Dansk Magisterforening

Hvad hader du ved Dansk Magisterforening?

Af Troels Kølln
Del artikel:

Mere solidaritet med kortuddannede. Større fokus på arbejdsmiljø og stress. Fagforeningens helt egen onlinearbejdsplatform. På foreningens kampagnesite myldrer det med forslag til forandring – og med enkelte opfordringer til rent faktisk at fejre 100-års dagen ved at lukke sig selv.

Dansk Magisterforening har i anledning af sin 100-års jubilæumskampagne om at lukke og genopfinde sig selv opfordret medlemmerne til at “deltage i debatten og være med til at definere vores nye forening” på websitet 100.dm.dk. Her bliver de stillet spørgsmål som dette: “Hvad hader du ved Dansk Magisterforening?”

Det har affødt hundredvis af kommentarer, som ifølge formand Camilla Gregersen skal bruges som et vigtigt indspark til, hvordan DM skal udvikle sig.

Debatten er mangfoldig og derfor umulig at skitsere fuldkommen dækkende her. Der tegner sig dog tre generelle temaer i medlemmernes ønsker for fremtiden:
  • En mere inkluderende fagforening
  • Større fokus på arbejdsforhold
  • Der skal bruges nye digitale metoder.

En mere inkluderende fagforening
“Der skal være bedre mulighed for kollektiv organisering for medlemmer ansat i mindre organisationer og virksomheder, hvor der ikke er klubber. Der skal være opsøgende fællestillidsfolk, som får tid og mulighed for at besøge andre medlemmer på deres arbejdspladser eller samle grupper i små geografiske områder og skabe kontakt på tværs af medlemmer”, skriver Pernille Cauchi for eksempel.

“Rigtig mange akademikere har arbejde ude i resten af landet og er geografisk derfor langt fra Magisterforeningens hovedsæder, med det resultat at deltagelse i diverse arrangementer og tilbud ofte er besværlige for ikke at sige en umulighed”, skriver Vibeke Knöchel Christensen, hvis oplevelse i øvrigt deles af flere grønlandske medlemmer, ligesom flere privatansatte også føler sig forbigået.

Men DM skal række længere ud end blot blandt medlemmerne selv, mener andre.

“Det, jeg umiddelbart tænker på, er, hvordan DM kan være med til at bekæmpe uligheden og styrke sammenholdet i det danske samfund”, skriver Michael Olesen.

Andre er trætte af fagforeningernes interne kamp om medlemmerne og ønsker derfor én stor akademisk fagforening. Asger Bo Skjerning Steffensen kommer med dette typiske indspark:

“Om langt mindre end 10 år skal der ikke være 20 akademiske fagforeninger, som “in­fighter” om brødkrummer og akademiske medlemmer”, skriver han og slutter: “Så ja, luk DM, og skab den Akademiske Union”.

En ny virkelighed kræver nye metoder
Mange af debattørerne oplever arbejdsmarkedet som stadig mere presset og vil have et mere offensivt DM, der ikke bare sikrer ordentlig løn, men også de grundlæggende rammer for et godt arbejdsliv.

“DM skal være med til at sikre, at man kan få den arbejdstid, man ønsker: fx 30 timer om ugen eller 3 måneders fri eller?” mener Henrik Raun.

“DM skal formulere præcise krav til det ledelsesansvar, som arbejdspladsernes ledere skal tage for at sikre ordentlige arbejdsforhold. Krav, der sikrer, at medarbejdere ikke bryder sammen af stress, mistrivsel og overbelastning”, skriver Dorte Schiøler.

Det synspunkt kolliderer med en anden udfordring, som flere ledere påpeger – nemlig hvordan DM sikrer, at magistre med lederjob ikke bliver glemt i kampen for de menige medarbejdere. Under alle omstændigheder må vejen frem være digital, mener mange.

“I kan starte med at skrotte det flerfarvede, dyre, helt irrelevante, miljøbelastende og journalistisk ringe medlemsblad”, skriver Mikkel Nørgaard, mens andre vil have færre breve og flere onlinekurser.

Selv blandt de mest kritiske debattører bliver der imidlertid svaret ja, når DM i kampagnen spørger, om der overhovedet er brug for Dansk Magisterforening i fremtiden.

Enkelte indtager dog mere overraskende synspunkter. “… ikke hvis den kommunistiske revo,  jeg går og håber på, bliver en ting”, skriver Henrik Skaaning på Facebook, mens brugeren Lene er mere klar i spyttet: “Yo man luk lortet ned”.

}