 50-års fødselsdag med en udklædningsfest. “Super 80’er-fest med Chief LLR”, tweetede tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen, der er med på billedet, hvor Lars Løkke giver den med guldkæde og truckercap.



Det blev hilst af en hel del smileyer og en smule forargelse i krogene. “Godt at se den danske statsminister i partyhumør op til Brexit-topmødet :)”, skrev Ryan Heath, politisk redaktør på det internationale nyhedsmedie Politico.eu, mens Cevea-direktør Kristian Weise, der ellers ikke plejer at stryge regeringen med hårene, syntes, at statsministeren skal have lov til at fjolle i sin fritid: “Det er vigtigt ikke at være for selvhøjtidelig. Jeg ved ikke, hvilken fest @larsloekke var til i går, men jeg er vild med outfittet og attituden. #dkpol”.

Hverdags­forskningen længe leve
Professor MSO Peter Lauritsen fik floskelbægeret fuldt, da han lyttede til en folketingsdebat om nye “pionercentre” for forskning. “Vi trænger til et nyt sprog for forskningen. Ud med excellence, top, elite, stjerne, talent og fremragende. Og ind med mangfoldig hverdagsforskning, der gør en forskel”, tweetede Lauritsen og refererede blandt andre forskningsministeren for at tale om “centre i den absolutte verdenselite” under ledelse af “helt ekstraordinære forskningsledere og topforskere”.

Der var opbakning fra blandt andre Søren Pold: “Vores arbejdsplads bliver reduceret til en sportskamp til skade for samarbejde og sammenhæng”, og også forskningsordfører Sofie Carsten Nielsen fangede pointen: “Modtaget! Av”. En anden kollega opfordrede Lauritsen til at skifte titel til “professor med hverdagsopgaver”.

Akademikere på grønt
“Her en tanke om, hvad vi kan gøre inden for akademia for at sænke kødforbruget: Når vi bestiller mad til møder og konferencer, så lad vegetar være standard og kød tilvalg frem for omvendt. Vi kan kalde det “flipped menu”. #dkforsk #dkpol”, tweeter AAU-professor ­Thomas Ryberg med reference til det pædagogiske koncept “flipped classroom”. 

AU AU AU!
Aarhus Universitet har fundet ud af, at man i flere år har dimitteret kandidater, der reelt mangler ECTS-point, fordi de har taget hovedfag og bifag ved to forskellige fakulteter. På Facebook kan man følge frustrationerne fra de mange næstenkandidater, der nu tvinges tilbage på skolebænken. “Jeg er dybt frustreret over situationen og har meget svært ved at se, hvordan jeg både tidsmæssigt og økonomisk skal presse et halvt års fuldtidsstudie ind i min og min families hverdag”, skriver Nadja Høj­gaard Nielsen, som underviser i gymnasiet på fuld tid i psykologi og idræt, men som nu har fået at vide, at hun ikke er berettiget til pædagogikum.

“AU erkender, at det er dem, der har lavet en (stor) fejl. Alligevel er det ikke AU, men færdiguddannede kandidater, der bliver bedt om at betale prisen med tilbagevirkende kraft”, skriver Sture Brock-Mølgaard, der mener, at han og de øvrige berørte bør få dispensation for de manglende ECTS-point.

AK #OK 18
Der bliver raslet med de røde faner, efter at ledelserne på seks gymnasier og erhvervsskoler med Moderniseringsstyrelsen i ryggen nægter at genindføre den betalte spisepause, som de lokalt afskaffede, før OK 18-aftalen kom i hus. “Utroligt. Igen forsøger Løhde og MODST at forgribe sig på vores rettigheder. Vi kræver ikke noget nyt, og vi ønsker ikke et slagsmål. Men vi er klar, hvis man løber fra det, vi har aftalt. Og fanerne er også smukke i frostvejr. #EnLøsningForAlle”, tweetede konstabelformand Flemming Vinther, der var hovedforhandler af OK 18.

“Jeg kan godt den dag”, kom det – naturligvis – lynsnart fra Nina Palesa Bonde, dommerfuldmægtigen, der blev landskendt som heppeleder under sommerens OK-forhandlinger i Forligsinstitutionen.

}